Af Jeppe Langkjær
På Djursland findes en gul murstensbygning med lyslilla sokkel , lyslilla vindueskarme og et lyslilla skilt over hovedindgangen med påskriften: Væksthøjskolen. Højskolebladet har besøgt skolen, der ønsker at hjælpe til psykologisk, personlig og spirituel udvikling, for at diskutere tillid.
Væksthøjskolen - navnet leder ellers umiddelbart tankerne i retning af økonomiske modeller og kalkuler, politiske visioner om bæredygtighed, ideer til sikring af fremtidens arbejdsmarked og den øgede globale konkurrence. Hverken kapitalistiske grundteorier eller internationale handelsaftaler spiller imidlertid en nævneværdig rolle i dagligdagen på Sunddalsvej 1. Men det gør tryghed, rummelighed, rolighed, fordybelse. Og tillid. Med vækst menes nemlig den indre, personlige vækst.
en umiddelbar åbenhed og accept
Allerede inden ankomsten til Grenå station erfarer jeg den imødekommenhed, som, får jeg siden fortalt, er så afgørende for højskolens virke. Efter at have aftalt besøget med forstander Vita Storborg får jeg således besked på blot at ringe igen, når jeg kender ankomsttidspunktet - så skal jeg nok blive hentet på stationen.
Og det bliver jeg af en storsmilende viceforstander, Maria Zelina Storborg. Hun sætter mig kort ind i skolens historie, situation og grundlæggende værdier, mens vi tilbagelægger de sidste små ti kilometer ud til det tidligere plejehjem, der i højskolens 16-årige levetid har dannet den fysiske ramme. 16 år, hvor én bestemt ambition har været styrende: Stedet skal være åbent for alle. For at det skal kunne lykkes, er det helt afgørende, at alle elever mødes med åbenhed og fordomsfrihed. Derfor eksisterer der heller ingen udtalte forventninger til eleverne: "De må være som de er."
Efter ankomsten indfinder vi os på forstanderkontoret i selskab med Vita. Hun tager over, hvor Maria Zelina slap, og understreger, hvordan accepten af den enkelte er det bærende princip: "Hvordan kan du acceptere dine medmennesker, som de er?," spørger hun uden at forvente svar.
tillid giver selv-tillid
En vigtig konsekvens af åbenheden og imødekommenheden er tillid, forklarer Vita videre: "Accepten betyder utrolig meget. Det varer ikke to minutter, så mærkes tilliden." For uden den kan undervisningen slet ikke finde sted. "Det er et meget personligt arbejde," fortæller hun, og derfor skal eleverne føle sig trygge: "Det er lige præcis trygheden, det handler om. At man føler sig set, at man føler sig værdsat. Det er det rum, vi skaber, og det tager ikke særlig lang tid."
Da jeg senere sidder i spisesalen ved et af bordene med lilla dug, bekræfter to elever, at tilliden og trygheden vitterligt mærkes, og at den betyder utroligt meget. "Her hersker en stor tillid. Selve stedet er meget fredfyldt. Man bliver rummet og accepteret som den, man er. Man kan bare være," siger Ulla Løwengraff. "Den form for tillid, jeg mærker, hjælper mig til at komme videre," supplerer Olaf Magne Hegdal, der er kommet hele vejen fra Bergen efter, han hørte om skolen på en helsemesse i Oslo. Men det går begge veje. "Forventningen til stedet er i høj grad medvirkende til, at man åbner op," mener Ulla, og Olaf er enig: "Tilliden til, at man får den hjælp, man har brug for, betyder meget for, at man virkelig får det bedre."
Det er med andre ord den mellemmenneskelige tillid, der muliggør den personlige udvikling, som eleverne kommer for at opleve. En udvikling, der har til formål at medføre en helt anden form for tillid: selv-tilliden - tilliden til at man selv kan magte og bestemme over sin tilværelse. "Vi arbejder med os selv. Det handler om positiv tænkning. Vi kigger hele tiden på, hvor de positive muligheder er," forklarer Vita tilbage på kontoret og uddyber: "De mennesker, der er her, skal lukkes ud af deres (fødsels)skal og lære, at de selv skaber enhver situation."
Det lyder alt sammen meget alvorligt, og det er det nok også. Men hvor trygheden giver plads til følelserne og selvindsigten, baner den også vejen for humoren: "Man lærer at grine af sig selv og af de andre," fortæller Vita. Det kan Olaf nikke genkendende til, da vi kommer ind på den afslappethed, der opstår i forholdet mellem alle på skolen."I torsdags havde vi danseaften. Og alle dansede sammen," griner han og ryster på hovedet. Det havde han aldrig turdet derhjemme.
tillid til højskolen
Væksthøjskolen er et særligt sted - ingen tvivl om det. Med sine pyntede højskolesangbøger, den religiøse og spirituelle kunst på væggene, det vegetariske køkken og det gennemgående lilla tema ligner den ingen andre højskoler. Det er dog ikke tilfældigt, at Vita for 16 år siden slog dørene op til lige netop en højskole. Faktisk havde det længe været en stor drøm. "At have en højskole giver nogle helt andre muligheder, end at drive et kursuscenter. Alene kostskoleformen gør en stor forskel for det arbejde, vi gerne vil udføre: den bryder vaner" forklarer hun. Et forhold Ulla også fremhæver.
Samtidig sender navnet højskole en unik signalværdi, som har haft stor betydning. Prædikatet skaber simpelthen tillid fra omverdenen. Det borger for kvalitet og tradition - en tradition Vita er stolt af at kunne skrive sig ind i. "Folk ved i højere grad, hvad de går ind til på en højskole, fordi de kender den. Den er almindelig. Selvom vi måske er en lidt alternativ højskole, er det ikke så fremmed," fortæller hun. Grundtvig spiller måske ikke en ligeså central rolle i dagligdagen i Ginnerup som andre steder rundt om i landet, men hans tanker og ideer er bestemt ikke fremmede, indskyder Maria Zelina. "Og vi bruger da også højskolesangbogen flittigt," tilføjer Vita smilende. Det har de gjort de sidste 16 år på Væksthøjskolen, og mon ikke man kan have tillid til, at de også gør det de næste 16?