Af Jeppe Langkjær
På baggrund af en ny analyse konkluderer tænketanken Kraka således, at de unges pause fra skolebænken koster Danmark i omegnen af ti milliarder kroner om året.
Efter endt ungdomsuddannelse bruger unge gennemsnitligt 2,4 år på fx rejser, arbejde og højskoleophold før de starter på en videregående uddannelse. Og det er for lang tid ifølge uddannelsesminister Morten Østergaard: " Vi har annonceret, at vi ønsker at bringe færdiggørelsestiden ned, og der er ikke nogen tvivl om, at vi forventer os et væsentligt bidrag til at forbedre samfundsøkonomien med to milliarder kroner fra en kortere uddannelsespause. Det er altså ikke revolutioner, vi taler om her. Det er efter min mening sund fornuft," siger ministeren.
Forskningschef i Kraka, Esben Schultz, vurderer, at udfordringen er todelt: "Dels skal man sørge for at fjerne de forhindringer, der står i vejen, for at unge kan komme hurtigt i gang; dels skal man i højere grad sørge for at motivere de unge. Men mere grundlæggende handler det om at få ændret hele kulturen omkring det at begynde på en uddannelse. Og det tager normalt noget tid," udtaler han og peger samtidig på vigtigheden af tidligere, øget og mere målrettet vejledning.
Hvad, Regeringen reelt ønsker af tiltag, offentliggøres med den såkaldte "Hurtigere igennem"-reform næste år.