Af Højskolebladet
Det drejer sig om Ærø Højskole, hvor bestyrelsen har været nødt til at træffe den svære beslutning om, at når det igangværende kursus afsluttes, vil man ikke påbegynde et nyt. Sommerkurserne vil ikke blive påvirket af beslutningen, men vil forløbe som planlagt.
Nyheden om lukningen har fået lokalbefolkningen op af stolene, fordi mange synes, at skolens tilstedeværelse og dens mange elever på korte og lange kurser giver øen liv - og ikke mindst indtægter. Derfor vil kommunen forsøge at hjælpe skolen. Det skal diskuteres på en ekstraordinær generalforsamling den 29. marts.
Beslutningen om lukningen blev truffet, fordi der i en længere periode har været svigtende elevtal på de lange kurser, selvom skolen har forsøgt sig med målrettet PR. På forårets lange kursus er der tilmeldt 23 elever, men der er reelt plads til 45. Skolen har haft røde tal på bundlinjen gennem flere år.