Af Mads Frese
"I dag løber der en ensrettet motorvej fra Amerika til Europa." Sådan skrev Dagbladet Informations korrespondent i New York, Martin Burcharth, om "den snigende amerikanisering af europæernes livsstil og normer" inden det forrige præsidentvalg i USA. Kristian Madsen, tidligere taleskriver for Helle Thorning-Schmidt og nu lederskribent på Politiken, afviste dengang, at det gav mening at tale om en amerikanisering af dansk politik. Det er tomme postulater, at parlamentarismen i Danmark udvikler sig i retning af et topartisystem, og at kampagneteknikker fra amerikanske valgkampe importeres hertil, skrev Kristian Madsen i 2007.
Men nu ser han lidt anderledes på det: "Det giver mere mening at tale om amerikanisering af dansk politik nu, end det gjorde for fem år siden. Med de to nyhedskanaler har vi i Danmark fået en 24-timers dækning af det politiske liv," siger Kristian Madsen, som dog fastholder, at vi ikke er på vej mod et topartisystem: "Hvis man ser på De Radikale og Enhedslistens rolle i dansk politik, er det ikke indlysende, at dansk politik efter amerikansk forbillede skulle være mere polariseret. Der er selvfølgelig et naturligt fokus på, hvem der bliver statsminister. Det handler dog efter min mening ikke om amerikanisering, men snarere om, at det er blevet meget vigtigere for et politisk parti at sidde i regering. I gamle dage kunne man virkelig rykke noget som oppositionspolitiker og som almindelig politiker i folketingets udvalg. Men dels er noget af magten blevet flyttet til EU, og dels har centraladministration fået stadig mere indflydelse, så det er blevet et større mål i sig selv at sidde i regering."
Blokpolitik
Historikeren David Gress er en dansker med amerikanske rødder. Mens venstrefløjen i Danmark altid har brugt amerikanisering som en kritisk pointe, hvis ikke ligefrem som et skældsord, har Gress hyldet markedsøkonomien i dens mest frie form og kritiseret danskernes hang til offentlige foranstaltninger af enhver art. Efter at have tilbragt en stor del af sit liv på den anden side af Atlanten har Gress dog også observeret "en snigende amerikanisering" af dansk politik: "Hele personliggørelsen af det politiske liv er vel udtryk for en amerikanisering. Det handler mere om personerne og deres følelser end om det saglige indhold. Men det er en udvikling, man ser i hele verden. Men så er der også blokpolitikken. For bare ti år siden snakkede man ikke om rød blok og blå blok. Det har vel noget at gøre med, at man i USA har to store partier. Det skaber et misforhold mellem vores parlamentariske system med mange partier og mediernes fremstilling af det politiske spil," mener Gress.
Kristian Madsen fastholder derimod en vis skepsis over for tesen om en amerikanisering af det politiske liv i Danmark: "Jeg køber sådan set ikke hele amerikaniseringstesen. Hvis man skal tale om det, så er det alle de studieture, som danske politikere tager på for at studere amerikanske valg¬kampe og politik. Men alle kommer tilbage med det indtryk, at de ting, som er enormt vigtige i USA, ikke er så vigtige i Danmark. Amerikansk politik handler jo især om at engagere sine egne vælgere. Det ser vi næsten ikke i Danmark, hvilket egentlig er mærkeligt. Og det andet er at indsamle penge. Det er de to ting, amerikansk politik handler om."
