Af Jørgen Carlsen
Jeg læste med stor interesse artiklen "Opgør med oppositionslogikken" i sidste nr. af HB. Her var noget at forholde sig til. Dels fordi artiklen handlede om noget så vedkommende som højskolesyn. Dels fordi de overvejelser, der blev bragt til torvs, var af en kvalitet og lødighed, som man må tage hatten af for. Det siger jeg ikke, fordi jeg er enig i alle de fremførte synspunkter. Det er jeg nemlig ikke. Jeg er faktisk uenig i det meste. Men artiklen fungerer fint som afsæt til en spændende og frugtbar diskussion om højskolens status og fremtid. Her kan en samtale begynde.
Artiklen, som er et langt interview med Stefan Hermann, rummer en masse gode betragtninger. Højskolen skal præstere undervisning af høj kvalitet - ikke pædagogisk tyggemad. Lærerne skal simpelt hen være velkvalificerede og dygtige til det, de gør. - Jeg kan ikke være mere enig. Jeg har altid set det som et højskolernes skræmmebillede, at højskolelæreren optræder som pædagogisk legeonkel og åndelig talt tager eleverne på skødet for indsmigrede at spørge dem, hvad de kunne tænke sig at lave i dag. Jeg ser hellere højskolelæreren som én, der tager eleverne i mesterlære, fuld af excellence og passion for faget. Egentlig betragter jeg mere højskolelæreren mere som kunstner end som pædagog. Lige som kunstneren står frit i forhold til sit materiale, således står højskolelæreren frit i forhold til sit stof - så længe han eller hun vel at mærke kan få eleverne med på spøgen. Samtidig skal højskolerne udvise selvrespekt og gøre sig fortjent til samfundets respekt, siger Stefan Hermann. Lige mine ord! Jeg har altid plæderet for fornem selvbevidsthed og høj cigarføring blandt højskolerne. Hvis vi ikke selv kan rette ryggen og vise stolthed over skoleformen, så kan man næppe fortænke andre i at betragte os som pædagogiske lappeskræddere.
Men så hører enigheden også op. Stefan Hermann fremsætter i interviewet en række påstande om højskoleverdenen. De tre vigtigste er 1) Højskolerne mangler selvkritik. 2) Det er forkert, at højskolerne ser sig i opposition til staten, de politiske magthavere og det øvrige uddannelsessystem. 3) Højskolerne er for lidt nytænkende og forandringsparate. Selv har jeg æren af at blive omtalt som "traditionalist". Disse tre påstande vil jeg gerne kommentere. Men lad os allerførst rette blikket mod afsenderen.
Afsenderen
Hvem er denne Stefan Hermann? Han er leder af Metropol. Det lyder lidt sexy. Men tag ikke fejl. Det er ikke en fancy café for hipsters. Det er heller ikke en biograf. I Hjørring har man et shoppingcenter med samme navn. Men igen skudt forbi. Næh, Metropol er en såkaldt professionshøjskole, som ligger i Hovedstaden. Her er Stefan Hermann rektor. Her befinder hans udkigspost sig. Herfra hans verden går.
Når jeg fremhæver dette, er det blot for at understrege, at Stefan Hermann lige så lidt som andre er repræsentant for den rene og ubesmittede fornuft. Vi er alle sammen ganske pænt smudset til, afhængig af, hvilken muddergrøft vi befinder os i. Eller hvilket granathul vi har søgt dækning i på den uddannelsespolitiske slagmark. Tidligere har han befundet sig i generalstaben i passende afstand fra fronten. Stefan Hermann var embedsmand (chefkonsulent) i Undervisningsministeriet. Han har sikkert været en udmærket en af slagsen. Og mon ikke han med sin åbenlyse begavelse har været med til at sætte sit fingeraftryk på nutidens uddannelsessystem? Men nu er han altså draget i felten og har fået sin egen bastion: Metropol.
Professionshøjskolen Metropol er naturligvis en del af det etablerede uddannelsessystem. Her tilbydes 15 forskellige uddannelser til bl.a. lærer, sygeplejerske, fysioterapeut, jordemoder, laborant. Dertil kommer diverse efteruddannelsestiltag. Det er alt sammen af vigtighed for det komplekse arbejdsmarked i et moderne samfund. Ingen tvivl om det. At professionshøjskolen Metropol er til stor nytte for samfundet, er hævet over enhver tvivl. Derfor har Metropol heller ikke problemer med at legitimere sin tilstedeværelse. "Well, well, well - det si'r sig selv", som det hedder hos C.V. Jørgensen.
