Af Karina Søby Madsen
Den 16. november 1930 samles en gruppe af arisk udseende
mænd med tendens til at række højre arm i vejret som hilsen i
Grundtvigs Hus i København. Baggrunden er stiftelsen af Danmarks
National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP), og mødestedet er
ikke tilfældigt. De danske nazister er begejstrede for Grundtvig, og i programerklæringen kan man blandt andet læse, "at de Grundtvigske Højskoler [skal] overtages af Staten og
føres tilbage i Stifteren Grundtvigs Ånd."
Set med nutidens øjne synes det nemt for højskolebevægelsen at
afvise slægtskabet med nazismen, men i samtiden viser det sig at være temmelig vanskeligt. To artikler fra Højskolebladet i maj 1933 belyser præcist mange højskolefolks dilemmaer.
Under overskriften "Hvad vil Fascismen?" tager højskolelærer
Morten Bredsdorff fra Ollerup Folkehøjskole temperaturen på
fascismen, og især på nazismen, og samtidig diagnosticerer han tidens problem under betegnelsen den "moderne Aand". Denne "moderne Aand" beskriver han som et livssyn,
der hylder urbaniseringen, intellektualismen, materialismen,
rationalismen og folkenes selvbestemmelse, og det er en diagnose,
som Bredsdorff og nazismen har til fælles. Hvad, de er uenige om, er dog løsningen på problemet. Bredsdorff skriver således: "Det er slet ikke helt uden Grund, at den nationalsocialistiske Rejsning flere Gange er blevet sammenlignet med den folkelige
og nationale Grundtvigianisme i Norden. Alligevel er det unægteligt
en uhyggelig Sammenligning, for alle det sunde Blods Krav slaar jo her ud i sygelig forvendt Form som brutal Kampdrift, hysterisk Nationalisme og taabelig Helteforgudelse."
Dog udviser Bredsdorff en vis forståelse over for nazismens anti- semitisme. Han fremhæver således jøderne som førende inden for alle de kulturelle strømninger, der hører ind under den "moderne ånd" - fra Lessing til Einstein, fra Marx til Liebknecht,
fra Heine til Freud. Han skriver: "I hele den moderne ulturudvikling har Jøderne spillet en Hovedrolle. [...] For slet ikke at nævne Jødernes mægtige Indsats i det kapitalistiske Handels- og erhvervsliv. Den, der foragter Kulturen og den moderne Civilisation, maa hade Jøderne; derfor behøver de, der kæmper for Kulturen, ikke overalt at elske dem."
Nazistisk slægtskab
I tråd med Bredsdorff er der andre højskolefolk, der i 1930'erne fornemmer et slægtskab mellem grundtvigianisme og nazisme. Ifølge historiker Gunhild Nissen, som har foretaget en udredning af højskolehistorien fra 1844-1994, er årsagen, at de to bevægelser
bygger på noget af det samme tankegods. Udover modstanden mod
rationalismen er utilfredshed med parlamentarismen et tema, der går igen hos begge parter. Parlamentarismen er blevet etableret som princip i Danmark i 1901, og en del af frustrationen
går på, at partierne ved at fokusere på særinteresser skaber klasseskel.
Et andet fælles tema er folket og ønsket om en stærk folkelighed.
I Rønshoveds årsskrift fra 1933 skriver forstander Aage Møller begejstret om, hvordan tyskerne er "bleven opfyldt af Tro paa sig selv og Folket, paa den enkeltes og Folkets Fremtid", og han skriver endvidere, at han er oplivet af den kraft, der er i national-socialismen.
Dog afviser han at være nazist med den begrundelse, at det er en tysk bevægelse, hvilket ikke hindrer ham i at lønne læreren M. P. Ejerslev, som er medlem af det danske nazistparti. Ejerslev bliver først afskediget, da skolen får problemer med at rekruttere
elever - en afskedigelse som Aage Møller beklager. En anden forstander der ifølge professor i idrætshistorie, Hans Bonde, har
afgrænsningsproblemer overfor nazismen, er Frederiksborg højskoles C.P.O. Christiansen, der dog tager afstand fra nazisternes racehad, militarisme og især hedenskaben.
