Af Karina Søby Madsen
For et halvt års tid siden blev min gode ven skilt fra kvinden, der er mor til hans barn. Siden har han været træt, til tider apatisk. Han har mistet appetitten og føler sig ofte ude af stand til at yde dagens gode gerning på arbejde, og hans fritid bruger han især på at sove. Da jeg mødte ham for nylig, fortalte han mig, at han var startet på antidepressiv medicin. "Jeg gider ikke længere rende rundt i denne tilstand, hvor jeg knap nok orker andet end at være sammen med mit barn, og når nu der er andre muligheder, hvorfor så ikke bruge dem?"
Min ven er ikke noget enestående tilfælde. Ifølge det netop udkomne værk Det diagnosticerede liv er der i disse år en enorm vækst i antallet af danskere - og mennesker i Vesten i det hele taget - som diagnosticeres med en psykisk lidelse. For eksempel er der i dag over 400.000 danskere, der er i behandling med antidepressiv medicin, og Verdenssundhedsorganisation, WHO, anslår, at mere end 24 % af alle mennesker vil blive ramt af en psykisk lidelse i løbet af deres liv.
Professor i psykolog, Svend Brinkmann, som har redigeret Det diagnosticerede liv , mener, det er vigtigt at kigge på de høje tal og spørge sig selv, om det virkelig kan være rigtigt, at så mange mennesker er syge i psyken.
"Almindelig sund fornuft siger, at det ikke kan passe, at otte procent af den danske befolkning er klinisk depressive. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved, at de er triste eller nedtrykte eller melankolske, og at de lider, men det er vel ikke i sig selv en sygdom at have det svært? Selv om man har livsproblemer eller afviger fra normen, behøver man ikke ligefrem have en psykisk lidelse, men i dag er det som om, alle, der lider, bliver diagnosticerede."
Diagnoser som arbejdsredskab
Ifølge Svend Brinkmann er det et underligt paradoks, at jo bedre vi kan behandle sygdomme, desto usundere bliver befolkningen tilsyneladende. Han mener, vi har en overinkluderende måde at diagnosticere på og synes, vi bør overveje, om ikke det er redskaberne, der er noget i vejen med. "Hvis nu et termometer viste, at vi alle sammen havde feber, så burde man nok overveje, om der var noget galt med det. Ligeledes bør vi overveje, om der ikke er lige rigeligt mange, der inkluderes i det nuværende diagnosesystem."
Læge ved Børne- og Ungdoms¬psykiatrisk Regionscenter i Risskov, Merete Juul Sørensen, er enig i, at der er et dilemma i og med, at diagnoserne i psykiatrien ikke er sort-hvide. Hun forklarer, at mange af de psykiske tilstande befinder sig i et spektrum, hvor man for eksempel kan have en dyb depression eller en depression af mild grad, og at det ikke er entydigt, hvornår man sætter en streg og siger, at nu taler vi om en depression. Men det betyder ikke, at diagnoserne er problematiske. "Vi skal passe på ikke at gøre diagnoser til mere, end de er. Diagnoser er vores bedste viden netop nu om, hvordan vi skal forstå lidelser. For os i sundhedsvæsenet er diagnoser et arbejdsredskab og en måde at tale på," forklarer Merete Juul Sørensen.
Det udsagn understøtter chefpsykolog ved Psykiatrisk Center Hvidovre, Birgitte Bechgaard. Hun anfører endvidere: "Psyken var tidligere et luksusproblem, som kun de velhavende havde råd til at søge hjælp til at tackle. I takt med den stigende opmærksomhed omkring psyken er antallet af behandlingstilbud øget kraftigt. Desuden er der kommet mere fokus på psykiske lidelser, hvilket har gjort det mere legalt at søge hjælp."
Den øgede søgning til psykiatrien afspejler i den optik en demokratisering - at vi simpelthen er blevet et rigere samfund, som også har råd til at prioritere psyken.
"Der er problemer, man kan klare selv, men mange har i høj grad gavn af hjælpen, og for mig at se er demokratiseringen udmærket. Der, hvor de psykiatriske diagnoser bliver et problem, er, hvis man forklarer de psykiske lidelser som hjernesygdomme, og hvis automatsvaret bliver medicin," siger Birgitte Bechgaard.
