Af Højskolebladet
Serie: Hvordan giver man en moderne tolkning af højskolens kernebegreber - livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk
dannelse? Højskolebladet giver de første input til FFD's udviklingsprojekt Højskolens Kerne. Denne sidste gang handler det om livsoplysning.
Statements:
Lars-Henrik Schmidt:
"Hvis højskolen ikke var et internat, så var den ligegyldig. Den er den vesterlandske udgave af et ashram. Det er et åndeligt fællesskab, hvor dvælen ved åndeligheden også skal foregå, mens man slår græs, mens man spiser, og mens man gør rent."
Erik Bendtsen
"Det, vi har brug for som mennesker, er netop at kunne overskue tilværelsen som en helhed. Og her har højskolen en vigtig funktion, som ikke må gå tabt."
Erik Bendtsen
(Født 1944) Mag.art. i filosofi. Ansat ved Roskilde Universitetscenter
og afholder desuden kurser på Folkeuniversitetet
i København:
"Begrebet livsoplysning handler om den evne, man har, til at reflektere over tilværelsens mange forskellige aspekter, og om det begrebsapparat, som sætter en i stand til denne refleksion. I denne sammenhæng og i en højskolesammenhæng er den store forskel på uddannelse og dannelse, at uddannelse ofte har en meget instrumentel karakter. Det vil sige, at man på forhånd har opstillet nogle bestemte mål, som det enkelte menneske skal opfylde. Bagefter søger man så de midler, som mest effektivt kan føre frem til disse mål. Dannelse drejer sig derimod om noget meget mere overordnet. Det drejer sig nemlig om personens egen evne til at magte livet set som en større helhed. Det handler om at gøre sig de grundlæggende værdier i tilværelsen bevidst. Begrebet "værdi" flyder rundt i debatten, men man støder meget sjældent på en debat om, hvori de grundlæggende værdier i tilværelsen i det hele taget består. Det er lige præcis det, som livsoplysningen egentlig skulle føre os hen imod. Og det er jo et projekt, som man aldrig bliver færdig med.
Livsoplysning er ikke kun et spørgsmål om en selv. Det er et spørgsmål om, at prøve at forstå den store sammenhæng i tilværelsen, og det er blandt andet, at man ikke er alene. Hvis det skal være muligt at få et godt liv, er en af betingelserne, at man forstår, at man er en del af et liv sammen med andre.
Der skal være nogle steder med plads til at undersøge tingene på en åben og dialogisk måde, hvor man ikke nødvendigvis skal igennem et bestemt pensum. Det er der desværre i mindre grad i det traditionelle uddannelsessystem, som fokuserer meget på resultater. Her indtager folkehøjskolen simpelthen en unik plads. Her er undervisningen ikke er rettet mod eksamen, men giver ideelt set plads til en sådan undersøgende og søgende undervisning. Man har selvfølgelig en lærer, som kan noget mere end eleverne. Det er ikke kun et spørgsmål om at komme og aflevere noget, men er ideelt set netop en slags laboratoriumsinstitution.
Jeg hører jo til dem, som mener, at der faktisk findes objektive værdier. De helt overordnede værdier er velfærd og lykke. Velfærd er et helt objektivt forhold, som drejer sig om de fundamentale betingelser. Lykke drejer i højere grad om det individuelle. Det drejer sig om evnen til at udnytte disse betingelser.
Vi har nogle behov, som vi er fælles om alle sammen, men vi skelner ikke mellem behov og ønsker. De fleste af os tror, at det, vi ønsker, er det, vi har behov for. Og så forfølger vi bare vores ønsker i stedet for at undersøge, hvordan vores væsentlige behov egentlig ser ud. Jeg vil ikke gøre mig til talsmand for en undervisning med en direkte terapeutisk funktion, men på den anden sige kan det være et sygdomstræk ved en kultur, at den bliver mindre og mindre reflekteret.
Et rigtig godt liv er måske for de få. Vi vil altid være utilfredse og ulykkelige på forskellige måder. Men i den vigtige søgen efter at få et bedre liv, er der forskellige aspekter af uddannelse og dannelse, som kan hjælpe os. Som jeg forstår højskolen, har der netop altid været et fokus på denne oplevelse af helhed i tilværelsen. Her har det formelle uddannelsessystem ikke i tilstrækkelig grad evnet at give de studerende en oplevelse af, hvordan fagene faktisk hænger sammen.
