Af Lars Christiansen og Lars Sandbeck, forfattere til ”Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister”
Tag en dyb indånding, Andreassen...
GUDLØSE HJERNER 1
Forfatterne til bogen om de nye ateister tager til genmæle
Af Lars Christiansen og Lars Sandbeck, forfattere til "Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister".
En stakåndet og lettere ophidset Lars Andreassen fra Humanistisk Samfund bekendtgjorde i seneste nummer af Højskolebladet, at vores debatbog, 'Gudløse hjerner', næsten har taget pusten fra ham. Måske skulle han have ventet med at skrive sin "kommentar", indtil han havde fået vejret igen.
Andreassen starter retorisk udspekuleret med at bearbejde læserens indstilling ved hjælp af følgende karakteristik af vores bog: "Bogen fordrejer, karikerer og latterliggør sine modstandere, og hvor den ikke gør det, er den præget af overfladiskhed og dyb uvidenhed." Vi undre os meget over denne karakteristik, idet vi hverken fordrejer eller karikerer vore modstandere, men henviser loyalt til, hvad de har skrevet og sagt. Alt er belagt med noter, og vi citerer korrekt. Vi latterliggør, javist, men det er jo netop også vores pointe at vise, hvor lattervækkende mange af nyateisternes udtalelser og holdninger er. At bogen er præget af overfladiskhed og dyb uvidenhed, kan Andreassen jo altid påstå, især når han ikke anstrenger sig for at forklare, hvori det overfladiske og uvidende består.
I 'Gudløse hjerner' viser vi gang på gang, hvor overfladisk og uvidende den nyateistiske kristendomskritik er. Vi forsøger så at bringe nuancer, dybde og viden ind i debatten - fx i forhold til emner som skriftsynet, gudsbegrebet, religionsbegrebet, kristendommens indflydelse på det moderne samfund, forholdet mellem religion og videnskab osv. Vi vil anbefale Andreassen at læse bogen igen og i et andet tempo.
I så fald ville han nok også finde ud af, at vi - i modsætning til hvad han påstår i sin "kommentar" - ikke har noget udestående med hverken "evolutionsbiologien" eller "hjerneforskningen". Så dumme er vi heller ikke. Vi har ingen problemer med Darwins teori om arternes udvikling, men vi er ret skeptiske over for evolutionspsykologers og sociobiologers forsøg på at udvide den til en kulturteori, der prætenderer at forklare menneskets væsen, adfærd og kultur (herunder religion) som resultat af evolutionære tilpasninger til livet i jæger-samler samfundene på den østafrikanske savanne i stenalderen. Evolutionspsykologiske "forklaringer" er populære, især når det gælder kønsroller og partnervalg, hvilket er fuldt forståeligt, da de har en ubestridelig underholdningsværdi og appellerer til den kollektive fantasi. Deres videnskabelige værdi er derimod mere tvivlsom - hvad også mere seriøse evolutionspsykologer som Scott Atran og Steven Mithen indrømmer.
Hjerneforskningen har vi heller ingen kvababbelser med. Det skriver vi klart og - troede vi - umisforståeligt. Vi er dog skeptiske indtil det afvisende over for de metafysiske holdninger og utopiske forventninger til denne fine disciplin, som findes til overmål i Lone Franks 'Den femte revolution'. Her proklameres det frejdigt, at vi er på vej ind i det forjættede "neurosamfund", og at hjerneskanninger vil afsløre sandheden om mennesket. På frenologisk vis forestiller Frank sig fx, at en hjerneskanning kan afgøre, om en "person" (læs: hjerne) er kriminel eller lovlydig, også selvom disse vurderinger er sociologiske og ikke neurologiske. Det er i det hele taget karakteristisk for mange af de "nye ateister", især Richard Dawkins, Sam Harris og Christopher Hitchens, at de har en i bedste fald naiv tro på, at videnskab og ny teknologi kan frelse verden og gøre os til bedre og lykkeligere mennesker. Vi deler ikke denne optimisme, selv om vi er glade for både videnskab og teknologi.
Et centralt anliggende i 'Gudløse hjerner' er påvisningen af, at "biologisme" - her i form af aktuelle, radikale udgaver af såvel evolutionspsykologen som hjerneforskningen - er uforenelig med den klassiske, vestlige forståelse af "humanitas", dvs. ideen om mennesket som noget kvalitativt forskelligt fra naturen, karakteriseret ved fornuft, sædelighed, frihed og ansvar.