Børn og unge
Et af de områder i psykiatrien, hvor der er sket en stor stigning i antallet af diagnosticerede, er i børne- og ungdomspsykiatrien. Fra 2003 til 2008 skete der næsten en fordobling i antallet af børn og unge i behandling i psykiatrien - fra 8.394 i 2003 til 14.959 i 2008. Blandt andet er der sket en stor stigning i antallet af børn og unge, som får diagnosen ADHD - Attention De¬ficit Hyperactivity Disorder. En analyse fra Apotekerforeningen viser, at 10.700 børn og unge blev behandlede med amfetaminlignende medicin mod ADHD i 2008, hvilket er en stigning på 40 % sammenlignet med året før og en tredobling i forhold til 2006.
Sideløbende med stigningen i antallet af diagnosticerede er der også sket en stigning i udgifter til specialundervisning. Fra 2000 til 2007 steg udgifterne til specialundervisning i folkeskolerne med 50 %, og i dag går 20 % af samtlige udgifter i folkeskolen til specialundervisning.
Ifølge Svend Brinkmann er diagnosen ADHD et godt eksempel på, hvad han opfatter som problematisk ved diagnoser. Dels er diagnosen et eksempel på, hvad han kalder konkurrencestatstænkning:
"Samfundet stiller et krav om, at vi skal være innovative, kreative, effektive og omstillingsparate. I den optik bliver man hurtigt forkert, hvis man ikke er effektiv nok og ikke kan sidde stille på sin stol og høre efter. Så må man diagnosticeres og effektiviseres for at passe ind," siger Brinkmann og slår endvidere fast, at ADHD-diagnosen er et eksempel på, at problemer i nutidens samfund i vid udstrækning individualiseres. Han forklarer:
"Før vi havde et flydende skolesystem, var der ingen børn, der havde ADHD. I dag er der en masse, der har diagnosen ADHD. Problemet er, hvis vi kun kan få øje på, at barnet har et problem, men ikke længere kan se, at det måske er skolen selv, der skaber de her problemer. At den antihierarkiske struktur og den antiautoritære undervisning med projektarbejde, hvor strukturen hele tiden er til forhandling - at den kan give problemer for mange børn. Og de børn, som ikke kan håndtere de løse strukturer, de overlever måske ved at udvise symptomer, som nu kaldes ADHD."
Dertil siger Birgitte Bechgaard: "Nogle lidelser bliver først opdaget, når der bliver sat fokus på dem i samfundet. ADHD er et godt eksempel på en diagnose, som man kan sige i en vis forstand er samfundsskabt. Lad os sige, at der er en gruppe børn, som i dag har sværere ved at sidde stille og planlægge deres liv end tidligere - børn som ikke har en stærk indre struktur. Disse børn ville tidligere blive strukturerede af den ydre struktur, men i dag, hvor skolen er mindre lærerstyret, og hvor der er en masse projektarbejde, så kan det være god nok for disse børn at følge med, og de risikerer at få mærkatet, at de ikke passer ind."
En nylig undersøgelse, Uligheder og variationer, viser, at lærerne i folkeskolen vurderer hver fjerde elev til at have individuelle vanskeligheder, problemer eller diagnoser. Ifølge Svend Brink¬mann er det et stærkt billede på, hvor effektive diagnoser er - nemlig at vi er begyndt at diagnosticere hinanden. Merete Juul Sørensen forholder sig ikke til de konkrete tal, men anfører, at for at betragte børn med eksempelvis ADHD som andet end 'problembørn', så er en diagnose en stor hjælp. Hun siger:
"Børn vil som regel rigtig, rigtig gerne gøre det rigtige. Kan de ikke det, må vi hjælpe dem til at gøre det. Det betyder ikke, at man ikke skal forvente noget af barnet, tvært imod. Medicinen kan for eksempel være det, der kan gøre, at man som forælder, lærer og behandler også kan begynde at arbejde pædagogisk med barnet."
