Vartegn i Vestjylland

Publiceret 02-10-2012

Vestjyllands Højskole har fået nyt vartegn. Og det er til at tage og føle på

Af Jeppe Langkjær

Vestjyllands Højskoles nye vartegn, Krukken, som granitskulpturen foreløbigt er døbt, måler 2,2 meter i højden og vejer imponerende 9 ton. Kunstværket, der blev indviet i august, er skabt af billedhugger Laila Westergaard og skænket af Ny Carlsbergfondet.

 

"Vi havde kun medbestemmelse i forhold til placeringen. Fondet bestemmer resten," fortæller forstander Else Mathiassen. "Men vi er utroligt glade for resultatet - og for, at det blev Laila. Rent faktisk er hun barnebarn til Torben Westergaard, som lavede værket Menneskets modertil skolens åbning."Krukkener placeret i et t-kryds foran skolens kreative lokaler - og det er ikke tilfældigt ifølge Else Mathiassen. På den måde bliver værket nemlig både en skulptur til skolen og til verden. Tilmed befinder den sig endda på en uofficiel kunstrute, der strækker sig fra Esbjerg til Lemvig.

 

Og mange er stoppet i krydset foran skolen siden indvielsen. Hvor Krukkenpå afstand nærmest ligner en bautasten, afslører den ved nærmere eftersyn et fint, finurligt mønster af indhuggede insekter i leg, elskov og dødskamp. Præcis denne kombination af det monumentale og det lette er et fornemt symbol på højskolen, siger Else Mathiassen: "Krukkener naturligvis åben for fortolkning, men for mig forener den liv og død, det jordbundne og det åndelige, som netop er højskolen."