En konsekvent biologist er Thomas W. Clark, der er direktør for det amerikanske Center for Naturalism, der blandt andet omfatter darwinistiske koryfæer som Susan Blackmore og Daniel Dennett. Clark beskriver i bogen 'Encountering Naturalism' et rent darwinistisk menneskesyn. Men¬nesket, hedder det, er ikke andet end en "samling af atomer, molekyler, celler og neuroner, der er produceret af den naturlige selektion … Din personlighed og adfærd er fuldstændig determineret, og derfor udelukkende et spørgsmål om årsag og virkning." Som Clark skriver, så "er vi" - darwinistisk forstået - "kun det, naturen gør. Vi er komplicerede fysiske organismer, der deltager i den naturlige ordens udvikling." Er dette hele sandheden om mennesket, så har vi nøjagtig samme værdighed som en vandmand og en amøbe. En moralsk indsigelse er naturligvis ikke et gyldigt modargument, men antihumanistisk, deterministisk evolutionspsykologi og hjerneforskning a la Clark er ikke videnskab, men dårlig filosofi.
Endelig undrer det os, at den selver¬klærede humanist Andreassen forarges over vore advarsler mod biofascisti¬ske tendenser, når man betænker de gyselige citater, vi belægger det med i'Gudløse hjerner'. Vi kalder ingen for nazister, men påpeger det betænkelige i, at troende sygeliggøres, dæmoniseres og mistænkeliggøres på bl.a. et biologisk grundlag, samtidig med at nyateistiske alarmister udpeger reli¬gion til den største trussel mod menneskeheden i det 21. århundrede og f.eks. kalder ateisme et tegn på "mental sundhed" (Dawkins).
Her på falderebet anbefaler vi en dyb indånding, for nu kommer nogle teologiske overvejelser: Ifølge Andreassen taler kristne kun om Gud i "forblommede vendinger". Hvis han dermed mener, at de ikke taler om Gud, ligesom man taler om en chimpanse, et gen eller en cykel, så har han ret. Den "bogstavelige" gudsopfattelse, som han tilsyneladende (?) anser for mere ærlig og uforblommet, er faktisk et produkt af det 17. og 18. århundredes rationalisme og empirisme, der benægtede, at ordet "eksistens" kunne have mere end én betydning. At Gud "er", måtte derfor forstås ligeså bogstaveligt som alle andre eksistensudsagn, dvs. Gud og sten og planter og atomer skal tænkes lige konkret og "bogstaveligt".
Denne udvikling har på den ene side ført til en teologisk forfladigelse af gudsbegrebet (som vi f.eks. møder i moderne kreationisme og den nye ateisme), og på den anden side ført til, at det er blevet meget lettere for mennesket efter det 18. århundrede at være ateist. For hvis Gud er en ting, må han kunne gøres til genstand for naturvidenskabelige undersøgelser, og natur-videnskaben er - os bekendt - indtil videre nået frem til den konklusion, at tingen "Gud" ikke findes. Interesserede kan læse videre i de glimrende bøger 'The Cambridge Companion to Atheism' og 'The Problem of God in Modern Thought'.
Den tredje position
GUDLØSE HJERNER 2
Det må være muligt at finde en position mellem to fundamentalismer - religion og ateisme
Af Paw Hedegaard Amdisen, idéhistoriker, Odder Højskole
Det undertrykte vender altid tilbage. Bedst som man troede, at Gud var død og begravet, agerer han hovedperson i en ophedet debat om videnskab kontra religion. En debat, der blussede op i USA og England, hvor lidenskabelige ateister - mest kendt er måske englænderen Richard Dawkins - i bestsellere og stort anlagte tv-serier har blæst til angreb på alle former for religiøsitet og kaldt til forsvar for det naturvidenskabelige verdensbillede. Og hvor kreationister og religiøse fundamentalister på den anden side har lanceret tvivlsomme teorier om Intelligent Design og fremlagt, hvad de ad omveje ser som "naturvidenskabelige" beviser for Guds eksistens.