Af samme grund er Metropol ikke plaget af den store uddannelsespolitiske selvransagelse. Det bliver tydeligt, når man opsøger institutionens hjemmeside. Ud over nogle fromme og sympatiske overvejelser a la "vi vil skabe praksisnær viden og uddannelser, der udvikler velfærd for mennesker og samfund," er målsætningen først og fremmest at øge virksomhedens STÅ-tal - både i forhold til optaget af studerende og deres gennemførelse af studiet. De strategiske prioriteter for institutionen er: konsolideret vækst, undgå frafald, oprette partnerskaber, sigte på procesoptimering og positionering og lægge vægt på HR-strategi. Alt dette er udtryk for den stående dagsbefaling på stedet. Ønsker man en frontberetning fra den uddannelsesmæssige slagmark, hvor Metropol sammen med andre udbydere af videregående uddannelser konkurrerer om de studerendes gunst, henvises man den seneste årsrapport. Det er ikke, som man måske skulle tro, en slags årsskrift, som man kender det fra højskoleverdenen. Det er slet og ret et årsregnskab med tal og facts, garneret med indbydende billeder af unge, smukke og opvakte studerende. Her er højskolernes floromvundne bragesnak afløst af de nøgne kendsgerninger. Det er tallene, der tæller. Øverst i venstre hjørne af opslaget ser man Stefan Hermanns kontrafej over teksten: Vi er ikke i krise! Det må jo så stå til troende.
Anderledes i højskoleverdenen. Højskolerne er altid i krise. For nogle skolers vedkommende er krisen af økonomisk karakter. Man kæmper en overlevelseskamp for at få tingene til at løbe rundt. Enkelte kæmper tappert en dødskamp på afgrundens rand. Men fælles for alle højskolerne - altså folkehøjskolerne, forstås - er, at de kæmper med deres egen legitimitet som en folkelig højskole. Da de ikke tilhører det etablerede uddannelsessystem, kan de ikke påberåbe sig en indiskutabel praktisk nytteværdi for samfundet. Faktisk kan man spørge sig selv, om de overhovedet hører hjemme under Undervisningsministeriet. Og kendsgerningen er jo også, at de i perioder har været under Kulturministeriets beskyttende vinger.
I en vis forstand er højskolerne underkastet den samme permanente legitimationskrise, som kunsten er det. Jeg vil gerne understrege, at denne legitimationskrise ikke er noget, jeg beklager. Den er sund og velgørende og lige så gammel som højskolebevægelsen er det. Denne legitimationskrise forhindrer én i at falde i søvn eller blive dum og doven. Højskolerne lever institutionelt set livet med løs bagkant. De må såvel i teori som praksis hele tiden reformulere deres eksistensberettigelse på en ny tids betingelser. Gør de ikke det, så henligger de som åndelige frilandsmuseer, og meget snart ringer dødsklokkerne. For intet nogenlunde opvakt ungt menneske gider arbejde i månedsvis som kassedame, pædagogmedhjælper eller lærervikar og spinke og spare for så at befinde sig i en kulturel tidslomme af halvmuggen, olmerdugsagtig fortid. Unge vil gerne udfordres og bringes i en overskudstilstand, hvor de er i stand til at stille noget op med deres egen tilværelse og det samfund og den verden, der omgiver dem. Derfor tager de på højskole. Her ligger højskolens fornemme kerneydelse. Her anslås grundakkorden for enhver højskolevirksomhed. Oven på denne grundakkord kan der spilles utallige forskellige temaer, variationer og modulationer. Det er de over 70 højskoler, der i øjeblikket er i stand til at trække vejret, et levende bevis på.
