Af Højskolebladet
En undersøgelse iværksat af organisationen VisitDenmark viser, at sommeren ikke længere skal være ren badeferie. Turistbranchen kommer fremover i stedet mere og mere til at handle om fordybelse og fællesskab - det er den nyeste trend. Afmatningen i økonomien får familier til at se i nye retninger, når ferien skal planlægges. Og her kan højskolerne spille en afgørende rolle. De senere år har mange højskoler kørt med fuld belægning eller sågar ventelister til en del af deres sommerkurser. Og den tendens vil fortsætte, hvis man spørger VisitDenmark.
Dorthe Killerich, der er administrerende direktør i VisitDenmark siger til Jyllandsposten: "Deres [højskolernes] tilbud har et klart indhold, samtidig med at rammerne giver mulighed for at dyrke fællesskabet med familien og med andre, der har samme interesser. Det appellerer både til danskerne og til folk på vore nærmarkeder." Det er med andre ord traditionelle højskoleværdier, der nu skal bruges til at markedsføre Danmark som helårs ferieland for turister fra ind- og udland. Højskolen er blevet trendy.