Af Vibeke Lundbye Westphall
Det er seks år siden, at jeg første gang betrådte min højskoles røde murstensbelagte gulve. I receptionen blev jeg mødt af et smil og fik kommentaren med på vejen: "Så er vi vist alle ved at være her". Jeg var klar til et efterår i nye omgivelser, spændt og lidt nervøs. Forventning, sommerfugle og ungdommelig lyst, der heftigt kæmpede om at løbe af med titlen som den sejrende følelse. I kender det sikkert alle sammen.
Det er fire år siden, jeg begyndte på universitetet. Højskolens røde mursten var skiftet ud med de meget karakteristiske gule mursten som kendetegner Aarhus Universitet. Mit hjerte bankede hurtigt mens jeg cyklede op af Langelandsgade. Jeg var klar, spændt og lidt nervøs. Mon det ville være et sted for mig? Skulle jeg have valgt København eller taget et år mere på de indiske landeveje? I kender det sikkert alle sammen.
fra tvivl til virkelighed
Som på højskolens første dage, blev nervøsitet og tvivlsspørgsmål hurtigt afløst af en meget konkret virkelighed. Det giver sig selv, at virkeligheden på højskolen var anderledes end på universitet. På universitetet blev jeg mødt af en virkelighed, hvor alt skulle måles og vejes. Jeg skulle til eksamen i Bultmann og Buddhisme, og mine ord blev omdannet til tal. Som udgangspunkt var ændringen fra mine ords frie bevægelighed og de uformelle former for videns udveksling, som var karakteristik for højskolen, helt på sin plads. Jeg var dybt koncentreret og slugte alt, hvad jeg kunne af de gamle lærermestre.
Hvad der langsomt, men sikkert, er gået op for mig i mine år på som universitetsstuderende er derimod, at prisen for viden er et skift fra tryk på dannelse til et tryk på ud i ordet uddannelse. Det er en svada vi kender. Medierne var i foråret fyldt med historier om et kritisabelt lavt antal undervisningstimer, som resulterer i, at de studerendes vidensniveau er uacceptabelt. I samme omgang bliver masseuniversitetets managementkultur kritiseret for at være medskyldig i omprioriteringen. Kritikken kan finde sit argument i det moderne universitetets ideologiske fader Wilhelm Humboldt. Han satte dannelsesidealet lige så højt som højskolernes ideologiske fader Grundtvig.
Midt i taksameterregnskaber og forskernes desperate fondsstøtteansøgninger, mister universiteterne en af deres to hjørnesten. Uddannelsen af nye studerende. Kan det passe, at jeg skal sidde tilbage efter en bachelorgrad fra universitetet med følelsen af, at jeg burde tage et højskoleophold mere for at få den dannelse og undervisning, jeg har gået glip af i de semestre, der for mit vedkommende i perioder har bestået af 7 timers undervisning (ikke om ugen, men i alt, vel at mærke) i stedet for at læse videre og få min kandidatgrad?