Nu er debatten så med vanlig forsinkelse nået til Danmark, og fronterne er trukket skarpt op. På den ene side har vi en skønsom blanding af biologiske naturalister, kognitive semiotikere og selvudnævnte "humanister", der ser det som deres ypperste opgave at gennemtrumfe et strengt naturvidenskabeligt syn på alle tilværelsens områder og i sidste ende reducere mennesket til at være et spørgsmål om de bedste geners overlevelse. På den anden side har vi dels en forsamling af religiøse fundamentalister, der tæller fra nykristne sekter, new age og hare krishna-inspirerede lommefilosoffer til fundamentalistiske islamister, der kæmper for at bevise Guds fysiske eksistens ved at pege på kompleksiteten og den tilsyneladende nærmest matematiske orden, som universet kan fremvise og dels folk, som Lars Christiansen og Lars Sandbeck, der med deres nye bog Gudløse hjerner , som humanist-ateisten Lars Andreassen kommenterede i september-udgaven af Højskolebladet , tilsyneladende retter en principiel kritik mod ateismen ud fra en position, der måske/måske ikke bedst kan beskrives som moderne protestantisme.
Jeg skriver "tilsyneladende", fordi jeg endnu ikke har læst de herrers bog, men at dømme ud fra de anmeldelser, interviews og omtaler, jeg har læst, lader det desværre til, at de har ladet sig friste (for nu at bruge en kristen metaforik) til at bruge den samme retorik, som den deres erklærede modstandere - de militante ateister - i årevis har brugt. Nemlig den usaglige og overpolemiserende retorik. Man behøver ikke at have set mange minutter af det første afsnit af Richard Dawkins dokumentarserie "The Root of All Evil" (alene titlen siger vel det hele!), for at vide, hvad jeg snakker om. Det er ærgerligt, for det kendskab, jeg har til i hvert fald Lars Sandbecks virke som anmelder ved Politiken og teolog i traditionen fra Johannes Sløk, er egentlig meget positivt og mere nuanceret. Men - altså - jeg har endnu ikke læst bogen!
Hvad jeg egentlig gerne vil hen til i denne kommentar, er at pege på en tredje position, man kunne indtage i debatten om religion og videnskab - tro og ateisme. En position, der viger uden om den nytteløse skyttegravskrig, der i øjeblikket er ved at udfolde sig mellem det, man kunne kalde fundamentalister på begge sider af debattens ideologiske skillelinje. Hvad hvis man anerkender, at den moderne naturvidenskabs indsigter er uomgængelige og i hidtil uset grad gør det muligt for os at beskrive verdenen og skabe effektive teknologier, der både kan være os til gavn og last - alt efter måden, vi vælger at bruge dem på - men at naturvidenskabelige forklaringsmodeller ikke er nok til at opfylde alle menneskers (dybe) behov for mening og forståelse i deres tilværelser. Hvilket omvendt er grunden til, at vi overhovedet har et kontraintuitivt fænomen som religion (og spekulativ tænkning generelt). Det er jo for øvrigt pudsigt, at de benhårde ateister i Humanistisk Forum omgiver sig med alskens "sekulære" ritualer i forbindelse med livets store begivenheder, som man vist kalder det. For var man virkelig konsekvent i sin naturvidenskabelige tilgang til verdenen, så kunne man vel nøjes med at konstatere sine geners succesfulde videreførelse som det eneste meningsfulde i tilværelsen.
For mig at se er religion per se ikke problemet. Det samme gælder naturligvis naturvidenskaben. Og de kan sagtens - det beviser et samfund som det danske suverænt - sameksistere uden nævneværdige konflikter, hvis man kan overleve et enkelt Fadervor i ny og næ. Nej, det store problem, vi i dag står over for, er fundamentalisme af en hver art - religiøs såvel som naturvidenskabelig - og ideologisk totalitetstænkning (de to ting hænger sammen). Mennesket bruger ideerne som en livsnødvendig guide i forhold til at opnå en meningsfuld verdensforståelse, men når ideerne systematiserer sig til ideologier eller idésystemer, og når de så i næste ombæring fryser fast i fundamentalistiske og gensidigt udelukkende verdensbilleder, så har vi et kæmpe problem. I den sammenhæng er tvivlens nådegave menneskets dyrebareste gave og grunden til, at jeg betragter mig selv som både kristen og ateist.