Af Bo Rasmussen
Nazisterne skal ikke have patent på Blut und Boden (blod og jord), ligesom Dansk Folkeparti ikke skal have det på danske værdier som pølsevogne med røde pølser og kolonihaveliv på små jordlodder.
Søren Pind har fløjtet op til kulturkamp, og jeg blæser hermed til kulturkamp i en globaliseret virkelighed for hjemstavnsværdier, der ikke har rod i en ideologi, men i menneskevirkelighed.
Søren Pinds liberalnationale kulturkamp er et energisk forsøg på at fastholde det globale økonomiske marked i det globaliserede Løkkeland, hvor Danmark skal forsøge at blive én af de rigeste og klogeste nationer i verden, samtidig med at han bilder sig selv og andre ind, at man kan fortsætte med at være selvtilstrækkelig og nationalistisk i den værdipolitik, der ikke kan gøres op i penge.
Søren Pinds kulturkamp er skizofren, for økonomi er da også kultur. I sin økonomiske politik er han i modsætning til DF tilhænger af et EU, der på grund af den globaliserede markedsvirkelighed er nødt til at bekæmpe nationale kulturelle restriktioner, men i sin værdipolitik har han travlt med at kritisere socialister, kulturradikale og muslimer for ikke at være nationale nok.
Han spiller også det kristne kort på en måde, som ville få både PH og Søren Krarups far til at løbe skrigende bort, fordi det er et reaktionært og nostalgisk forsøg på at fastholde et Danmark, som kun findes i historien og i en liberalnational ideologi uden forbindelse med den globaliserede virkelighed, og det der er store og små fællesskabers virkelighed i det danske hverdagsliv.
I dette hverdagsliv er det selvfølgelig vigtigt både at være fri og at have rødder. Og man burde sagtens kunne rumme såvel den kulturradikale frihedstradition som konservative familietraditioner. Det er bare næsten umuligt, når der går ideologi i traditionerne,
så at alle rigtige kulturradikale skal være lige frie, og alle rigtige konservative skal være traditionelle på den samme måde.
Snusfornuften løbet over ende
Den mere og mere påtrængende globaliserede virkelighed har tilsyneladende løbet den danske menneskelige snusfornuft over ende - i hvert fald i liberale og konservative politikerhoveder - og forvandlet den til en borgerlig liberalnational snusfornuft, der på et luftigt ideologisk plan sagtens kan forene frihed og tryghed, men som hellere vil lade deres vælgere dø for Gud konge og fædreland end udsætte dem for at blive nabo til en kulturradikal, en socialist eller en muslim.
I rød stue er man også blevet så tryghedsfikseret, at der er flere og flere nationale værdier, man skal assimileres til, men så bliver den danske hjemstavn en dansk værdi kun for danskere, og kulturkampen i danskhedens navn vækker mindelser om den kamp for Blut und Boden, der var nazistisk hjemstavnsideologi syd for grænsen, men sådan blev der ikke kæmpet for blod og jord i den hjemstavnslitteratur, der med Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær i spidsen var toneangivende i begyndelsen af det 20. århundrede. Her blev den jyske natur sanset og beskrevet som sol og blæst og det røde blod i jyderne som kærlige og aggressive ord og handlinger. Både den sansede natur og det røde menneskeblod var alternativer til en blodløs, naturforskrækket senromantik og til den fremstormende røde kommunistiske ideologi, hvor naturen var ligegyldig og den menneskelige natur kun besværlig på grund af kapitalismen.
Naiv idealisme
Hvorfor skal man frem til en hjemstavn, som efter de flestes mening i den globaliserede virkelighed er en alt for langsom tabervirkelighed?
Det skal man, fordi det er en blind tro på økonomisk vækst og materielle fremskridt for enhver pris, der er den tabervirkelighed, som har skabt det Udkantsdanmark, hvor der ikke rum for de rationaliseringsgevinster og den produktivitet, som er nødvendige i en globaliseret markedsvirkelighed. Fremtidens hjemstavn er hverken en ideologi, der klamrer sig til fortiden eller en ideologi, der er så fremtidssikker, at den lader målet hellige alle midler. Men kan være så blind i sin tro på en fornuftsutopi, at man går over lig for at nå sit mål.
Der er for meget snæver nationalisme og naiv idealisme i kulturdebatten lige nu. Fremtiden tilhører hverken nationalister eller idealister, men romantiske realister, der tror på menneskets stofskifte med en natur, der er både sårbart og dyrebart liv, og har viden om en menneskenatur, der kan udfolde både aggressiv og kærlig livslyst og udvise et både asocialt og socialt samfundssind.
Det er på tide, at politikerne taler om livslyst og samfundssind uden at klamre sig til deres politiske ideologi eller rose sig af deres demokratiske sindelag. Demokrati er jo blot, for at citere K.E. Løgstrup, en skikkelig måde at være uenige på.
Derfor skal der blod og jord ind i kulturkampen. Søren Pinds liberalnationale kamptropper hænger fast i en nationalisme og en liberal frihedsideologi, der er både blodløs og naturløs.