Af Andreas Tonnesen
To sider af samme sag
Statements
Svend Brinkmann:
"Jeg synes, at der er for lidt dannelse og for meget tivolisering
i højskolen i dag. Det gælder ikke om at tilfredsstille nogle kunders behov for bestemte oplevelser. Det gælder om at præsentere det bedste, som menneskeheden har tænkt og gjort. Det er da en ambition, der vil noget!"
Dorte Odde Sørensen:
"Det vi har til fælles i dag, det er det at være en del af massekulturen. Det er vores fællesskab, og det som konstituerer os som enhed. Oplysningen i dag består således i at undersøge, hvordan vi forholder os til denne nye type fællesskab."
Svend Brinkmann, (F. 1975) Cand. Psych., Ph.d.. Adjunkt ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet:
"Folkelig oplysning er et interessant begreb, fordi det på den ene side rummer ordet folkelig, der knytter an til noget førmoderne og traditionalistisk. Det er noget, vi fx bruger i forbindelse med folkemusik, der har en gammel tradition og er rodfæstet i en bestemt etnisk gruppe eller geografisk region. Oplysning er derimod noget moderne. Det udspringer af Oplysningstidens moderne projekt: Folket skulle oplyses, og videnskaben skulle med sin ubetvivlelige fakta få tradition og overtro til at forsvinde. Der er altså indbygget en interessant dynamik i begrebet, mellem det folkelige og det oplysningsmæssige - mellem det førmoderne og det moderne. Ekstra interessant er det, idet vi hverken lever i en førmoderne eller en moderne tid, men derimod i det nogen kalder en senmoderne eller postmoderne tid. En tid som på væsentlige punkter adskiller sig fra tidligere tider. Man kan i denne sammensathed se nogle af de udfordringer, som højskolerne står over for i disse år. Skal de primært tænke sig selv traditionalistiske, som bibringende viden og oplysning, eller skal de tænke sig selv mere postmoderne, som en del af oplevelsesøkonomien, hvor det er tilbuddet til forbrugeren om at komme og få oplevelser? For mange mennesker anser i dag det at komme på højskole som en form for intellektuel turisme. Spørgsmålet er, om det ikke er i strid - i hvert fald delvist - med selve den værdi, der kunne ligge i den folkelige oplysning?
Spørgsmålet er, om den folkelig oplysning ikke i højere grad er en værdi, der handler om dannelsen af den enkelte og ikke så meget om den enkeltes oplevelse? Her er det vigtigt at fastholde, at højskolerne i højere grad skal være dannelsesinstitutioner end oplevelsesinstitutioner. Jeg har jo ikke lavet nogle systematiske undersøgelser af, hvordan højskolerne arbejder, men jeg har samlet nogle brochurer, når jeg har været rundt på forskellige højskoler. Og når de reklamerer for sig selv, er det ofte efter devisen "kom og få oplevelser", eller "højskolen - få en oplevelse for livet". Det er lidt som at læse biografreklamer, eller reklamer for charterture til Gran Canaria. Hvis højskolerne i højere grad fokuserede på deres dannelsesopgave, at danne folk kulturelt, moralsk og måske også politisk, så handler det jo ikke så meget om, at man skal komme på højskolen for at opleve noget.
Jeg tror ikke, at man i dag kan forankre forestillingen om dannelse i et begreb som folkelighed. Det bliver hurtigt et nationalromantisk, indadskuende og utidssvarende projekt. Dannelsen behøver ikke være snævert knyttet til et begreb om folkelighed, det kan lige så godt knyttes til en globaliseringsdiskurs. Det må være en erkendelse, som vi skal gøre os, at vores måde at leve på er én blandt mange mulige.
Udfordringen for højskolerne er at finde den tredje vej, der skal undgå den førmoderne, nationalromantiske forankring af dannelsen i et begreb om folket, og samtidig den senmoderne, der forankrer dannelsen i markedet og dets forbrugere. Ingen af disse to kan levere et adækvat grundlag for dannelse i dag. Det er min grundtanke, at den tredje vej må være forankret i nogle etiske forestillinger. Jeg har den måske naive forestilling, at etikken stadig er uafhængig af på den ene side fænomener
som markedet, og demokratiet - hvad der er godt og ondt i verden, er ikke noget vi afgøre på demokratisk vis ved at stemme om det, ligesom vi ikke afgør matematikken ved at stemme om den."