Den højskolemand, der offentligt tager mest positivt stilling til fordel for nazismen, er Niels Bukh, som grundlage Gymnastikhøjskolen i Ollerup på Fyn i 1920. Hans Bonde, som har skrevet disputats om Niels Bukh, fortæller: "Niels Bukh udvider i 1933 det traditionelle grundtvigianske folkebegreb med en antisemitisk version af begrebet race. Han tager nu udgangspunkt i
blonde, stærke og handlekraftige mennesker og fremhæver samtidig jøder og kommunister som trusler imod denne nordisk-germanske race."
Offentligheden får da også Bukhs synspunkter at smage. Efter en
gymnastikopvisning i Berlin i oktober 1933 bliver forstanderen interviewet til Berlingske Tidende, og her afslører han, at hvis han var tyve år yngre, ville han "tage den opgave op, som Hitler
har løst i Tyskland." Han ville overføre "de bedste" af Hitlers principper på Danmark.
Endvidere siger han til avisen: "Vi trænger til at få orden i Sagerne, vi har vænnet os til at have det for godt herhjemme. Jeg synes vi i høj grad trænger til en Mand med stærke og rene Idealer, i stedet for den golde og kolde Statsform, vi har nu."
Mange højskolefolk tager efterfølgende afstand fra Bukhs udtalelser, men uden at de decideret distancerer sig fra Bukh. Højskolebladets redaktør, Helge Skovmand, er et godt eksempel
på højskolens meget brede pluralisme. I Højskolebladet den 3. november 1933 skriver han, at Bukhs udtalelser ikke er
uangribelige, "men vi har ingen Vægt lagt paa dem." Ifølge Skovmand har Bukh nemlig lov til at have sin private mening, ligesom andre har lov til ikke at lægge vægt på denne mening.
Højskolernes selvransagelse
Alligevel er det ifølge Hans Bonde i høj grad Niels Bukhs pro-nazistiske udsagn, der i 1933-34 får højskolefolkene til at tage selve højskolebevægelsens værdigrundlag op til revision. Igennem en række møder i efteråret 1933 og foråret 1934 forsøger fremtrædende højskolefolk at definere skolernes rolle nu og fremover. Kulminationen på disse møder er det såkaldte Odensemøde den 3. april 1934. Formålet med mødet er ifølge den nu afdøde historiker Henrik S. Nissen at vedtage en resolutionstekst, der agiterer for "åndelig frihed og sandt folkestyre", og som slår fast, at "vældige kræfter"
truer projektet.
Det lykkes dog ikke de 1500 deltagere på mødet at blive enige om en resolution. Ifølge cand.mag. Marianne Brems, som har skrevet speciale om Højskolebladet i 1930'erne, skyldes det, at foredragsholderne og mødedeltagerne langt fra er enige om, hvorfra den største trussel mod friheden kommer - om det er fra nazismen eller folkestyret. Som forstander Hans Lund fra Rødding højskole udtrykker det i sin tale om "Folkestyre og Stat", så er
han bange for, at bureaukratiet under folkestyret vil få stadig mere indflydelse: "Et ubegrænset Flertalsstyre paa det politiske Omraade vil hurtigt brede sig til det økonomiske og vil en skønne Dag forsøge at trænge ind paa aandeligt Gebet."
Frihedens paradoks
Om end højskolefolkene i 1934 enes om, at frihed er et afgørende begreb for bevægelsens selvforståelse, så er det også netop forståelsen af frihed, der gør, at højskolefolkene har svært
ved helt at afvise nazismen.
Det ses eksempelvis af Jørgen Bukdahls nytårstale på Askov Højskole
i 1934 under overskriften "Højskolen og det nye Europa". Her udtaler han, at man ikke fuldstændig skal afvise at interessere sig for den fascination, som har ramt ungdommen i lande med totalitære regimer: "Gold Protestholdning har aldrig været Højskolens Sag.
