Af Højskolebladet
Mads Flarup Christensen:
"Der er et stort potentiale i aktivismen. Mere end 30 års erfaring med aktivisme i Greenpeace viser, at den har en gennemslagskraft næsten uden sidestykke. For os er aktivisme som at sætte en stor tyk tommelfinger lige ned i såret, der hvor det gør allermest ondt, og ofte skal det jo gøre lidt ondt, før det bliver godt. I Greenpeace ser vi det som vores rolle at bygge bro mellem det, videnskaben fortæller samfundet, at der bør gøres, og hvad det politiske system så rent faktisk gør. Talrige gange i de sidste århundrede er civil ulydighed blevet anvendt til at få en vigtig udvikling sat i gang, det har været en vigtig del af vores demokrati. Grundlæggende viser aktivisme jo en indgående interesse for vores samfundsudvikling og samfundsmodel. Fx har aktivisme og civil ulydighed sikret kvinders valgret og adskillige faglige kampe har vist os, at det er muligt at opnå resultater med aktivisme.
Samtidig er det dog en vigtig forudsætning, både for mig personligt, men sandelig også for Greenpeace. Aktivisme er kun effektiv, hvis den baserer sig på strenge ikke-voldsprincipper. Vi tror ikke, at vold fører noget godt og konstruktivt med sig. Hverken på kort eller lang sigt. Den voldelige handling kommer næsten altid til udtryk som en desperat handling, som ikke får bred respekt eller opbakning blandt befolkningen og derfor ikke kan give langtidsholdbare forandringer."
Det handler om klima
"Det er for tidligt at sige, hvordan klimatopmødet vil forløbe. Men topmødets vigtigste funktion er, at alle bliver samlet bag de CO2 reduktionsmål, som videnskaben fortæller os, vi skal nå. Hr. og Fru Jensen, det politiske system, videnskaben og verdensindustrien.
Hvis aktivisme, ender voldeligt, frygter jeg, vi ikke vil opnå de forandringer, som samfundet har brug for. Mødet vil drukne i larmen omkring vold og ballade. Derfor vil Greenpeace kun gå med i den store fællesdemonstration den 12. december under topmødet, hvis vi stoler på, den ikke ender voldeligt. Det tror vi ikke, den gør, da den jo er arrangeret under en klar og tydelig ikke-voldelig overskrift. Det er uhyggelig vigtigt, at de, som sidder og forhandler, kan se, at der er folk, som ikke bare sætter deres navn på underskriftindsamlinger, men som også er villige til at gå på gaden og sige deres budskab højt og tydeligt. Det er hele fundamentet for demokratiet. De politikere, som sidder derinde og forhandler, skal genvælges og er afhængige af, at der er opbakning fra befolkningen til de aftaler, som bliver indgået."
Forandring af verden
"Det er afgørende, hvilke midler man anvender, hvis man er interesseret i at forandre samfundet med en bred vifte af interesser og spillere. Ellers ender man med kun at tale til ligesindede. De langtidsholdbare løsninger kommer først i det øjeblik, hvor man får skabt et bredt fundament af støtte. Gjorde vi det med voldelige metoder, ville vi ikke opnå nogen sympati, den ville tværtimod ligge hos dem, vi kæmper imod. Vi skal både have videnskaben og etikken i orden."
Hvor går grænsen?
"Grænserne er forskellige afhængigt af, hvor man kommer fra. Nogle organisationer har allerede nu bestemt, at topmødet har fejlet, og at det skal stoppes. Ved siden af dem står Greenpeace, der ligesom langt de fleste mener, at topmødet er en enestående mulighed for at få en langtidsholdbar aftale, som kan sikre at CO2-udslippet når ned til det niveau, som videnskaben fortæller os er nødvendigt. For os er det den politiske
proces, som er helt afgørende. Derfor vil man ikke komme til at se Greenpeace forsøge at stoppe mødet, vi vil derimod gøre vores bedste for, at mødet får det politisk bedste resultat."
