Af Andreas Harbsmeier
Historien går, at Knud Hansen, legendarisk forstander for Askov Højskole, holdt to foredrag på sin skole om året: Et om foråret og et om efteråret. Sådan kørte han efter sigende højskolen. Myte eller ej, i gamle dage var højskoleforstanderen en noget anden type end i dag. Han var også højskoleejer og holdt sine ansatte som tyende. Man fik plads - ikke job - som højskolelærer. Det var forstanderen, der tegnede højskolen, og det krævede en meget markant personlighed. Og som regel krævede det også en dygtig kone, fordi forstanderen brugte meget af sin tid på at rejse rundt i landet og holde foredrag og på den måde rekruttere elever - og i virkeligheden ikke var særligt meget på skolen, som i Knud Hansens tilfælde.
Højskoleforstanderens rolle har ændret sig en del siden. Med historiker og tidligere højskolelærer, Jes Fabricius Møllers ord, er den typiske forstander nu "en lidt tør forvaltertype". Det er ham, der får butikken til at køre. Ham, der kan få regnskabet til at gå op, føre en fornuftig personalepolitik, tale til folk og holde aftaler: "Alt sådan noget kedeligt noget. Alligevel er det meget tit de forstandere, de fleste har det godt med."
Ikke desto mindre efterlyses de mere gammeldags type - det såkaldte fyrtårn med jævne mellemrum:
"Det er billedet af den fascinerende ildsjæl, der stiller sig selv op på en piedestal og holder brandtaler og ikke kan tage sig af banale ting som underskud. Det er den type, vi drømmer om, men når vi så får dem, så gider vi alligevel ikke have dem," fortsætter Jes Fabricius Møller.
Dagens fyrtårne
Ser man ud over højskolelandskabet i dag, er det meget begrænset, hvad man finder af fyrtårne med ambitioner om at lyse de oprørte vande op for skibe i nød. Det er en beklagelig udvikling, mener nogle.
Selv om han ikke vil bekende sig til den gamle type, er Simon Lægsgaard, forstander på Brandbjerg Højskole, ikke i tvivl om, at der er brug for flere fyrtårne:
"Hvis der ikke er plads til - i hvert fald nogle få - fyrtårne i den danske højskolebevægelse, tror jeg, at vi kommer til at miste vældig meget betydning. Det er derfor, at jeg slår til lyd for det. Jeg opfatter ikke forestillingen om fyrtårnet som forældet. Jeg er sikker på, at der findes forskellige typer af forstandere, men jeg er også sikker på, at der for højskolebevægelsens og for samfundets skyld i det hele taget, skal være nogen, som har lyst til at stå frem. Og jeg mener ikke, at der er nogle undskyldninger for ikke at være til stede. Jeg er helt sikker på, at der er en del af de forstandere, der sidder i dag, der har kompetencen - og måske også lysten. Og det er en stor skam, at de ikke giver sig tiden til at stå frem. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Det handler ikke om, at vi skal sidde i vores lønkammer hele tiden og skrive det ene syrede læserbrev efter det andet, men at man har en kvalificeret holdning til vores samfund - og at vi også kan give det videre til vores elever."
Ole Toftdahl, der efter en lang årrække som lærer og viceforstander på Testrup Højskole nu er forstander på Ry Højskole, er derimod træt af hele snakken om fyrtårne. Han mener, at den tilbagevendende snak i virkeligheden handler om rådvildhed. At højskolerne ikke kan finde vej selv - og derfor vil have fyrtårne til at vise vejen:
"Jeg tror, at der er sket et videnstab og et traditionstab på højskolen. Der har været en periode, hvor mange mente, at man skulle opfinde højskolen helt fra ny, og at højskolen skulle være noget helt andet. Det skulle den måske så bare ikke, men i processen glemte man, hvordan det var før - og så efterlyser man fyrtårnene igen."
Autoriteternes fald
Selv om mange gerne så højskoleforstanderne træde i karakter som offentlige meningsdannere, er udgangspunktet et helt andet end tidligere. Man får ikke foræret megen autoritet fra højskolen som institution længere. Det er imidlertid ikke noget særligt for højskolerne, men en generel konsekvens af 1968 og autoriteternes fald, ifølge Jes Fabricius Møller:
"Den moralske eller samfundsmæssige autoritet har det generelt vanskeligt - og det gælder i sagens natur mange andre embeder end højskoleforstandere. En professor taler stadigvæk med nogen vægt. En minister gør det selvfølgelig også. Men spørgsmålet er, om der er så mange andre. Det er klart, at hvis borgmesteren i Randers taler om forholdene i Randers, taler han selvfølgelig med en vis autoritet. Men som borgmester kan han jo ikke tale med nogen autoritet om fosterdiagnostik eller børneopdragelse. Når det er sagt, så har højskolen som institution nok oplevet en lidt voldsommere deroute rent autoritetsmæssigt end så mange andre."
Det er ikke kun i højskolesammenhænge, at fyrtårnet efterlyses, mener han:
"Det er den samme figur, man efterlyser i politik. Man har det vanskeligt med prokurator-typerne. Det er et besynderligt krav, fordi vi efterlyser store personligheder, men bøjer os ikke for autoriteter."
