Af Karina Søby Madsen
På plakaten så det helt fantastisk ud. Instruktør Anders Østergaard kom og fortalte om sit Dan Turèll-portræt "Så kort og mærkeligt livet er", som desuden blev vist denne vinteraften på Vesterbro Bibliotek. Instruktøren var da også temmelig begejstret, for hans seneste dokumentarfilm "Burma VJ" var netop gået videre i konkurrencen om en Oscar-nominering. I løbet af aftenen falmede smilet dog. Lærredet var lille og krøllet og kunne slet ikke leve op til filmens smukke billeder. Højtalerne var små og skrattende og havde svært ved at få Dan Turèlls melodiske intoneringer og Halfdan E's musik op at svæve. Stole var der ikke nok af, og da en af deltagerne trak en kop kaffe i den brølende automat, der var placeret lige ved siden af projektoren, så forlod Anders Østergaard lokalet og kom først tilbage, da han skulle stå til rådighed for publikums spørgsmål. Kendetegnende for arrangementet var hygge, samvær og en eklatant mangel på professionalisme, og det er netop en af årsagerne til, at det unge publikum også denne aften blev væk og overlod tilhørerpladserne til det grå segment.
Ifølge undersøgelsen "Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004" er den typiske gæst til et foredragsarrangement en kvinde mellem 50 og 69 år. I det hele taget er kvinderne overrepræsenterede blandt kulturforbrugerne. Lektor og cand.polit. Trine Bille, der stod for undersøgelsen, udtalte i den forbindelse: "Kvinderne har overhalet mændene i kulturforbrug", og så gav hun en karakteristik af den gængse danske kulturforbruger, der lyder således: Hunkøn, veluddannet og typisk bosat i en af landets større byer. Så længe børn og job kræver sit, er interessen på vågeblus, men så snart der igen er tid til at læse, lytte og nyde, rykker hun ud.
En kulturel altæder
Annelise Sylvestersen er en af de kvinder, som i høj grad nyder godt af det danske kulturliv. Hun er 65 år gammel, pensioneret pædagog og har et +1 årskort til både Tivoli og Louisiana, hvilket betyder, at hun gratis må tage en ven med. "Jeg fandt ud af, at Niels Jørgen Steen var dirigent i Tivolis Big Band, som spiller derinde alle dage undtagen fredag, og man skal jo kun gå derind tre gange, så er årskortet betalt. Derudover er der jo Fredagsrock; blandt andet spiller Lis Sørensen, og Dalton-brødrene har lige givet koncert. Og så er haven altså meget smuk med alle de fine blomsteropsætninger." Sådan forklarer Annelise Sylvestersen sit årskort til Tivoli.
Det, der bedst kendetegner Annelise Sylvestersens kulturforbrug, er, at hun "bruger kulturlivet på et bredt plan", som hun formulerer det. Hun siger: "Jeg er vild med al kultur. Måske lige bortset fra musicals og videokunst. Men jeg tvinger mig til at se videokunst for at følge lidt med i genren." Med sit brede kulturforbrug minder hun om den gruppe af kulturforbrugere, som i en undersøgelse fra SFI bliver kaldt 'altæderen'. Mads Meier Jæger, som stod bag undersøgelsen, forklarer: "Altæderne forbruger alt, hvad de kan komme i nærheden af kulturelt. Der er over 50 % sandsynlighed for, at de har benyttet alle de seks kulturtilbud, vi har målt på, i løbet af det seneste år - biografen, klassisk koncert, opera, teater, museum/galleri og avislæsning. Det er altså en gruppe, som ikke er snobbet i sådan en klassisk forstand. I stedet har de en bred smag. Den ene dag går de på Bakken, og den næste dag i Det Kgl. Teater og ser Wagner."
Mads Meier Jæger fortæller, at denne gruppe i 2004 bestod af 16 %
af befolkningen, mens den i 1960'erne udgjordes af bare 1 % af danskerne, men at der i hele perioden er flere kvindelige såkaldte altædere end mænd. Desuden er der en overrepræsentation af unge i gruppen af altædere, men i løbet af årene er der blevet stadig flere ældre i gruppen.