Dorte Odde Sørensen, (F. 1964) Mag.art. i kultur-sociologi ved København Universitet. Ph.d. Udviklings-konsulent ved Aarhus
Universitet:
"Forestillingen om folkelige oplysning er et forældet projekt. Den hører en hel anden samfundsform til, som vi ikke har længere. Den udspringer af en typisk 1800-tals tænkning, en tid hvor højskolen jo opstod. Den folkelige oplysning må droppes i tænkningen af højskolen til fordel for et moderne dannelsesprojekt, hvor man forholde sig til forholdet mellem det individuelle og det kollektive på en ny måde. Vi lever i et moderne massesamfund, hvor der ikke kan være tale om et folk i traditionel forstand. Samtidig må man sige, at oplysningsprojektet, som der jo stadig er mange, der abonnerer på, er utidssvarende i forhold til massesamfundet,
fordi det bunder i en rationalistisk forestilling om, at vi kan gøre alt transparent og kontrollere, hvor vores samfund bevæger sig hen via en fælles moral.
Man kan godt abonnere på dannelsestanken, hvis man samtidig moderniser den. Og det tror jeg, at netop højskolerne kunne være stedet for. Den moderniserede dannelsestanke tager højde for, at samfundet er noget, der så at sige forløber af sig selv. På den ene side handler det i dag om selvdannelse. Der foregår jo uden tvivl en individualisering i dag, og baggrundstæppet for denne proces er vores massesamfund. Det vil sige, at der hele tiden finder en udvikling og forandring sted i vores samfund. Det at være selvdannet i dag, det handler om at træde udover ens socialisering. Som det er blevet sagt, så "handler det ikke om at rette sig ind eller at indordne sig, det handler derimod om at rette sig ud, at gøre sig gældende." Det er der mange, der opfatter som noget, der sker på bekostning af det fælles. Men pointen med den moderne dannelsestanke er, at de sagtens kan kombineres.
Når jeg taler om massesamfund, så er det ikke for at tale om helt bevidstløse individer. Massesamfundet betyder i højere grad, at tingene ikke står fast, sådan som man traditionelt har tænkt det, og som den traditionelle dannelsestanke er udtryk for. Det er ikke sådan, at når man som et 18-årig ungt menneske kommer ud i livet, er der den og den faste tradition at forholde sig til. Sådan oplever de unge det ikke i dag. Denne tingenes fluktuation er netop et af udtrykkene for massesamfundet. Men selvfølgelig også oplevelsen af det mangesidige og mangeartede. Og her når man også frem til noget, der har at gøre med vores værdier og en særlig værdi-
relativisme, hvor højskolerne for mig at se kunne være et sted, hvor man i stedet for - groft sagt - at sige, "vi ved, hvad der er sandt" i kraft af traditionerne, så netop satte disse nye forhold på dagsordenen. For det er netop en forpligtigelse at forholde sig, fordi vores tid er præget af denne fluktuation. Højskolerne kan på den måde udgøre forbillede og undersøge, hvordan vi griber denne udfordring an og være med til at spørge, "hvordan vil du tage stilling til, hvad der er værdifuldt for dig?" En del af højskolernes problem ligger i deres ideologi og deres tale om det, de gør. For på mange måder hersker der allerede en praksis, der rent faktisk tager stilling til disse senmoderne forhold.
At advokere for folkelighed i højskolesammenhæng, fungerer måske for en ældre generation, men det er bestemt ikke et projekt for den yngre generation. Højskolen må i et eller andet omfang stå i modsætning til samfundet. Og meget af den danskhed, der tales om i dag, den udgår fra Dansk Folkeparti. Det er en måde at italesætte danskhed på, hvor man efter min mening i høj grad opererer med en foragt for det fremmede. Det er jo det stik modsatte af dannelsestænkningen. Derfor er det afgørende for højskolerne at repræsentere noget andet, en anden tænkning. Men med den kritiske brod, at man får viden om ens egen placering i det samfundsmæssige. Hvad er så samfundsprojektet for højskolerne i dag? Det er i hvert fald ikke at oplyse bønderne, som jo var udgangspunktet. Jeg tror ikke, at det er et oplysningsprojekt men derimod et dannelsesprojekt, et selvdannelsesprojekt. Ikke forstået sådan, at det kun handler om, hvad vi hver især gerne vil. Fællesværdier skabes, idet vi er sammen,
og på en højskole er man sammen døgnet rundt i en bestemt periode. Så på den måde er det et eksemplarisk sted, der kan anskueliggøre, hvordan sådanne processer foregår. Det er et forhandlingsrum, hvor der sættes fokus på, hvilke værdier vi skaber."