Af Ove Korsgaard
Titlen på rapporten er Folkeoplysning i et samfundsøkonomisk perspektiv. Ifølge rapporten er argumentet for en offentlig finansiering af folkeoplysning, at den "kan være med til at sikre og opdrage til demokrati ved at oplyse folket om almene samfundsforhold - og dermed være til gavn for alle". Men sådan forholder det sig ikke længere: "Hvor hovedvægten oprindeligt blev lagt på historiske, samfundsfaglige og litterære fag, er fritidsundervisningen imidlertid i dag blevet domineret af bevægelsesfagene, de kreative og praktiske fag. Fag, som næppe kan karakteriseres som væsentlige for folkestyret". Her fremføres der to udokumenterede påstande.
Den første påstand er, at hovedvægten i folkeoplysningen tidligere "blev lagt på historiske, samfundsfaglige og litterære fag"? Det er uden tvivl rigtigt, at disse fagområder i en bestemt periode af folkehøjskolens historie har spillet en afgørende rolle. Men ikke en altafgørende rolle. For graver man bare med en teske i højskolehistorien, vælder det frem med faglige undervisningstilbud
af forskellig art. Når det gælder aftenskolens fagudbud, findes der enkelte punktundersøgelser. I Betænkning vedrørende ungdomsskoler (1952) er der en optælling af timeforbruget for de ti mest søgte aftenskolefag i perioden 1949/50. Den viser, at håndarbejde så absolut var den største og samfundsfag den mindste faggruppe. En anden undersøgelse, der blev foretaget som led i et forskningsprojekt om Voksenuddannelse, folkeoplysning og demokrati (1997-2001), bygger på data om fagudbuddene i det gamle Viborg Amt i perioden fra 1950-2000. Ingen af de to undersøgelser støtter AKF-rapportens konklusion, at folkeoplysning tidligere hovedsagelig drejede sig om historiske, samfundsfaglige
og litterære fag. Tværtimod.
Den anden påstand i AKF's rapport er, at bevægelsesfagene, de kreative fag og de praktiske fag "næppe kan karakteriseres som væsentlige for folkestyret". Påstanden rejser spørgsmålet, om det kun er undervisning i demokrati og i videre forstand samfundsforhold, der knytter en forbindelse mellem undervisning og demokrati. Kan det ikke tænkes, at folkeoplysning i hele sin mangfoldighed er med til at fremme nogle af de basale forudsætninger for et velfungerende demokrati? For eksempel den forudsætning, som nu om dage kaldes for 'social kapital'.
Det skal siges til forsvar for AKF's rapport, at folkeoplysning er et vanskeligt felt at orientere sig i. Det skyldes blandt andet, at folkeoplysningens talsmænd ofte bidrager til en ekstrem mytologisering af feltet. Lægger man festtalerne til grund, er der næsten ingen grænser for, hvad folkeoplysningen har udrettet. Men det går uvægerligt galt, hvis man - som AKF's undersøgelse gør - tager udgangspunkt i nutidens myter om folkeoplysningens heroiske fortid og sammenholder disse myter med dagens realitet. Det kan der ikke komme andet end problematisk forskning ud af. Til stor skade for folkeoplysningens offentlige anseelse og politiske bevågenhed.