Kvinder forbruger og mænd producerer
Trine Bille fortæller: "Meget finkultur har kvinder i de lidt ældre aldersgrupper som den typiske kulturforbruger. Det gælder for eksempel klassiske koncerter og museumsbesøg, men det gælder også for læsning af skønlitteratur, deltagelse på aftenskole og i debatarrangementer."
En nylig undersøgelse fra Kulturarvstyrelsen viser, at den typiske museumsgæst er en 55-årig kvinde fra hovedstadsområdet, der arbejder som folkeskolelærer og engagerer sig i samfundet. Bortset fra, at Annelise Sylvestersen er over gennemsnitsalderen for den typiske museumsgæst, så matcher hun nøjagtig det billede.
Da Højskolebladet besøger hende i hendes lejlighed midt på Nørrebro, fortæller hun begejstret om et møde, hun lige har været til i andelsforeningens gårdlaug om at lave legeplads i gården. "Det er så vigtigt at gøre gården hyggelig og brugbar, så der er flere, der får lyst til at bruge den", siger hun. Ud over engagementet i gårdlauget sidder hun i andelsforeningens bestyrelse, og derudover er hun engageret i Mellemfolkeligt Samvirke, som hun har været i Kenya med to gange, og desuden har
hun netop meldt sig som frivillig medhjælper i et galleri. I det hele taget er hendes hverdag præget af engagement.
Annelise Sylvestersen fortæller, at hun går meget på både gallerier og museer, og når hun bliver spurgt, om hun helst går alene eller sammen med nogen, siger hun: "Jeg gør begge dele. Altså, jeg gider ikke følges med nogen, hvor jeg skal forklare alt, hvad jeg ser, eller hvis de skal læse alt op på skiltene og sådan noget. Jeg nyder at gå alene, men også at tage nogen med til noget, jeg har været begejstret for, og som de normalt ikke ville komme til."
Lektor ved institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, Peter Duelund, forklarede i forbindelse med Kulturarvstyrelsens undersøgelse museernes slagside til fordel for kvinderne. Han udtalte: "Det er for eksempel også kvinder, der fortsat læser mest skønlitteratur. I det gamle Danmark gik borgerskabets kvinder hjemme i intimsfæren og havde tid og overskud til at danne sig og læse og dyrke kultur, mens mændene var ude i det hårde businessliv. Det er et gammelt kulturmønster, der er ved at ændre sig, men fortsat er en realitet."
Mads Maier Jæger fremhæver endvidere, at kvinder over 60 er den
befolkningsgruppe, der har den laveste arbejdsmarkedsdeltagelse, og som dermed har tid til at bruge kulturlivet. "På mange måder bekræfter undersøgelser af de typiske kulturforbrugere de traditionelle kønsforskelle og 'fordomme'. Dette gælder også i vid udstrækning i produktionen af kultur", forklarer Trine Bille. Om end mændene er underrepræsenterede blandt museumsgæsterne, så er de til gengæld overrepræsenterede på museernes vægge og direktionsgange. En undersøgelse af de største danske museers indkøb af malerier i perioden 1989-1998 viste, at kun 6,5 % af museernes indkøb af malerier i denne periode var lavet af kvindelige malere. Også i eksempelvis musik- og filmbranchen dominerer mændene på produktionssiden.
Trine Bille fortæller: "Flere undersøgelser viser, at det er mændene, der dominerer de ledende stillinger indenfor såvel kulturproduktion som inden for mange andre erhverv."
Demokrati og kultur
Højskolebladet spørger Mads Meier Jæger, om det er et demokratisk problem, at det er en snæver gruppe af danskere, der eksempelvis bruger museerne. I undersøgelsen "Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter" fremgår det således, at 52 % af mændene ikke har været til hverken kunstudstilling, klassisk koncert eller i teatret i 2004. For kvinder er tallet 41 %. Og i undersøgelsen fra SFI fremgår det, at 36 % af den voksne befolkning ikke deltager i det danske kulturliv ud over en sjælden tur i biografen eller på biblioteket.
