Af Anne-Marie Donslund
Jeg har ikke sprunget fra tre'eren, siden jeg var barn, dengang vandet under mig var renset med klor, og klitter var sandbanker
ved Vesterhavet. Men nu har jeg set Anti-Christ, så i dag springer jeg ned i ursuppen, hvor maggi-terningerne består af koncentreret seksualitet, angst og død, og hvor bollerne er mundsmuttet af Trier og Grundtvig. Den mørke Trier i den lyse tid, og den lyse Grundtvig i den mørke tid. Min bror og jeg plejede at bytte boller til familiefesterne. Han kunne kun lide melboller. Jeg foretrak kød. Mellem os var der striber af suppe på dugen. Vi så verden fra to forskellige vinkler, det gør vi stadig.
Jeg tror, Grundtvig gjorde mere end at snakke med den skønne Clara Bolton i England. Hende, der overbeviste ham om, at kroppen og urinstinkterne er "guddommelige". Min bror ville tilslutte sig koret af: "He did not have sex with that woman." Men de kan godt pakke sammen. Nikolaj F.S.G. var kropslig og forførende, fyldt med angst, manier og drifter. Lars Von Trier faldt i gryden som barn. Han ved, hvor ursuppen bliver til sump, og hvor bollerne er lavet af blodigt kød og afklippet klitoris. Han trækker sig selv og sine skuespillere til den yderste grænse. Derfor kan han vise, at essensen først opstår i kontrasten mellem vanviddets eksistentielle realisme og poesiens æstetiske slowmotion.
Fælles for bollerne i ursuppen er, at de har mod til at være i opposition til den offentlige mening. Hvor længe skal højskolerne nøjes med være spildt suppe på dugen og ikke være dem med boller i bukserne, der giver ministeriet-for-håndfodring-
og-kontrol fingeren og definerer sandheden på ny? Jeg håber, nogen kan give mig svar på årsmødet.