Af Simon Lægsgaard, forstander på Brandbjerg Højskole
Det har altid undret mig, at mange højskolefolk opfatter højskolekonceptet som så enestående, at det dårligt lader sig forklare. Det skal opleves, siger man. Den tankegang stiller højskolerne i en meget ugunstig situation. Det er dertil nærmest blevet et dogme, at højskole rimer på bløde og svært definerbare værdier. Jeg er uenig.
Semester efter semester gør de danske højskoler en verden til forskel for en masse mennesker og det gennem masser af målbare resultater. Jeg kan dårligt komme i tanker om en institution i dette land, som har fingeren mere på de unges puls end netop højskolerne. Det er en enorm force, som vi ikke må glemme at kommunikere ud.
Højskolekonceptet er sandelig unikt - uden tvivl. Og vi har så meget at byde på. På Brandbjerg bilder vi os ligefrem ind, at vi er med til at præge tiden i et vist omfang. En del af konceptets enestående væsen ligger netop i de meget håndgribelige værdier, som selv udenforstående kan spejle sig i.
Det er en af disse mange værdier, jeg bringer på banen her. Jeg håber, at flere vil bidrage til at formidle konkrete, forståelige og målbare værdier, så vi kan fremvise en hel perlerække af stærke tænder i højskolernes charmerende tandpastasmil. Den lukkede mund gemmer potentielt på rådne pløkker, og højskolernes smukke læber bliver kun noget værd, når nogen vil kysse dem.
En unik højskoleværdi
Jeg har her valgt at fokusere på innovation som unik højskoleværdi. Trods en del udvanding af begrebet er fordelen, at det genkendes af alle som en værdifuld kompetence, der eftertragtes i alle sammenhænge, det være sig erhvervslivet, kirken, skolen, ja sågar ægteskabet.
Netop denne værdifulde egenskab har vækstbetingelser i et højskolemiljø, som næppe findes bedre noget andet sted. Men hvad er det egentlig, der gør højskolemiljøet til dette sunde og nærende miljø for ny betydning, og hvad er det egentlig de folk, vi sender videre fra et højskoleophold kan, som andre ikke kan?
Mange mennesker forbinder innovationsbegrebet med erhvervsmæssig iværksætteri, og det er også ofte i denne sammenhæng ordet bruges, når det nævnes i forbindelse med højskolerne. Men erhvervslivet har ikke patent på innovation, og højskolernes formåen rækker til langt mere end til at få folk i arbejde.
Begrebet handler i min fortolkning om at udvikle tankemønstre, der sætter en i stand til "at tænke nyt om det gamle" i livets mange forhold. Gennem indblik og udsyn kæmper man sig frem til nye erkendelser og nye udkigsposter og opnår uvurderlige perspektiver til glæde og gavn.
Det kræver mangfoldighed og tværfaglighed at skabe denne grobund for udvikling af innovative kompetencer, og højskolerne er helt enestående i den henseende. I resten af uddannelsessystemet tilstræbes specialisering, men på højskolerne kan vi rumme mange forskellige mennesker med mange forskellige interesser og verdenssyn i én stor pærevælling og langt hen ad vejen målrette undervisningen imod den enkelte elev. En af højskolernes store forcer er, at vi kan rumme såvel denne eksistentielle som den faglige udvikling.
Vi er hos eleverne dag og nat, i udfordring og i begejstring, til hverdag og til fest, i oplevelse og indlevelse. Vi ved, hvad der bevæger sig i dem, hvilke krav, de finder svære, og ikke mindst, hvilke enorme ressourcer, de besidder. Vi ved også, at det er et håbløst projekt at søge faglig afklaring uden også at have berørt den personlige, eksistentielle afklaring. Vi ved, at man skal lære at træffe valg, og at de valg, man træffer, skal betyde noget for den, der træffer dem, og forud for betydning og afklaring går erkendelse og udvikling af værdigrundlag.
I og med at man bliver klogere på sig selv, på andre og på samfundets forskelligheder, opøves evnen til at videndele, løse opgaver og udtænke nye løsninger på tværs af sociale og faglige interesser. Hele processen åbner således for nytænkningens mulighed, der igen understøtter en uerstattelig evne til at udvikle og skabe ny betydning. Og det er der brug for på alle niveauer.