Af Andreas Harbsmeier
For et par år siden fortalte forfatteren Lise Nørgaard i en tv-udsendelse om sin mor, der levede en temmelig asketisk tilværelse
uden at lade sig friste af nydelser af nogen art. Moderen blev 98 år og så efter sigende forrygende ud til det sidste. Ikke et liv med de store armbevægelser, men et langt liv. Det lignede et godt argument for det sunde liv. Skulle man tro. Men Nørgaard fortalte
så også historien om moderens søster, der som noget nær den rene modsætning mere eller mindre permanent trak vejret gennem en cerut og gladeligt tog for sig at de våde varer. Det påfaldende
var, at denne søster også blev 98 og angiveligt var en ganske attraktiv størrelse til det sidste.
De fleste kender sådanne historier, og de bruges gerne af rygere og andet godtfolk som et værn mod diverse kampagner fra Sundhedsstyrelsen eller Kræftens bekæmpelse.
For sundhed opfattes i dag primært som et spørgsmål om at undgå sygdom. Vejen dertil går gennem motion, rigtig kost, nul cigaretter, nul alkohol. Her handler det nemlig om at forblive
sund, så man som borger er tilgængelig for arbejdsmarkedet hele tiden og så længe som muligt. Flere forskere har dog peget på, at den entydige fokus på den fysiske sundhed fra officielt hold ofte har lige nøjagtig den modsatte effekt. Derfor tales der ofte om et
sundhedstyranni. Den fysiske sundhed kan ikke være et mål i sig selv. Alligevel er det en almindeligt udbredt forestilling, at sundhed er af det gode, samtidig med, at der tilsyneladende ikke findes en bred diskussion af, hvad sundhed i grunden er. Er sundhed det
gode liv, eller er det kun et spørgsmål om forebyggelse af fysiske og psykiske skavanker?
Ny undersøgelse
Karen Wistoft, der er lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Århus Universitet, er ved at lægge sidste hånd på en større undersøgelse af højskolefællesskabets forhold til sundhedsbegrebet.
Undersøgelsen har til formål at indfange nogle af de sundhedsfaktorer, som ikke rummes af det smalle sundhedsbegreb, der gør sig gældende på andre uddannelsesinstitutioner, eksempelvis i Folkeskolen. Her handler det om, at børnene skal bevæge sig, de må ikke blive for tykke og ikke spise for meget fedt og så videre. Men hvordan de har det med sig selv, er ikke det, man laver sundhedsindsatser i forhold til.
Karen Wistoft forklarer, at man med undersøgelse vil forsøge at finde frem til "et sundhedsbegreb, som ikke kun handler om at undgå sygdom, men også om at leve et godt liv i fællesskab
med andre". "Kan vi finde fællesskaber, hvor man får oplevelsen af at leve et godt liv. Og kan man overhovedettolke det som et sundt liv?," spørger hun retorisk.
Spørgsmålet er altså, om fællesskab kan føre til et sundere liv? Ifølge undersøgelsen er det i høj grad tilfældet. Tre fjerdedele af højskolerne svarer, at højskolen, "via fællesskabet og højskoleånden giver ny mening og dermed også mulighed for at revidere en traditionel (fysisk) sundhedsopfattelse." Og mere end halvdelen af højskolerne svarer, at højskolens fællesskab giver anledning til, at elever og lærere oplever at leve et sundere liv.
Det peger i retning af, at de fleste skoler opfatter sundhed som noget mere og andet end blot fysisk sundhed. Sundhed i højskolens regi beskrives af mere end tre ud af fire højskoleforstandere som sundhed i form af sund kost, som sundhed via fællesskab og højskoleånd og som værende muligt via gode rammer for fysisk udfoldelse.
Ca. 60 procent af forstanderne vurderer, at højskolerne bibringer
eleverne et sundere liv. Langt de fleste tilføjer dog uddybende kommentarer, hvor de ligesom de mange der svarer "ved ikke" præciserer, at det er mere komplekst end som så. Mangel på søvn
og et stort alkoholforbrug trækker i den anden retning. Og det er jo som bekendt udbredte fænomener i højskolelivet.
