Af Jeppe Langkjær
Den 21. september afsløredes årets vinder af Hal Koch-prisen, da Krogerup Højskoles store demokratisymposium løb af stablen. Prisen gik til Jens Stoltenberg, som modtog den på baggrund af sin rolle i Breivik-forløbet. Den noske statsminister reagerede på det tragiske terrorangreb på Utøya og i Olso d. 21. juli sidste år med et løfte om mere demokrati, mere åbenhed og mere dialog, og han lever dermed til fulde op til de kriterier, der står at læse i begrundelsen for uddelingen af prisen, som er indstiftet "for at anerkende Hal Kochs markante betydning i demokratidebatten, og for at anerkende mennesker eller organisationer og projekter, der i dag påtager sig et særligt ansvar for demokratiets udvikling og vitalitet."
en enig komité
Det var en enig priskomité, som besluttede at overrække årets pris til Jens Stoltenberg: "Da én i kommitéen foreslog navnet, kiggede vi alle på hinanden og var ikke i tvivl," fortæller Krogerups forstander Rikke Forchhammer om udvælgelsen. Stoltenberg var desværre ikke selv tilstede til at tage imod prisen, hvorfor det i stedet var Kathrine Biering fra det norske ambassaderåd, der på Stoltenbergs vegne takkede for hædren. "Jeg var selv fungerende leder på ambasaden i Danmark, da terroren ramte vores land. Danskernes reaktioner, omtanke og engagement var overvældende. Gaden uden for ambassaden blev hurtigt dækket af lys og blomster i store mængder, og vi følte i den grad, at vi stod sammen om at værne om vores fælles værdier. Den solidaritet I viste os i sorgen og den hjertevarme, I omfavnede os med, bekræftede, hvor nært vi står hinanden som folk og naboer. Jeg ved, at statsminister Stoltenberg helhjertet støtter Hal Kochs tese om, at demokratiet er en kamp, der stadig foregår, og på hans vegne takker jeg ærbødigt for prisen," sagde Kathrine Biering.