Af Ole Vind
"Når dragonhesten hører trompetlyd, bliver den kåd", lyder et gammelt dansk ordsprog. Årets folkelige demonstrationer verden over og ikke mindst Besæt Wall Street kampagnen vækker minder hos os, der i 60erne og 70erne demonstrerede på gade og vej. Foran USA's ambassade mod Vietnam-krigen, foran Sovjets mod invasionen af Tjekkoslovakiet, på landevejen mod Barsebäck, på Rådhuspladsen mod atomoprustning, ja endog foran den schweiziske ambassade!
Sidstnævnte var en reaktion på fængslingen i 1971 i Schweiz af den amerikanske lsd-guru Timothy Leary. De 'psykedeliske stoffer hørte tiden til på linje med de "udenomsparlamentariske" aktioner. Som unge, ofte studerende, havde vi tid og kræfter til sådanne aktiviteter, som ikke blot betød politisk engagement for en bedre verden, men samtidig gav vores eget liv en større mening end den blotte stræben efter villa, volvo, viv og vovse.
Den grundtvigske højskole - med det traditionelle frisind, højt til loftet, ingen pensumkrav, statsstøtte også til samfundskritiske aktiviteter og nærhed mellem bolig, familieliv og arbejde - syntes ideel til at fange denne 70ertidsånd. Selv kom jeg efter et par år som lærer i gymnasie- og seminarieverdenen i 1976 til Grundtvigs Højskole.
"Advarsel: pølsen indeholder nitrit!", stod der på de mærkater, som vi klistrede på pølserne i Brugsen en efterårsdag i 1977. Som ung højskolelærer underviste jeg i et af tidens hotte emner: miljø. Jeg var selv med i "græsrodsbevægelsen" NOAH og inddrog nu eleverne i en 'aktion': vi vandrede til den lokale brugsforening, og uden at spørge om lov klistrede vi NOAH's manende mærkater på pølser og andre varer med advarsler mod skadelige tilsætningsstoffer.
Sammen med elever har jeg vandret i Hillerøds gader i vintervejr for at stikke OOA's antiatomkraftaviser i byens brevsprækker. Og mit første bidrag til Grundtvigs Højskoles årsskrift 1976 handlede om Poul la Cour, fysiker og højskolelærer, hvis forsøg på Askov Højskole med elproducerende vindmøller i 1890erne vidner om en pionerindsats på det område, som i 1970erne blev et modsvar til atomkraftlobbyen.
Oprør og aktivisme
Der var jo højskoler, der i 70erne rejste egne vindmøller - mest markant Amdi Petersens Rejsende Højskole i Tvind, hvor hele 400 elever i 1975 med teskeer påbegyndte udgravningen til fundamentet for verdens dengang største vindmølle, der siden 1978 har leveret strøm. Det var helt bogstaveligt græsrødderne - på grundtvigsk "folket" - der skulle tage skeen i egen hånd for at virkeliggøre drømmen om et bæredygtigt og retfærdigt samfund.
Som højskolelærer var der inspiration at hente i Ebbe Kløvedal Reichs bog fra 1972, Frederik, hvor Grundtvig blev tolket som folkelig frihedskæmper, frigjort kvindesagsfortaler og psykedelisk digter - alt i en kosmisk-religiøs ramme og i Helligåndens navn! Sex, sindssyge og salmevers spiller sammen i denne dybt originale bog, der er det mest særprægede udtryk for "ånden fra 68" på dansk.
Og bag 1970ernes højskoleaktivisme ligger 1968 og "ungdomsoprøret".
Oprøret var et stormløb mod borgerlighedens materialistiske skinverden, med dens angst for kroppen, dens fantasiforladthed og åndløshed. Oprøret krævede, med brosten og med blomster, en ny verden, der kunne rumme det liv, man mærkede i sig selv. Oprøret drømte om en ny virkelighed i menneskers syn og samvær, og dermed et nyt samfund - bygget på samliv og solidaritet i stedet for det lurende had fra den fri konkurrences vildtløbende mølle.