1) Højskolen mangler selvkritik
Når Stefan Hermann derfor påstår, at højskolerne mangler kritisk selvrefleksion, rammer han for mig at se helt ved siden af skiven. Jeg kender ikke nogen uddannelsesinstitution - eller for den sags skyld kulturinstitution - der uafladeligt underkaster sig så megen anfægtelse og selvrefleksion som netop højskolen. Hver eneste gang skolerne modtager et nyt elevhold står forstanderen på talerstolen og prøver efter bedste evne at sige det uudsigelige: Hvad er en højskole, hvad sker der på en højskole, hvorfor er det vigtigt at fokusere på betydningen af den menneskelige tilværelse: hvad er godt, hvad er ondt, hvad er retfærdigt, hvad er uretfærdigt, hvad er betydningsfuldt her i livet - og hvad er mindre betydningsfuldt? For mig at se helt nødvendige og livsvigtige spørgsmål. Og endnu mere vigtigt er det, at man ikke forventer et entydigt svar, men stiller sig tilfreds med at stå over for tilværelsens underforståede under.
Det er helt tydeligt, at denne eksistentielt-metafysiske tale byder Stefan Hermann vældigt imod. Han vil hellere efterspørge reel oplysning om samfundet, naturen og verden. Dertil er vel bare at sige, at det sidste er så banalt og trivielt, at det under alle omstændigheder burde være en selvfølge - også på en højskole. Det første derimod: livsoplysningen er præcis højskolens specialitet - kerneydelsen, grundakkorden. Det er lige præcis det, der adskiller en folkehøjskole fra en professionshøjskole. Lad mig sætte sagen på spidsen: der er simpelt hen ånd til forskel! Og denne livsoplysning står vel at mærke ikke i modsætning til den kritiske oplysning i perspektivet fra Kant. Den har netop livsoplysningen som sit fundament - ellers ender kritikken i en sur grimasse og en ophøjet fornærmethed over tingenes tilstand. Oplysning i klassisk forstand er med andre ord ikke tilstrækkeligt. Vores viden skal være båret af en interesse i at tjene livsudfoldelsen - ellers kan det være det samme.
Vi i højskoleverdenen kan netop ikke legitimere os på linje med det formelle uddannelsessystem. Det skaber et frirum og en mulighed for kritisk selvrefleksion, som overgår alt andet i den danske uddannelsesverden. Lad os bare se det i øjnene: det etablerede uddannelsessystem er blevet stadig mere ideologisk ensrettet af neoliberal virksomhedstænkning. Heller ikke universiteterne er, hvad de var. De er lige som resten af uddannelsessystemet godt på vej til at blive uddannelsesmæssige servicestationer, der skal levere viden med højt oktantal til generering af økonomisk vækst. Spørg bare det såkaldte Vækstforum - Lars Løkkes organ, der afløste Foghs såkaldte Globaliseringsråd. Det kan man alt efter temperament klappe i hænderne af. Eller man kan beklage det. Det er mit indtryk, at Stefan Herman er på det første hold. Selv er jeg på det sidste. Jeg behøver bare nævne titlen på en af debatbøgerne om universitetslivet i vore dage. Den er skrevet af Sune Auken og hedder såmænd "Hjernedød".
2) Højskolerne ser sig i opposition til staten og det øvrige uddannelsessystem
Helt ærligt, Stefan Hermann, du kan vel ikke fortænke os højskoler i at være i opposition til den form for uddannelsestænkning? Eller forestiller du dig i fuldt alvor, at folkehøjskole og professionshøjskole skal ses som to alen ud af samme stykke? Netop det forhold, at højskolens undervisning ikke er underlagt formel meritering - eller skal vi sige med Walter Benjamin "nyttens hoveri" - opretter jo en afgrundsdyb forskel, der bringer os i et modsætningsforhold til resten af uddannelsessystemet. Jeg påstår ikke, at vi er bedre, og vil nødigt undvære sygeplejersker og folkeskolelærere. Men vi er modsatrettede størrelser. Vi er i opposition - og vi skal være i opposition - både for højskolens egen skyld men paradoksalt nok også for resten af uddannelsesverdenens skyld. Af samme grund er jeg indædt modstander af alle forsøg på at "normalisere" højskolen ind i det formelle uddannelsessystem. Her blev døren som bekendt åbnet/sat på klem i højskoleloven af 2006. Det var ikke noget kønt syn, og sandheden er vel, at selv de højskolefolk, som var de varmeste fortalere for ideen, stort set alle har droppet den i praksis. Mig bekendt er der stort set ingen højskoler, der præsterer formelt kompetencegivende og meriterende undervisning. I modsat fald går de meget stille med dørene eller sniger sig langs panelerne. Jeg tror de skammer sig. Og det er der en umanerlig god grund til: i det omfang, de markedsfører de samme varer som det formelle uddannelsessystem, er de i færd med at afvikle sig selv som højskoler. Eller for at sige det på en anden måde: de er hverken buh eller bæh - de befinder sig i et limbo mellem folkehøjskoler og produktionshøjskoler.