Bureaukrati
Ifølge David Gress ved danskerne ikke, hvordan det amerikanske samfund udvikler sig. Præsident Barack Obamas omdiskuterede sundhedsreform er et eksempel på, at det amerikanske samfund er under forandring. Danskernes billede af USA er præget af enten moraliserende forenkling eller blåøjet idealisering, mener David Gress: "Mange herhjemme og i Europa går rundt i en helt forældet tro på, at USA er frit markedssamfund. Det slet ikke tilfældet. Det er faktisk blevet et meget bureaukratiseret samfund. Sundhedssystemet i USA er langt mere bureaukratiseret end i fx Frankrig, hvor det er meget billigere, fordi det kører på en mere privat basis. I USA bliver det derimod frygtelig dyrt på grund af statslig indblanding, offentligt papirarbejde og kontrol. Det er ikke en god udvikling," siger Gress og tilføjer: "Men også hele den grønne bølge er udtryk for en idé om, at staten skal fylde mere og mere. Man ser helt klart en udvikling i USA, hvor statens folk altid ved mere end borgerne. Den udvikling kommer også til Europa. Så derfor er USA også ved at blive et ideal for Socialdemokraterne og De Radi¬kale. For nogle, fx politologen Francis Fukuyama, kunne det se ud, som om USA undergår en europæisering, men det mener jeg ikke."
Der er derimod sket en væsentlig forskydning i den danske opinion i diskussionen om private sundheds-ydelser, påpeger Gress: "Efter at vi har fået en ny regering, kommer der hele tiden ting frem, som viser, at de faktisk mener det samme som højrefløjen. Men det er jo konsekvensen af blokpolitik. Hvis de andre siger noget, må vi straks skynde os at sige det modsatte, for ellers virker vi som forrædere. Men der breder sig altså helt klart en realisme om fordele ved privatiseringer af sundhedsydelser. Det er faktisk gået forbavsende hurtigt. Der er ikke sket nogen revolution på området, men vi skal selvfølgelig også have en overgangsordning, indtil der er blevet opbygget et selvbærende system. Men det er da en glædelig ting, at der er sket et ryk i diskussionen."
Oplysningskritik
Sammenlignet med den politiske diskurs i USA, hvor oplysningskritiske og religiøse positioner er en konstant faktor, har debatten i Danmark traditionelt været præget af mere tekniske argumenter. Det er måske ved at ændre sig, mener David Gress: "Der er ingen tvivl om, at nye argumentationsformer har vundet frem, men jeg ved ikke, hvor meget det påvirker politikkens substans. Religiøse argumenter får mere plads, end de ville have fået for 20-30 år siden. Men det er vel en pendant til, at følelser fylder stadig mere i det politiske liv. Hvis de progressive snakker om, at det hele bare handler om at have det godt, får oplysningskritiske eller identitetspolitiske synspunkter også plads, fordi de på samme måde afviger fra den rationelle debatsfære. Der hersker en generel træthed eller irritation omkring store dele af det moderne projekt. Mange synes, at det har spillet fallit og går den gale vej. I USA har man fx hele debatten om darwinisme versus kreationisme. Men det er kun på græsrodsniveau. Antallet af mennesker med oplysningskritiske holdninger er stort, men de har overhovedet ikke noget at skulle have sagt. Man har selvfølgelig også en mere seriøs konservativ reaktion på oplysningstiden, men den spiller næsten ingen rolle i Danmark. Det udspiller sig i nogle få tidsskrifter, men har ikke haft nogen videre effekt," siger Gress, som er generelt bekymret for udviklingen i USA: "Det er svært at få øje på noget, som de danske partier med fordel kunne lade sig inspirere af. Det er en temmelig trist affære over hele spektret. Så skal man kigge på nogle meget ældre ting, som er ved at forsvinde. Man skal dog undlade at importere, at så stor en andel af politikerne er jurister. De bruger en stor del af deres tid på juristeri, hvilket bestemt ikke er en god ting. Tidligere var en større andel af de amerikanske politikere selvstændige erhvervsdrivende, men det er efterhånden længe siden."
Det mest "amerikanske" ved de seneste års udvikling i dansk politik er ifølge Kristian Madsen, at the winner takes it all som følge af centraladmini¬strationens stigende betydning: "Den transformation, som et parti som SF har gennemgået, skyldes, at det ikke længere er nok at sidde på sidelinjen. Det ser man også med Enhedslisten. Man kan ikke længere stille sig tilfreds med blot at demaskere magten. Som konsekvens bliver det politiske liv også lidt en grød, fordi alle går efter de samme vælgere. Så det har helt klart betydning for partiernes strategier. Ethvert parti, der kan komme i regering, vil forsøge at komme i regering."