Den har ikke villet spærre sin Ungdom i en Baas, bygge den ind i et bestemt Meningssæt. Den har villet forløse og frigøre. Dette svækker politisk, men det styrker folkeligt."
Niels Bukh får da også lov at bevare sin linje, og ifølge Hans Bonde er der ingen sanktioner fra højskolebevægelsen imod ham, selv om han direkte propaganderer sine politiske synspunkter over for eleverne. Heller ikke da han i 1936 med ærefrygt deltager
i nazisternes partidage i Nürnberg, får det nogen konsekvenser. Adspurgt hvorfor højskolebevægelsen ikke tager et opgør med Niels Bukh, svarer Hans Bonde: "Problemet for højskolefolkene
er, at de på den ene side generelt synes, han er for langt ude, for eksempel når han kommer med antisemitiske ytringer, men at han på den anden side gennem sin berømmelse er blevet et kæmpe kulturelt aktiv for højskolebevægelsen i Danmark og ikke mindst et
stærkt signal om kulturel livskraft over for bybefolkningen. Desuden er han den dansker, der har bragt den danske
højskole længst ud til en verdensoffentlighed gennem sine gymnastikturneer."
Ifølge Bonde er højskolefolkene generelt stolte af Bukh, og derfor er det svært at tage afstand fra ham. I det hele taget er langt flertallet af højskolefolkene ikke meget for at tage direkte stilling for eller imod nazismen, og det er først i 1939, hvor der er valg til Rigsdagen, at højskolebevægelsen tager aktivt stilling til fordel
for demokratiet. Det sker igennem en ledende artikel i Højskolebladet, der opfordrer til at stemme demokratisk, og dermed er der sket en afklaring inden for højskolebevægelsen i retning af demokratiet.
Den afklaringsproces, der i 1934 flytter bevægelsens fokus fra 'folk' og 'folkelighed' til 'frihed', er vokset og har i 1939 skubbet fokus over på 'demokrati' - dog uden at det betyder, at en mand som Bukh mister sin status.
Ideologi versus individualisering
Højskolens flirt med nazismen i 30'erne er ikke uden sidestykke i samtiden. Til et eksempel er både pressen og litteraturen præget af ideologiske brydninger og en stærk politisering i mellemkrigstiden. Også i senere perioder er højskolebevægelsen involveret i en kulturpolitisk kamp, idet den bliver en inkorporeret del af 1968'ernes oprør. Men hvordan er højskolens rolle
i dag?
Hans Bonde siger om nutidens højskolebevægelse: »Jeg oplever ikke højskolen som en toneangivende meningsdanner
i dag - på godt og ondt. Jeg opfatter den som ret fragmenteret
og afideologiseret.«
Det billede bekræfter idéhistoriker Ole Vind fra Grundtvigs Højskole. Han siger: "Højskolemiljøet var langt
mere politiseret i '30'erne, hvor det i dag er individualiseret. Dengang lagde man vægt på, hvem forstanderen var, og at skolen var et billede på 'det disciplinerede hjem' - altså at den var baseret på familieværdier. I dag spiller en sådan værdipolitik ikke nogen rolle."
Ole Vind forklarer uddybende, at de unge ikke længere efterspørger politisk dannelse - "i stedet er der fokus på
ekstrem individualisering. Det er elevernes individuelle kompetencer, der skal styrkes, og hver forstander,
hver lærer og hver elev taler for sig selv - med et meget broget, men realistisk billede til følge."
Videre læsning
Hans Bonde:
Niels Bukh 1-2, 2001.
Hans Bonde:
Kampen om ungdommen.
Niels Bukh - En
politisk biografi, 2003.
Marianne Brems:
"Strømningerne udefra".
En undersøgelse
af højskolebevægelsens
forhold til nazismen
1933-1939 med udgangspunkt
i Højskolebladet,
2009: http://diggy.ruc.dk/
bitstream/1800/4031/1/
Strømningerne%20udefra.
pdf
Henrik S. Nissen:
Folkelighed og frihed
1933, i: Feldbæk, O. (red.),
Dansk identitetshistorie
3, 1993.
Gunhild Nissen:
Udfordringer til Højskolen,
1994.