Ansvar
Svend Brinkmann fortæller, at han efter udgivelsen af Det diagnosticerede liv har modtaget opkald fra borgmestre, som ville have legitimeret, at de skar ned på specialundervisningen. De har læst værket som et udsagn om, at børn med en psykiatrisk diagnose alligevel ikke er rigtig syge og derfor ikke har brug for særlig hjælp, men det er ikke Brinkmanns udsagn.
"Selvfølgelig er der børn og unge, der er så markant anderledes og svære at håndtere, at de skal have medicin. Desuden kan der være mange, som har brug for specialundervisning, selv om de ikke har en diagnose," forklarer han.
Ifølge Svend Brinkmann kan det da også være svært at problematisere diagnoser, fordi mange mennesker ser diagnoser som frigørende. Alligevel mener han, at diagnoser i nogle tilfælde er skadelige på lang sigt, fordi der er en tendens til at gøre diagnosen til en del af den menneskelige identitet.
"Vi fortolker os selv ud fra diagnosen og spinder os ind i et netværk af kausale spørgsmål og forklaringer. På den måde bliver vores adfærd noget, der sker med os og ikke noget, vi selv kan tage ansvar for," siger han og forklarer endvidere, at vi har en tendens til at sygeliggøre, hvad man tidligere anså for at være umoralsk adfærd.
"Hvis vi for eksempel ikke længere kan forstå dovenskab som en last, et moralsk problem eller som en måde til at genoplade batterierne, men kun som en medicinsk tilstand, så er der altså centrale dimensioner af den menneskelige tilværelse, som vi ikke længere kan forstå, og så får vi et dilemma - især i forhold til at tage ansvar."
Merete Juul Sørensen medgiver, at der er et problem, hvis et menneske bliver reduceret til en diagnose, men hun mener ikke, at diagnoser fratager ansvar:
"Hvis man har en sygdom, så hjælper det i mine øjne også ofte at have en diagnose. Man kan forstå og forklare sine problemer på en anden måde, og det betyder samtidig, at omgivelserne får en bedre forståelse for en. Det betyder, at man kan fratage skyldfølelse fra den enkelte, fordi man nu forstår, at der er en årsag til ens handlinger, men det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke har ansvar for sine handlinger," siger hun og forklarer endvidere, at diagnosen kan hjælpe forældre og lærere til bedre at tage ansvar, fordi de sammen med diagnosen får en række af pædagogiske redskaber og strategier stillet til rådighed.
Generelt ser Merete Juul Sørensen ikke de store problemer med måden, vi diagnosticerer i dag, men hun mener, at der er en vis risiko for, at den diagnostiske praksis kan komme under pres, hvis det på grund af sparehensyn kræves, at man har en diagnose, for at man kan få nogen former for hjælp.
Hun siger: "Hvis nu et barn kun kan få støtte og hjælp såsom eksempelvis specialundervisning, hvis barnet er diagnosticeret med en psykisk lidelse, så er det et problem. Så kan der komme et pres for at diagnosticere - også i den lette ende -, og det er et problem, hvis det dermed betyder, at man også skal tage medicin for eksempel. Der er det meget vigtigt, at vi som psykiatere er vældig faglige."
Mangel på ritualer
Ifølge Svend Brinkmann handler det dog ikke kun om faglighed - det handler også om måden, hvorpå vi tackler lidelse. "Det er jo egentlig sjovt, når nu vi lever i Søren Kierkegaards land, som netop havde så rigt et sprog omkring lidelse og angst. Han ville synes, det var skrækkeligt at behandle for eksempel dødsangsten, for ifølge ham er det netop det, at vi kan mærke og føle vores dødsangst, der gør os til mennesker."
En del af årsagen til, at vi ikke længere kan tackle lidelse i vores samfund, er ifølge Svend Brinkmann, at vi mangler ritualer til at udtrykke lidelse. "Vi har ikke så mange eksempler på, hvordan vi udtrykker lidelse. Det havde vi tidligere. Alle store religioner har beskrivelser af, hvordan man skal udtrykke sorg, smerte og lidelse. Hvordan man kommer igennem sorgen. Der er nok sket et kulturelt tab omkring udlevelse af lidelse. Vi mangler simpelthen ritualer i vores samfund."