Som Peter Øvig Knudsen i sin nye bog Hippie beretter, så kulminerede oprøret i 1970 med Det Ny Samfunds sommerlejr i Thy - mit livs skæveste sommer. I løbet af få år lagde oprørets bølge sig, og vandene sank. Fantasiens mest kulørte blomster visnede, og tilbage blev en række adskilte bække i det tørre flodleje som universitetsmarxisme, rødstrømper, miljøbevægelser, EF-modstand, kollektiver og nyreligiøsitet - strømninger, som også banede sig vej i højskolen i 1970erne. Det gik ikke altid stille af, da det faldt sammen med den hidtil største omvæltning i de grundtvigske højskolers historie. I løbet af få år forvandledes de fra reservater for en døende landlandbokultur med kristeligt og nationalt værdigrundlag til et frirum for eksperimenter med demokrati, kreativitet, politisk aktivisme, nyreligiøsitet, rusmidler og sex - side om side med nyttefag og hjemlig hygge.
Højskolernes traditionelle frihed fra statslig styring gav rum for eksperimenterne, der jo også sikrede højskolernes overlevelse ved at tiltrække den byungdom, man ikke tidligere havde nået. Men når så mange højskoler kastede sig ud i utraditionelle aktiviteter, så hænger det også sammen med en dybere klangbund i det grundtvigske miljø og de strenge, som Ebbe Kløvedal Reich så dristigt havde anslået. Med vanlig ironisk distance skrev professor P. G. Lindhardt om ungdomsoprøret som en vækkelse helt i stil med de gamle missionske og grundtvigianske vækkelser - med samme "pietistiske oplevelsesreligiøsitets missionsaktivisme, veludviklede sans for 'skellet' og behov for nye kollektiver af ligesindede". Hippiehår som en ny tids grundtvigianerhatte!
Det var jo ikke kun 1970'ernes politiske aktivisme, der fandt vej til
højskolen, men også den nyreligiøse bølge, løftet af oplevelser på hash og lsd. En højskole blev åbnet i Rørvig grundet på Transcendental Meditation og med portrætter af Grundtvig og Maharishi Mahesh Yogi side om side i foredragssalen. Selv var jeg med til på Grundtvigs Højskole at planlægge mange temadage med emner fra bevidsthedsudvikling og drømmetydning til jungianske arketyper og astrologi. Det er lige så let i dag som dengang at latterliggøre slige tiltag - som andre af ungdomsoprørets skæve drømme. Men den nyreligiøse bølge fra 70'erne vidner om et åndeligt tomrum i Danmark, som folkekirken stod helt tomhændet over for. Og uden tidssvarende åndelig respons blev 70ernes nyreligiøsitet som ung vin på gamle lædersække - og dermed spildt.
Samtidens potentiale
Siden 70erne har den åndløse, materialistiske forbrugerkultur fejret uhørte triumfer. Potentialet i dag for Besæt Wall Street kampagnen med det enkle budskab "mod grådighed og uretfærdighed" kan synes ubegrænset. Og højskolerne som åndehul og drømmenes legeplads midt i tidens præstationsræs skulle jo give oplagte muligheder for at knytte an til denne kampagne?
Helt enig! Men lidt historisk besindelse hører med. Ungdomsoprøret var født af overflod og optimisme: Vi tilhørte en velbjerget og håbefuld generation, der blot stillede tiden til regnskab for sine egne idealer. Og som til sin egen overraskelse opdagede, at den religiøse dimension ikke kun betød forældet tankespind, men også sansen for det dybe i menneskesjælen, som røbede sig under eksperimenter med psykedeliske stoffer, men som i grunden bærer hele vores liv.
I dagens globaliserede verden er et oprør mod grådigheden, uretfærdigheden og åndløsheden mere nødvendigt end i 1970'erne. Men tidens krisebevidsthed skaber ikke samme overskud af oprørsk fantasi som dengang. Der er i dag måske lige så meget brug for tålmodig modning af inspiration, håb og drømme som for spektakulære mediestunts.
Det, der dengang skete med ungdomsoprøret, overraskede alle - også os selv. Det var som et bevidsthedsskred i dybet så uforudset som en tsunami, der pludselig udløses. Og dog må det have været forberedt gennem lang tids tavs ophobning af spændingsfyldte erfaringer og drømme gennem de autoritetstro 50ere og 60ernes
spirende samfundskritik.
Og højskolen i dag? Jo, indsatsen må gerne sigte dybere end dagens horisont. Højskolen som samvittighedsværksted med Jørgen Carlsens velvalgte udtryk. Eller, på hippiesprog: Højskolen som de indianske drømmefangere, der filtrerer nattens drømme, så kun de bedste og stærkeste slipper igennem nettet for at synke ned i sjælens skabende dyb.