Det er en helhedsoplevelse, som ofte er en mangelvare i dag. Vi er i stigende grad grebet af en specialistkultur, som bliver mere og mere dominerende. Hvis man ikke specialiserer sig, så taber man kapløbet. Men det, vi har brug for som mennesker, er netop at kunne overskue tilværelsen som en helhed. Og her har højskolen en vigtig funktion, som ikke må gå tabt."
Lars-Henrik Schmidt (Født 1953)
Mag.art. i idehistorie. Leder til dagligt forskningscentret GNOSIS på DPU. Forfatter til en lang række bøger inden for socialanalytisk og pædagogisk filosofi:
"Der er to aspekter af højskolen, som er vigtige, når man taler om livsoplysning. Det ene drejer sig om højskolens karakter af internat. Hvis højskolen ikke var et internat, så var den ligegyldig. Den er den vesterlandske udgave af et ashram. Det er et åndeligt fællesskab, hvor dvælen ved åndeligheden også skal foregå, mens man slår græs, mens man spiser, og mens man gør rent. På internatet er det afgørende, at livsoplysningen ikke er begrænset til den lærdomsformidlende del, men at den er udvidet til den lærende del af det, at være i en tilværelse sammen med andre mennesker. Det er her, det livsoplysende element ligger. Det andet element er udtryk for en nyere udvikling og handler om, at højskolen er blevet en slags efterskole for forvirrede folk efter gymnasiet.
Hvad betyder livsoplysning så i den sammenhæng? Jo, det handler jo om, at de unge står i et vadested og ikke aner, hvordan de skal orientere sig her i livet. De to elementer hænger for mig at se sammen. Det kan godt være, at jeg kan lyde ironisk i min karakteristisk, men jeg mener det faktisk i en positiv forstand. Det handler om at tage en pause. I stedet for at tage en dannelsesrejse langs Highway 66 eller at rejse verden rundt, så er højskolen en mulighed at stoppe op og finde ud af, hvad du skal stille op med dig selv resten af din tilværelse. Jeg ironiserer måske til en vis grad over det, fordi masser af mennesker finder ud af det på egen hånd. I stedet for at gøre, hvad far mener eller det modsatte af, hvad far mener - hvilket kan være ligeså motiverende - så det afgørende, at man tager et break, hvor man er optaget af sig selv. De to ting, som binder min punkter sammen, er jo selvoptagetheden. Du skal lære, hvad det vil sige at agere i et fællesskab. De forvirrede mennesker, som er på en højskole, skulle helst komme derfra med en større klarhed i den sammenhæng. Der er ikke noget galt i at være forvirret, det er ikke det, der er min pointe. Højskolens opgave består i at gøre en kvalificeret til dette valg. Det er i sammenhæng med sådan en type dannelsesrefleksion, at højskolen har haft og stadig har en funktion. At de så skal tjene deres penge på at holde sommerkurser, det er noget andet.
Personligt er jeg imod hele den der værdidiskussion, der hersker rundt omkring og også på højskolerne. Værdierne er i dag blevet individuelle. Jeg går i stedet ind for holdninger. Og folkehøjskolerne skal være holdningsskoler og ikke værdiskoler. Holdninger er forholdsvis konsekvente organiseringer af værdierne, hvorimod værdierne er ad hoc. Man forlanger ingen konsekvens imellem forskellige former for stillingtagen med reference til værdierne, men det gør man med reference til holdninger. Derfor kan man efter min opfattelse ikke lave en værdihøjskole, men derimod en holdningshøjskole.
Du kan diskutere folks holdninger og sige, jeg er uenig med dig politisk i dette og hint, men hvis man begynder at sige, jeg er uenig med dig i den måde, du tager make up på, kritiserer man den person, der tager make up på. Nu om dage er problemet, at vi i meget høj grad er værdimennesker. Det er noget sludder, hvis man påstår, at der ikke er nogen diskussion af værdierne. Det sprøjter ud af ørerne på os med værdier. Vi bestiller ikke andet end at diskutere værdier. Selvom jeg har bevæget mig i dette uddannelsesområde i mange år, så ved jeg ikke, hvad der er højskolernes værdier."