'Sofaløverne' kalder Mads Meier Jæger denne gruppe. Han siger: "Nej, det er ikke et stort demokratisk problem. I Danmark bliver kulturlivet støttet rimelig bredt, og dermed er der noget for alle. Desuden er vi det land i verden med lavest indkomstulighed. Vi har en omfordeling til middelklassen, og det er faktisk denne gruppe, som går mest i teatret. Selvfølgelig kan man altid spørge, om man får nok for pengene." Han fortsætter: "Der er sket en demokratisering af kulturlivet. Gruppen af kulturelle altædere er vokset kraftigt i løbet af de seneste 40 år og er samtidig blevet en mere broget skare. Tidligere var det kun eliten og det fine borgerskab, der var altædere, mens den brede middelklasse i dag er blevet føjet til gruppen."
Højskolebladet spørger, om denne gruppe ikke blot er en ny form for elite, der viser sit overskud både økonomisk og kulturelt ved at gå til så meget forskelligt som muligt. Mads Meier Jæger siger: "Det er en mulighed. I hvert fald består gruppen i vid udstrækning af folk med et højt uddannelsesniveau, en relativt høj indkomst, og så er der en overrepræsentation af unge. Faktisk er denne altædende gruppe opstået i hele Europa, og man forsøger rundt omkring at få hold på den. Men man kan i hvert fald sige, at den er et tegn på, at danskerne er langt mere ens i dag end for 40 år siden, når det gælder socioøkonomiske forhold.
Fordi de sociale skel er mindre synlige, er det mindre vigtigt for en direktør at differentiere sig kulturelt fra folkeskolelæreren."
Direktør for Købehavns Bymuseum, Jette Sandahl, mener til gengæld, at det er et demokratisk problem. Hun siger: "Når vores institutioner (museerne, red.) systematisk ikke har kontakt med cirka en tredjedel af befolkningen, og det er den samme tredjedel hele tiden, så må det fra vores side være en aktiv udelukkelse. Det må være noget bestemt, vi gør. Det må være nogle bestemte måder, vi positionerer os på, så vi systematisk ikke er relevante for en meget stor del af befolkningens liv. Og da må vi spørge os selv: Hvad er det, vi gør for at sørge for at holde dem væk?" Endvidere slår Jette Sandahl fast, at det er en vigtig del af museernes forpligtelse at tænke i, hvordan de kan tiltrække et bredere publikum, da det er grundlæggende i både dansk og københavnsk kulturpolitik, at kulturen skal være for alle. Hun siger endvidere: "I de sidste 100 år har museerne gået og ventet på, at folk skulle ændre sig, så de passede til museumsinstitutionen, men nu er det på tide, at museerne begynder at være opmærksomme på folks behov og tænke over, hvordan de kan blive relevante for folk. Vi tænker i museerne ofte, at det er kommunikationen, den er gal med - altså at vi ikke får vores budskaber godt nok ud -, men måske det i stedet er kernen, der er noget galt med. Vi tænker, at det næsten er naturgivent, at museer består af ting i en montre, men for mig at se er det vigtigt at gentænke institutionen og tænke meget mere på tværs af genrer og at være i kontakt med befolkningen, og hvilke behov folk har."
Opdrages til kunsten
Annelise Sylvestersen mener, at befolkningen skal opdrages til at bruge kunst. "Jeg synes, det er frygteligt, når jeg møder mennesker, der ikke kan læse en bog. Som kun kan spille bipbip-spil og læse dameblade. Ja, det kan selvfølgelig være godt nok, men ikke hvis det står alene." Ifølge Annelise Sylvestersen er skolerne et godt sted at starte. "Som det er i dag, er der en tendens til, at børnenes fantasi stækkes. Når vi beder dem tegne deres hus, så siger vi, at det ligner jo slet ikke, og på den måde ødelægger vi folks evne til udfoldelse. Jeg har været heldig at vokse op i et hjem, hvor kunst fyldte en masse. Min far elskede kunst og tog mig ofte med på besøg i gallerierne i Borgergade. Vi havde så mange malerier hjemme, men ofte forsvandt de igen et par uger senere - så skulle vi have rugbrød på bordet. Men der var altid noget pænt at se på, selvom pengene var små."
Også Peter Duelund mener, at skolen spiller en stor rolle. Han siger: "Især for kunstmuseer betyder uddannelse meget for, om folk kommer. Derfor er samarbejdet med skolerne et sted at starte, hvis man vil brede kultur ud til alle og ikke blot til den snævre elite."