Af Søren Fonsbøl
Demokratiet er ikke en skabelon, der kan presses ned over ethvert samfund til enhver tid og på ethvert sted. Alle stater skal altid være demokratier, uanset forudsætningerne. De stater, som ikke er det, er hjemfaldne til kritik og sanktioner. Men demokratiet er i virkeligheden en styreform, som kun kan fungere nogen-lunde under ganske særlige forudsætninger, som må tilvejebringes først. Ellers opstår der kaotiske tilstande og sammenbrud.
Vi skal se på demokratiets vigtigste forudsætning, de åndelige grundværdier. Men først nogle generelle betragtninger om begrebet holdninger.
Vi kan forestille os en bygning med tre etager eller niveauer.
Dybest nede - i fundamentet - findes de få store, monolitiske grundholdninger, som typisk manifesterer sig i de store religioner, men også i den klassiske filosofi. Ja, selv i litteratur og kunst. De gennemtrænger samfundet. Fundamentet er skjult under jordoverfladen, men det bærer resten af bygningen. Samfundet forholder sig til grundværdierne som en bygning til sit fundament. Hvis bygningen ikke hviler på et solidt fundament, vil den styrte sammen under elementernes rasen. Grundværdierne indebærer tidløse sandheder og ændrer sig lige så lidt som den menneskelige natur. Derfor skal man være meget forsigtig med at ændre dem.
Længere oppe - i stueetagen - hvor der endnu er bærende murværk, findes et større antal mindre holdninger, som er knap så tidløse. Det kan være styreformer, retsvæsen, politiske ideologier, økonomiske og administrative idekomplekser. Dem kan man godt ændre lidt på en gang imellem - i takt med udviklingen af ny viden og erfaring.
Længst oppe - på loftet - hvor også pulterkammeret er, findes mange forskellige teorier, der kommer og går, næsten som en slags modebølger. De kan ændres løbende.
Ånden bestemmer
De åndelige grundværdier betyder langt mere, end vi moderne mennesker fatter, fordi de bestemmer mange af vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket. De styrer i høj grad vores adfærd, selv om vi ikke altid er os det bevidst. Hvis samfundet bygger på stærke åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af en højere visdom, vil vi også have et nogenlunde rimeligt samfund, næsten uanset hvilken politisk-ideologisk etikette vi påklistrer det, eller hvilken styreform vi bruger. Styreformen kan være nok så genial. Men hvis der ikke findes stærke åndelige grundværdier med en klar etisk fordring, vil den alligevel bryde sammen. Grundlaget for gode samfund findes ikke i styreformerne, men i ånden - i menneskers sind og hjerter.
Lignende tanker har også præget den politiske filosofi. Montesquieu (1669-1755) skrev om ånden bag de forskellige styreformer (jf. titlen på hans berømte hovedværk "Om lovenes ånd …" fra 1757 (dansk 1998): Ånden bag despotiet er frygten. Bag monarkiet er det æren, bag aristokratiet mådeholdet og bag demokratiet dyden (som vi i denne sammenhæng kunne kalde moral eller samfundssind). Ændringerne af styreformen sker ved, at ånden bag den korrumperer.
Og det er lige præcis, hvad der er ved at ske i dag. Det drejer sig også om forholdet mellem indre og ydre styring. De er indbyrdes omvendt proportionale. Jo mere indre styring (samfundssind, moral) der er, jo mindre ydre styring (lov og orden) behøver vi. Mange love er et umiskendeligt forfaldssymptom. Dette er i virkeligheden elementært. Men i efterkrigstiden, hvor det unuancerede råb om frihed gjaldede, forsømte vi indrestyringen, fordi selv den mest elementære visdom ikke længere kunne sætte sig igennem. De åndelige grundværdier var begyndt at forvitre.
Fra Schweitzer til Koch
I sin bog "Kulturens forfald og genrejsning" skrev den tysk-franske kulturfilosof Albert Schweitzer (1875-1965), at i den kulturbevægelse, der begynder med renæssancen, var - til ind i begyndelsen af det nittende århundrede - materielle og åndelig-etiske fremskridtskræfter virksomme ved siden af hinanden, som i kappestrid. Men senere skete, hvad hidtil aldrig var sket, at de etiske energier svækkedes, medens åndens sejre på det materielle område fortsattes på den mest glimrende måde. Årtier igennem erfarede vor kultur endnu de store fordele af det materielle fremskridt uden foreløbig tydeligt at mærke følgerne af, at den etiske bevægelse standsede. Man levede videre på det grundlag, som var skabt af den etiske kulturbevægelse, uden at gøre sig klart, at situationen nu var blevet uholdbar. Sådan kom vor tid, tankeløs som den var, til den opfattelse, at kultur først og fremmest består i videnskabelige, tekniske og kunstneriske præstationer, og at den kan klare sig uden etik. Vor tids materialisme mener, at noget åndeligt værdifuldt kan fremstå som virkning af ydre kendsgerninger. Endog af krigen (1. Verdenskrig) ventede vi, at den skulle genføde os åndeligt! Vor tids historie vil altid kun kunne forklares ud fra den kendsgerning, at vi ville klare os med en kultur uden etik.
I sin berømte lille bog fra 1945, "Hvad er demokrati?", skriver teologen og folkeoplyseren Hal Koch (1904-63), at det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlag for hele vor vesteuropæiske kultur. Den er endnu den dag i dag grundlaget for vort vesteuropæiske demokrati. Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold. Det er først denne forståelse af livet og mennesket, som giver talen om frihed og ret karakter. Strømmen fra Athen og strømmen fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelsen af menneskelivet og dets love. Det er denne humanistiske kultur, som skal bære Europas fremtid.
Vi skal fastholde de åndelige grundværdier. Men til dem hører ikke demokratiet. Det er her, kæden er hoppet af. En styreform må aldrig blive andet end pragmatisk statsforfatningsret, som kan justeres løbende med gjorte erfaringer. Den hører til i stueetagen, ikke i fundamentet. I skolen opdrager man i dag børnene til demokrati, samtidig med at man udfaser undervisningen i de åndelige grundværdier, som demokratiet er udsprunget af. Det er selvmodsigende proportionsforvrængning og devaluering af de store sandheder. - Det er kongevejen til et kulturelt forfald.
Humanitetens forfald
Humaniteten, som er den europæiske kulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2500 år. Selv de argeste kritikere af den er endnu dybt prægede af dens værdinormer. Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige. Mange moderne mennesker, især blandt de unge, har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade det smuldre i løbet af nogle årtier er udtryk for et kulturelt forfald.
Jeg tror ikke på, at vi moderne mennesker kan gøre det bedre end de gamle, alene af den grund, at vi er ved at miste evnen til og traditionen og muligheden for den dybere tænkning, hvilket som bekendt kræver tid og ro. Vi er blevet eksperter, men har måske mistet overblikket. Den materielle udvikling skulle have været et middel for et højere mål, humaniteten. Men den er blevet sit eget mål, og dermed dybest set meningsløs og destruktiv.
Det gode samfund, vi skabte i hundredåret mellem midten af 1800- og midten af 1900-tallet, skyldes først og fremmest de åndelige grundværdier. Demokratiet var en del af processen og bidrog til at højne folket materielt og politisk. Men det hele byggede på grundværdierne, når det kommer til stykket.
Vi skal bevare demokratiet. Men det må kunne justeres med ny viden og gjorte erfaringer. Hvis vi lader de åndelige grundværdier forvitre, bryder det alligevel sammen før eller siden.