Niels Fastrup:
"Hvorfor bruge hærværk, vold og andre militante metoder i forbindelse med politiske aktioner, spørger folk tit. Skader man ikke sagen? De pågældende metoder skaber jo ikke ligefrem sympati i den brede befolkning. Svaret er, at det ikke er sympati eller opbakning, der er de militante aktionsformers primære mål. I de aktivistiske og autonome miljøer har man et begreb, der hedder "direkte aktioner". Blokader, hærværk, gadekamp og forskellige former for civil-ulydighedsaktioner er typiske eksempler på direkte aktioner, hvor ideen er at angribe "modstanderen", det kan være regeringen, de store virksomheder, magthaverne eller politiet som repræsentant for statsapparatet, direkte med henblik på at "skade", svække, skræmme eller måske ligefrem destruere det system, man mener at være oppe imod. De her grupperinger sværger til en anden opfattelse af politisk deltagelse, kan man sige. Traditionelt forstår man det som noget, der handler om at være medlem af et parti, skrive læserbreve og møde op i stemmeboksen hver fjerde år og sætte sit kryds. Alle disse former for politiske handlinger er ligegyldige, vil de her miljøer sige, for de forandrer ingenting. Ja, faktisk forandrer de ikke alene ingenting, de bidrager til at forlene det eksisterende system med et skær af demokratisk legitimitet, idet det ser ud som om det er almindelige mennesker, det man i gamle dage kaldte "folket", der bestemmer. I modsætning til de traditionelle metoder kan de militante, direkte aktioner noget, vil analysen være i de her miljøer. De udfordrer magten direkte og i heldige tilfælde aftvinger det magthaverne indrømmelser, som man fx så det i forbindelse med kampen for et nyt ungdomshus."
Fire grupperinger
"Hvad angår klimatopmødet, tror jeg groft sagt, vi vil se fire brede grupperinger på demonstrant- eller civilsamfundssiden: For det første de store NGO'er som Folkekirkens Nødhjælp, 92-gruppen og, hvis vi taler internationalt, Oxfam. De her aktører har en platform eller repræsentation i Bella Center og vil se forhandlinger og forskellige former for politisk pres som deres primære virkemiddel. Den næste gruppe er græsrødderne, dvs. netværk, der også har en vis formel struktur og varighed over tid, men som ikke ønsker at være med i Bella Center, typisk fordi man opfatter det som værende identisk med at blive fedtet ind i et magtapparat.
De to sidste hovedgrupper er aktivisterne, der meget forenklet sagt er delt op i en militant fløj og en fløj, der sværger til civil ulydighed, som de kalder det. Hvad angår det sidste, har vi det store Climate Justice Action-netværk, der samler aktivister og græsrødder fra hele verden, men især aktivistiske netværk fra Nordeuropa, herunder Nordtyskland, Holland og England. Deres store projekt er en masseaktion mod Bella Center, hvor man vil forsøge at trænge ind på mødet uden at bruge direkte vold og overtage det for en dag, som man har meldt ud. Den fjerde gruppe er den "sorte blok", de mest militante aktivister, der samarbejder
med Climate Justice Action, men måske også planlægger at lave ting på egen hånd, selvom det på nuværende tidspunkt ikke er besluttet, præcis hvad. De her grupper vil have meget svært ved at udgøre en samlet enhed over for Bella Centret. Under den store demonstration den 12. december, tror jeg, at man vil se alle fire grupper deltage i et spændingsfyldt og nervøst fællesskab."
Direkte konfrontation
"Hvordan udvikler forhandlingerne sig i Bella Center? Kommer der ingen aftale, eller bare en aftale, der opfattes som utilstrækkelig, er det muligt, at det vil komme til en eller anden form for militant modstand, fx gadekamp, hen mod topmødets afslutning. Det andet er, hvordan man opfatter den samlede protest. Opfattes den som værende for "slap" og for "magtkonform", vil man måske føle, at der er behov for at gå ud og skabe et billede af radikal uenighed og modstand, fx ved at iscenesætte en konfrontation med politiet ude ved Bella Center eller et andet sted i byen."