Af Else Mathiassen
En knaldrød sol går ned bag klitterne, og den røde himmel tager helt pusten fra Nørre Lyngvig Fyr. Et gåsetræk hen over himlen. Det kunne lyde som optakten til en meget gammel roman, men det er bare udsigten fra mit vindue. Solen er lunefuld. Ind imellem viser den sig bleg og veg, andre gange tager den al opmærksomhed. Fyrtårnet derimod er stabilt. Når jeg vågner om natten, blinker det roligt til mig i en fast rytme. I over 20 år har jeg levet med udsigten til fyret, selvom jeg ikke har boet på den nøjagtig samme plet. Sidste vinter, da man kunne gå over isen, var det vigtigt at gå fra Ringkøbing mod Hvide Sande og ikke omvendt, for man skulle kunne gå efter fyrtårnet. Så sig ikke, at det lys ikke er vigtigt, men som et fallossymbol leder det os ligeså sikkert, som at Højskolebladet orienterer sig efter mandlige synspunkter, når noget skal undersøges. I artiklen i forrige blad blev der ikke én gang refereret til en kvinde. Findes der ikke kvindelige forstandere?Jo der gør. Findes der ikke adskillelige kvindelige forstander, der driver højskole med succes. Jo, der gør.
Fyrtårnet blev bygget for, at skibene kunne navigere efter det. Når det står og lyser i dag, er det kun af nostalgiske grunde, og det er jeg rigtig glad for. Det føles trygt og godt. Modsat månen der også står som en projektør ind af soveværelsesvinduet. Månen er lunefuld. Når skyer glider forbi, bliver det hele lidt uhyggeligt. Lidt uforudsigeligt. Fyrtårnet er der altid, fast som en klippe.
Fyrtårnet står som et råb fra en fjern tid. Skibe med navne som Lisa, Anna og Leonora Christina har for længst fundet andre måder at finde vej. Fyret flytter sig derimod ikke. Det er blevet et museumsstykke, som folk besøger i weekenden, når de har fri. Men til at finde vej, har man fundet nye, bedre og mere usynlige metoder. Men hvad nu hvis det er skibene med de kvindelige navne og ikke fyrtårnet, som rummer det interessante indhold?Skulle man så ikke vende lyset den vej og i det mindste spørge, hvad de har med sig i lasten - trods Højskolebevægelsens patriarkalske tradition.
Personligt skal jeg ikke klage, det ved jeg, men jeg synes ikke, at en mangesidet samtale har godt af, at kikkerten bliver sat for det blinde øje.
I udkanten
Det er klart min opfattelse, at højskolefolk i langt højere grad er en del af debatten i dag, end der var tilfældet for bare nogle få år siden. Ikke som fyrtårne, men som mennesker, man gerne vil tale med på god demokratisk vis.
Det skyldes kort og godt, at højskolerne generelt er gået ind i en periode med flere elever. Når nogen har succes bliver man hørt, og har man succes, er der overskud til at blande sig. Som få møder højskolefolk mange forskellige mennesker.
Med de unge elever på vinterskolen og de ældre på sommerkurserne får vi erfaringer, som selvfølgelig skal bruges. Selv oplever jeg at blive brugt lokalt i aviser, radio og tv. Sådan er det sikkert mange steder, men selvom fyrtårns-metaforen er hentet fra udkanten, er det er som om, at det ikke eksisterer, når det ikke er landsdækkende.
Kan jeg ikke have ret i det?