Af Højskolebladet
Kulturpolitikken finder aldrig vej til dagsordenen, selv om de fleste er enige om, at netop kulturen udgør kernen i velfærdssamfundet.
Under Anden Verdenskrig foreslog den britiske finansminister, at man skar i kunststøtten for at finansiere krigsindsatsen. Winston Churchills svar var: "Hvad er det så, vi kæmper for?"
Pointen er ganske enkelt, at kulturen ikke er fedtlaget i et samfund, men derimod selv rygraden. Alene af den grund kan det undre, at den ikke spiller en større rolle. Sidst kulturen spillede en rolle i valgkampen, var i 60'erne, hvor man havde en forestilling om, at man ved at gøre kulturen tilgængelig for alle på den måde kunne undgå politisk radikalisering. Kulturel dannelse skulle danne et bolværk mod, at totalitære tanker bredte sig. Folkeoplysningskampagner og kulturoplysningskampagner førte blandt andet til, at folkebibliotekerne bredte sig over landet.
Johannes Andersen, samfunds- og valgforsker, fortæller om den manglende interesse for kulturpolitik blandt politikere, at det ikke handler om dannelse eller oplysningen, men derimod om besøgstal og indtjening:
"Politikerne har koblet sig af kulturpolitikken. De har ikke længere oplysningskampagner, og de har heller ikke længere kultur som prioriteringsområde. Økonomisk set har sponsorere fået større magt, politikere har fået mindre magt. Den målestok, man bruger til at måle, hvornår noget er godt, er, at hvis der er nok, der vil se det, så må det være i orden. På den måde har man langsomt vænnet sig til, at man har meget få ambitioner på kulturområdet," siger han.
Et hæderligt forsøg
For nylig blev et hæderligt forsøg gjort at Peter Westphael, teaterleder på Randers Egnsteater, der efterlyste en mere central placering for kulturen i valgkampen:
"Jeg synes, at det kunne være rart i et valgår at prøve at diskutere kulturpolitik. Der er en tendens til, at kultur er en sommerting i agurketiden, hvor man diskuterer kunststøtte og tre nøgne mænd, der siger pling, eller hvad det nu er," siger Peter Westphael og fortsætter: "Er det ikke også vigtigt, at vores børn kommer til at tænke skævt. Skal man prioritere mellem en times hjemmehjælp og kultur? Vil det så sige, at fru Jensen ikke kan læse en bog eller gå i biografen, men til gengæld kan hun få gjort rent?"
Formanden for Dansk Forfatterforening var ikke overraskende enig i den betragtning: "Værdier, identitet, kultur. Det, der fortæller os som mennesker i et samfund. Det, som alle historiske samfund altid har gjort. Meget af det, der står som vidnesbyrd og monumenter i kunst, litteratur og arkitektur, er blevet til som udtryk for en politisk vilje."
Om det vil lykkes Peter Westphael at få stablet et kulturpolitisk topmøde på benene i Randers op til valget, er endnu uvist. Men oddsene er unægtelig dårlige. Ifølge Rasmus Jönsson hænger det også sammen med, at kulturpolitik ofte ikke er tosidede dagsordner: I integrationsspørgsmål er det nemmere: "Man kan være for eller imod indvandrere."