Hvad angår forholdet til staten, så tror jeg, at alle højskolefolk er enige om at være taknemmelige for det privilegium, det er at nyde politisk opbakning fra alle Folketingets partier og modtage betragtelige statstilskud, samtidig med at staten stort set er taktfuld nok til at holde sig på måtten. Staten betaler, men staten bestemmer ikke. Sådan skal det være! Det kalder jeg liberalstatsligt storsind! Men dette storsind skal altså ikke få højskolerne til at moderere deres holdning til de politiske magthavere på samme måde som f.eks. SF har modereret deres udlændingepolitik for at gøre sig regeringsduelig.
3) Højskolerne er for lidt nytænkende og forandringsparate
Og så er der endelig talen om højskolernes fortidsfiksering og mangel på nytænkning. Lad mig sammenfatte Stefan Hermanns karakteristik: Højskolerne - eller de fleste af dem - har dyrket metafysikken, bragesnakken om livet og dets betydning. Nu må det være på tide at indstille sig på de moderne tider og forlade Grundtvig. Lad ham dog hvile i fred.
Jeg har bemærket, at Stefan Herman kalder mig traditionalist - underforstået: Jeg har et musealt forhold til de gode gamle dage og ser ikke nutiden og fremtiden i øjnene. Den karakteristik svarer mildest talt ikke til min selvforståelse. Den beskriver heller ikke Testrup-elevernes opfattelse af deres højskole. Den har intet som helst med livet på Testrup Højskole at gøre. Kik forbi engang, så vil du kunne forvisse dig om det, Stefan Hermann. Hvis det var sandheden om Testrup Højskole, var vi gået nedenom og hjem for længe siden. Og med god grund. For hvis højskole ikke forbinder sig med det faktisk levede liv, har den ikke sin gang på jorden.
Men det betyder vel ikke, at man skal undlade at se dialektisk på sin samtid. Ikke alt nyt er godt - og ikke alt gammelt er dårligt. Kunststykket består vel i at forene det gode gamle med det gode nye. Er man traditionalist, hvis man refererer til Grundtvig og synger nogle af hans sange? I så fald er dette at være traditionalist det samme som ikke at underkaste sig en historieløs fordummelse. Er James Joyce traditionalist, når han skriver romanen Ulysses under inspiration fra et af de allerældste værker i den vesterlandske civilisation? Nej, han er modernist. Det er jeg også! Uden sammenligning i øvrigt.
Hvad vil det sige, at være modernist? Det vil først og fremmest sige at vedkende sig et kritisk, brudfyldt forhold til virkeligheden - modsat den lalleglade postmodernisme, som har smidt kompasset overbord og opererer med et afhierakiseret betydningsunivers: Mozart, Madonna, Anders And og Moby Dick - det er alt sammen ét fedt. Det er at insistere på, at de store historier findes uden at kunne tage patent på dem. Og det er at insistere på den moderne verdens brudfyldthed. Udvikling, fremskridt, vækst, oplysning, autonomi, frihed er orienteringsbegreber, som har mistet deres uskyld. Man bliver nødt til at forholde sig kritisk-dialektisk til verden - ellers mister man sin dømmekraft og bliver dummere, end godt er. Det er at insistere på mening i en verden, der ofte kan forekomme absurd og meningsløs. Men det er også at afvikle enhver fundamentalisme og patetisk heroisme. Den homeriske helt Odysseus er forvandlet til annonceagenten Leopold Bloom, som i princippet er hr. Jedermann, en af folket. Enhver. Se, det er en måde, indirekte, brudfyldt at nærme sig sandhedsspørgsmålet på.
Grundtvig var i sit udviklingssyn naivt evolutionistisk. Den går ikke mere. Modernismens bruderfaringer har påpeget modernitetens tvetydighed. Modernismen i kunsten er den moderne verdens dårlige samvittighed. Måske kunne man forestille sig højskolens fremtidige opgave som den at være samfundets samvittighedsværksted…?