Af Leif Kajberg
Demokrati, demokratisering, demokratisk underskud. Mediernes nyhedsstrøm minder os hele tiden om disse begreber og etiketter. Nogle steder kæmper de for at få demokrati. I Syrien resulterer det i massehenrettelser og tortur, men det glædelige sker, at despoter viger for folkelige oprør, og vi ser billeder af jublende borgere, som hilser demokratiske tilstande velkommen. Som i Libyen, hvor der blev gennemført valg til Nationalforsamlingen den 7. juli.
I Danmark har vi demokratiet med i den mentale bagage, og på trods af apati og udbredt skepsis over for det politiske etablissement strømmer mange til folkemøde på Bornholm. Og heldigvis findes der stadig små nicher i oplysningslandskabet, hvor det er muligt at diskutere demokratiet og dets udfordringer mere indgående. Krogerup Højskole slog i september 2010 dørene op for symposiet "Ideernes krise i åndsliv og politik", og skolen holder endnu et symposium den 21. september; denne gang om demokrati og deltagelse. Men generelt synes fordybelsen i demokratiets væsen ikke rigtig at appellere til skolernes programlæggere. Jammerligt at fx Askov øjensynligt ikke rigtig har noget at byde ind med her.
Men vil man have fast grund under fødderne og vide, hvordan demokratiet er opstået og blevet praktiseret og udbredt, og hvordan man har diskuteret demokratibegrebet i forskellige historiske epoker, så er oldtidshistorikeren Mogens Herman Hansens nye bog et must.
fra dengang til nu
Mogens Herman Hansen beskriver hovedlinjerne i demokratiets udviklingshistorie og essensen af demokratidiskussionen fra Antikken til nullerne og tierne i vores årtusind - Det Arabiske Forår har han således også fået med. Man får god besked om det oldgræske demokratis komponenter og procedurer. Athen fremstod som den mægtigste og mest folkerige i kredsen af græske bystater, og det athenske demokrati fremhæves som det bedst kendte eksempel på et forsamlingsdemokrati i en selvstændig stat af større betydning. Der kan trækkes en klar skillelinje mellem dette antikke demokrati, som var direkte, og det moderne demokrati, der er indirekte og repræsentativt.
Demokrati som statsform gled helt ud af historien, da antikkens periode ophørte. I et vældigt langt tidsinterval - ca. 2.000 år - kunne ingen lande, riger, bystater m.v. opvise eksempler på reelt eksisterende demokrati. Det betød dog ikke, at interessen for demokrati som styreform forsvandt. Tværtimod. En lang række filosoffer og politiske tænkere m.fl. markerede sig i løbet af de følgende århundreder i diskussionen af den demokratiske styreforms fortrin, ulemper, egnethed og gennemførlighed. Man behøver blot at nævne Machiavelli, Voltaire, Locke og Rousseau, Alexis de Tocqueville og Montesquieu (ham med magtfordelingslæren).
Bogen belyser også de forfatningsdomstole, som bl.a. er blevet oprettet i mange europæiske stater. Demokrati er ikke blot en styreform, det er også en ideologi, og det liberale demokrati, som vi kender det overalt i den vestlige verden, har friheden som den basale værdi. Dvs. frihed opfattet snævert som personlig frihed, et værn mod statens og andre borgeres indblanding i enkeltindividets tilværelsesform og holdningsunivers. Den anden grundværdi, ligheden, står derimod svagere og får klart mindre opmærksomhed.
Overordnet set har demokratiet gået sin sejrsgang og opnået udbredelse i store dele af verden, selvom der fortsat er mange og endog meget store, sorte pletter på landkortet. Nogle steder slår demokratiseringsprocesser fejl med Irak som et aktuelt og deprimerende eksempel. I nogle lande, fx i Grækenland og i Ungarn, har højrepopulistiske, autoritære og nationalistiske strømninger givet grimme ridser i lakken. Og i Grækenland og Italien har vi set teknokrater gribe styrepinden. I EU har kommissionsformand Barroso endvidere måttet kalde Rumænien til orden.
Bogen er et nyttigt oversigtsværk med fokus på den demokratiske styreforms teoretikere, begrebsdannelser og demokratiets udvikling og forvaltning i en lang række lande verden over. Interessant er også den supplerende beskrivelse af forholdet mellem demokratiet og retsstaten. Mogens Herman Hansen trækker på sin egen afgrænsede ekspertviden og inddrager samtidig resultaterne af andre forskeres studier. Det er vigtigt at se den nye bog i sammenhæng med Demokrati som styreform og som ideologi(2010). De to fremstillinger supplerer hinanden.