Store forskelle
Overordnet falder højskolernes forhold til sundhed ifølge undersøgelsen i tre kategorier. De, der har en overvejende positiv holdning til sundhedsbegrebet; de, der har en negativ holdning til sundhed og de, der har en neutral holdning. Blandt de skoler, der har et positivt forhold til sundhed, finder man ikke overraskende de såkaldte livsstilshøjskoler.
"Man bliver ikke lykkelig af at tabe sig, men man taber sig, når man
er lykkelig, er udgangspunktet for den gruppe," forklarer Karen Wistoft. De skoler er optaget af at eleverne får lagt deres liv om. Men det er fællesskabet, der kommer først.
"Det er højskoler, hvor man arbejder helt bevidst med skabe vendepunkter i folks liv. Hvor man bruger fællesskabet til at skabe et sundere liv for den enkelte," fortæller hun videre. De skoler, der har et negativt forhold til sundhed, betragter samtidig sundhed
som et smalt sygdomsforebyggende begreb, der udelukkende tjener til at effektivisere mennesker ind i konkurrencesamfundet.
"Vi har elever, der i den grad trænger til at få rystet noget af deres fokus på sundhed af sig, så de kan få et mere rigt og facetteret liv," siger en forstander blandt andet i undersøgelsen. "Min oplevelse er nok bare den, at de, der går mest op i sundhed, i virkeligheden har nogle røvdårlige liv," lyder det også meget direkte fra samme forstander. "De skoler, der har et negativt forhold til sundhed, ser det som højskolens fornemmeste opgave at befri eleverne fra samfundets sundhedsregime. De skal komme her og drikke som de vil, motionere som de vil og dannes til frie mennesker," forklarer Karen
Wistoft. "I virkeligheden lærer de deres elever at sige nej tak. De lærer dem ikke at underlægge sig de dominerende præstationskrav."
På de skoler, der i undersøgelsen betegnes som neutrale, føler man sig ikke forpligtede til at forholde sig til sundhed. "Disse skoler føler sig lidt ophøjede. De behøver ikke tage sundhedsbegrebet ad notam. De er politiske, de er musiske, de er filosofiske. De er en smule hævede over det, som resten af samfundet er optaget af - noget så simpelt som sundhed. Det viser sig så, at de højskoler alligevel er optaget af god mad, smukke omgivelser og god omgangstone. Men selve spørgsmålet om sundhed behøver de ikke at have noget med at gøre. De er neutrale på en lidt ophøjet måde," fortæller Karen Wistoft.
Fælles for de tre tilgange til sundhed er dog, at sundhed aldrig må være et moraliserende præstationskrav til den enkelte.
Højskolepædagogikken som ideal
Undersøgelsen viser dog, at langt de fleste højskoler arbejder med et temmelig nuanceret sundhedsbegreb. I udgangspunktet er "fællesskab andet end sundhed. Det er dybest set også at prøve noget usundt, hvilket eleverne gør, fordi det også skaber fællesskab, fx byture, videoaftener med slik etc.," som en forstander forklarer.
"Jeg mener, at sundhed det er noget fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt. Og det bliver kombineret her. Og jeg mener, at hvis man skal have det godt, hvis man skal have sundhed, så skal man afbalancere på alle planer," siger en elev desuden i undersøgelsen. Karen Wistoft uddyber: "Alle steder siger eleverne, at de tør være sig selv. At de ikke skal præstere for andre, men for dem selv. De er forpligtede over for fællesskabet. De har en
betydning for andre, der ikke er båret af præstationskrav - til stor forskel fra det øvrige uddannelsessystem.
Højskolepædagogikken abonnerer på nogle andre pædagogiske idealer, som gør, at dem der arbejder med sundhed får nogle andre resultater, end dem, man ser i samfundet. Det er ikke for at styre andre, men for at lære dem noget. I den forstand er højskolerne meget tro mod deres pædagogik."
Karen Wistoft ser gode muligheder i at bringe nogle af de erfaringer og pædagogiske praksisser, man har i højskoleregi, ind i andre sammenhænge: "Højskolerne er suverænt gode til at arbejde med pædagogiske praksisser, der ikke er styret af politiske eller moralske dagsordener."