Af Søren Ottzen, viceforstander Vrå Højskole
Da jeg i 1999 til 2001 uddannede mig til lærer i dansk som 2. sprog, var uddannelsen, som jeg husker den, delt op i 2. Den rent sproglige del, der handlede om ordforråd, grammatik, intonation, udtale og sprogstrategi. Og den meget væsentlige del: Den interkulturelle kommunikation og kompetence.
Igennem integrationslovgivningen og sprogcentrenes læseplaner er den sidste del efter min mening blevet nedtonet betragteligt og forvrænget til et ønske fra samfundet om paratviden om det danske samfund. Ved at tilbyde faget "Dansk som 2. sprog" på Vrå Højskole tilstræber vi, at begge dele får en ægte og ligeværdig placering hos vores elever. Vi er således ikke et sprogcenter, men en dansk kulturinstitution med stor faglighed.
"- Lyst til at lære" er ikke et tilfældigt valgt slogan for højskolen. Det er det, vi håber, alle vores elever har, når de kommer, eller får, mens de er her. Med lysten til at lære følger fordybelsen. Fordybelse i et fagområde er i sig selv ikke noget naturgivent for mennesker, hverken unge eller gamle, og slet ikke i vores tid. Fordybelse i sig selv eller i kendskabet til andre mennesker er efter min mening noget, som vi i vores tid som samfund næsten nedprioriterer til et nulpunkt. Det er fordybelsen for fordybelsens skyld, fagligheden og fællesskabet, der er nøgleord for Vrå Højskole, uanset hvilket fag man vælger.
På danske præmisser
Vi plejer at sige, at vi har et internationalt sted på danske præmisser. Mindst 50% af vores elever er naturligvis danske, men i sidste semester var der 14 nationaliteter på holdet. Nogle kommer for at få linjefaget: "Dansk som 2. sprog", mens andre kommer for de andre fag, vi tilbyder.
Derfor har jeg et interkulturelt oplæg i hver af vores intro-uger. I det tager jeg fat i Grundtvig med, kort fortalt: "Er lyset for de lærte blot". Derefter går jeg over til at tale om to kulturtyper. Den, der hylder det voksne menneske, der er i stand til at magte "det kollektive ansvar" - og den nordiske kulturtype, der hylder evnen til at magte "den individuelle frihed". Den danske præmis og højskolens præmis er, at man magter det sidste. Mange af vores elever, også danske, kommer med den første og skal lære den anden.
Hvordan gør man så? Jeg plejer at henvise til bladet "Sprogforum", hvor der diskuteres interkulturel kommunikation og kompetence. Den engelske professor Michael Byram beskriver det således i en kronik:
Interkulturel kompetence omfatter fem elementer. 1: Holdninger, nysgerrighed og åbenhed. 2: Viden om sociale grupper, deres produkter og praksisser, samt viden om interaktion på det individuelle og det samfundsmæssige plan. 3: Evnen til at fortolke og forklare begivenheder fra en anden kultur, og relatere den til ens egen kultur. 4: Evnen til at bidrage med viden, holdninger og færdigheder i virkelig kommunikation og interaktion. 5: Evnen til kritisk at vurdere kulturelle og samfundsmæssige forhold. Ovenstående er læring for alle vores elever, uanset baggrund og bevæggrund for at komme til os.
Ingen konkurrent til sprogskolerne
Vi fastholder vores udgangspunkt som en dansk højskole med høj fag-faglighed, men sætter os ind i andre kulturer. I nogle tilfælde er vi som ansatte også nødt til at handle, som om vi er i elevens kultur for at få eleven til at forstå vores kultur. Vi underviser i øvrigt alle vores elever i dansk kultur og samfundsforhold.
Når vi har ovenstående in mente, er vi efter min mening langt fra at gå sprogcentrene i bedene. Vi giver alle vores elever et meningsfuldt højskoleophold, uanset hvilket fag de vælger. Vi er ikke, som sprogcentrene, økonomisk afhængige af modultests og prøver, hvilket også er en væsentlig forskel, der forplanter sig til selve undervisningen. Den indirekte motivation, som tests er, er ikke fremherskende på højskolen. Her er det fordybelsen og fællesskabet, der er motivationen.
Højskoler kan, ved det simple faktum, at de er internatskoler med danske elever og lærere, være en fordel for udlændinge, der ønsker at lære dansk. Men det alene gør det ikke. I slutningen af 1980erne indførte indenrigsminister Birthe Weiss et begreb (til flygtninge fra eks-Jugoslavien), der hed "parlør-dansk". Flygtningene skulle have et overfladisk kendskab til dansk, mens de var her og kunne så rejse hjem, hvor de kom fra og glemme det.
Det er den slags danskundervisning, en ikke-specialiseret lærer kan undervise i. For at tilbyde "Dansk som 2. sprog" på højskoler, må lærerne have specialiseret sig gennem uddannelse til faget. Ellers er der ingen mulighed for fordybelse. Er fagligheden tilstede, er der til gengæld mulighed for, at eleven i langt større grad profiterer af undervisningen end elever, der går i dagskoler.
Vores elever vælger dansk som 2. sprog af mange forskellige grunde. Nogle kommer for at få det, fordi de læser dansk på universiteter i hjemlandet, nogle får interessen ved at være elev her, andre vælger det af interesse for sprog og andre igen, fordi de er kommet til Danmark som flygtninge eller indvandrere. Ligegyldig årsagen er det ovenstående, der gælder på Vrå Højskole.
At nogle af vores elever så ønsker at blive testet på et sprogcenter er helt ok med os. Som tidligere sprogcenterlærer har jeg opretholdt min forbindelse til Sprogcenter Aalborg og har nu kontakt til AOF-sprogcenteret i Hjørring, og de tester dem gerne.
Men det er overordnet for os, at alle vores elever skal gå herfra med fornemmelsen af, at de har fået faglighed, fordybelse og fællesskab (inklusiv interkulturel forståelse), de kan bruge i deres egen "skole for livet".