Ole Toftdahl, der også er rundet af det antiautoritære, mener, at koblingen mellem embedet som forstander og offentlig meningsdanner er helt uddateret i dag. Han mener, at de, der lyser op i dag - for der er trods alt nogle, der er rigtig gode til det og har nogle rammer, der gør, at det kan lade sig gøre - ville gøre det, om de var højskoleforstandere eller ej. Selv vil han gerne betakke sig for at skulle mene noget i bredere sammenhæng om alt muligt:
"Hvorfor skulle jeg stille mig an og være fyrtårn for noget som helst? At højskoleforstandere skulle have mere forstand på politik eller etik end mennesker i al almindelighed er en rædselsfuld tanke. Fyrtårnssnakken irriterer mig, fordi vi ikke alle sammen kan være sådan. I gamle dage lyste forstanderne jo op på en noget billig baggrund: De fleste bønder, som højskolerne henvendte sig til, havde ikke gået i skole længere end til sjette klasse…"
At være missionær
Simon Lægsgaard har lige nøjagtig det modsatte synspunkt. Han mener, at forstanderen skal blande sig - og selvfølgelig også skal kunne tage fejl:
"Jeg er ikke bange for at være missionær, men jeg er heller ikke bange for at tage imod inspiration," siger han og uddyber:
"Et fyrtårn er ikke noget ophøjet, men noget, der er med til at kaste lys over noget. Det er for at kaste lys - ikke på sig selv, men på noget andet. Det er vigtigt, at der er nogen, der skiller sig ud - som folk, der har en særlig indsigt. Det skal vi ikke være bange for. Når mine elever bliver spurgt om deres holdning til det ene eller andet, møder jeg ofte en manglende lyst til at ytre sig, fordi de er bange for at gøre sig bemærket, bange for at blive fastlåst i en holdning. Det er den samme (jantelovsmekanisme om man vil), der gør sig gældende, hvis der er en forestilling om, at man er ophøjet og utilnærmelig, fordi man giver udtryk for sine holdninger. Der er intet paradoks for mig i at være den nære forstander, der er tæt på eleverne, og samtidig at give udtryk for mine holdninger. Mennesker med fejl og følelser og sved under armene må også gerne give udtryk for holdninger. De bør måske endda. Den fejlfrie holdningstilkendegiver er kun et ideal, man jager i politiske kredse. Man går efter manden i stedet for bolden. Det er ikke den måde, vi bør drive højskole på, for hvem tør så ytre sig."
Spørgsmålet, om hvorvidt højskolerne ikke har en særlig autoritet på det værdimæssige område, forholder Toftdahl sig også skeptisk til:
"Alle virksomheder er efterhånden værdibårne - her skiller højskolerne sig ikke ud. Der er selvfølgelig forskel på, hvilke værdier man vælger, men at vi skulle være overlegne på det punkt, tvivler jeg meget på. Tanken, om at vi skulle være bedre end andre, kan vi godt glemme. Det er patetisk i mine øjne."
Lægsgaard mener, at den erfaring, man får ved at være del af højskolens unikke rum, forpligter:
"Som forstandere har vi en enestående tilgang til nogle sociale fællesskaber, som gør, at nogle af os er forpligtede til at ytre os. Måske ikke ligefrem som oplyste forbilleder, men som inspiratorer: Vi er forpligtede til at give noget inspiration videre. Man kan se højskolen som et laboratorium - som et minisamfund. Og det giver nogle indsigter, som vi skal gå ud med."
Hvilke fyrtårne?
Der synes at være bred enighed om, at det - med få undtagelser som den tilbagevendede Jørgen Carlsen - er vanskeligt at give konkrete eksempler på fyrtårne, som vi gerne vil have.
"Amdi Petersen var muligvis den sidste ægte karismatiske højskoleforstander. Hvis man beder om fyrtårnene, så får man typer som ham. Og så er spørgsmålet, om det er det, man vil have? Det er et behov, der simrer i hele samfundet. Tilsvarende kunne man så stille spørgsmålet: Hvis Danmark nu var en republik, er der så en person, du ville pege på som præsident?" spørger Jes Fabricius Møller, underforstået, at så er det nok alligevel bedre at bevare kongehuset.
Ole Toftdahl har også vanskeligt ved at se perspektiverne i at genopfinde fyrtårnet - og han er heller ikke bange for at give et eksempel:
"En person som Thue Kjærhus vil gerne være fyrtårn. Men Gud fri mig vel for et fyrtårn. Vi ville jo sejle på grund alle sammen, hvis han skulle bestemme noget som helst. Han er sådan en type, man vil grave frem, hvis man ønsker de gamle fyrtårne tilbage."
Simon Lægsgaard vil ikke grave den gamle fyrtårnsmodel op, men vil i stedet definere den på ny:
"Vores fyrtårnsrolle består i at være det gode pejlemærke, der lyser FOR nogen - og ikke på os selv. Og dertil mener jeg som sagt, at vi får nogle indsigter og har nogle historier, vi bør give videre til verden omkring os, så vi på den måde også kan lyse PÅ noget - nemlig de samfundsforhold, som trænger til opmærksomhed."
Det sidste ord er næppe sagt i den sag. At en forstander kan nøjes med at holde to foredrag om året, er der næppe fremtid i, men efterspørgslen på forbilleder forsvinder nok ikke lige foreløbig.