Af Højskolebladet
Generalsekretær
Næstformand i Rødding Højskoles bestyrelse og tidligere højskolelærer, Morten Skov Mogensen, er ny generalsekretær for landsorganisationen KFUM's Sociale Arbejde. Han forlader et job som direktionssekretær i Silkeborg Kommune.
Kulturpris
Niels Elberling, tidligere redaktør på dette blad og forhenværende højskoleforstander på den nu lukkede Thorstedlund Kunsthøjskole, er blevet hædret med Frederikssund Kommunes Kulturpris på 15.000 kroner. Han modtog prisen for sit aktive virke i byens kulturliv gennem 22 år.
Byrådskandidat
Ole Lauth, forstander på Egmont Højskolen, er blevet opstillet på Socialdemokratiets foreløbige liste i Odder Kommune til byrådsvalget næste år. Selvom han allerede meldte sig ind i partiet i 1972, finder Ole altså først nu tid til at gå ind i kommunalpolitik.
Pilfinger
Hackerspace er navnet på et nystartet forum for teknikinteresserede på Ryslinge Innovationshøjskole. Døren til skolens kælder er åben hver torsdag fra kl. 18 for alle, der vil udleve tekniske fantasier.