Af Ove Korsgaard
Jeg har selv været lærer og forstander på en idrætshøjskole og kender derfor behovet for at få idræt gjort til en ligeså lødig og almendannende aktivitet som litteraturundervisning og historiske foredrag. I 1970 var der stadigvæk agtværdige højskolefolk, der stillede spørgsmålstegn ved, om idrætshøjskoler overhovedet var rigtige højskoler, og om de burde være under højskoleloven. Men siden er de kropslige, musiske, kreative og kunstneriske fag for længst blevet højskolens hovedfag, ikke bare på idrætshøjskolerne, men også på en betragtelig del af de øvrige højskoler. Så hvorfor udkæmpe en kamp, som for længst er vundet? Er det fordi håndens og kroppens fag har sejret ad helvede til?
Der findes 117 forskellige definitioner af dannelse, men skal begrebet give mening, må man fastholde, at dannelse sigter mod at højne menneskets åndelige og moralske kvaliteter. I diskussionen om idrættens betydning for dannelsen, tror jeg det vil være klogt at rejse to spørgsmål: Hvad kan idrætten? Hvad kan idrætten ikke? For at svare kort og knapt på det første spørgsmål vil jeg kæde dannelse sammen med karakter, idet der er en lang tradition for at tale om idrættens betydning for karakterdannelsen. Da forstander Ernst Trier i sin tale på Vallekilde Højskole 1884 talte begejstret om den svenske gymnastiks betydning for ungdommens dannelse, pegede han blandt andet på gymnastikkens karakterdannende betydning. Og da baron Pierre de Coubertin ti år senere i Paris fik opbakning til at etablere de moderne olympiske lege, slog han i endnu højere grad på sportens karakterdannende betydning. I sin tale på Sorbonne Universitet 1894 gjorde han op med den dualistiske opfattelse, at mennesket består af krop og sjæl. "Når alt kommer til alt, mine herrer, består mennesket ikke kun af to dele: krop og sjæl, mennesket består af tre dele: krop, sjæl og karakter. Karakteren dannes ikke alene af ånden; den dannes især af kroppen. Det var netop dét, de gamle grækere forstod, og det er dét, vi nu så smerteligt må lære igen." For Coubertin var sporten kongevejen til dannelse af karakteren.
For at kunne svare ligeså kort og knapt på det andet spørgsmål, vil jeg henvise til Hal Koch, der i en diskussion om karakterdannelse sagde: "Lad mig sige det så skarpt, at det sikkert vil ægge til modsigelse. Karakter skabes kun ad én vej, gennem oplysning, og der gives ingen genvej." Som formand for Dansk Ungdomssamvirke (D.U.), som var en paraplyorganisation, der skulle hindre en nazificering af dansk ungdom, fremhævede han i 1940: "Hvis D.U. bidrager til at afpolitisere ungdommen, samtidig med at man øger nationalfølelsen og stimulerer sportssansen, vil D.U. medvirke direkte til en nazificering af dansk ungdom… Dette er efter mit skøn en reel fare." Hvis man tænker, at han nok havde Niels Bukh i tankerne, da han skrev det, er det ikke helt forkert. Hans sprogbrug er tydeligvis præget af hans opgør med nazismen og dens ekstreme fokusering på kroppen og kropslige dannelse. I forlængelse af Grundtvig, men til forskel fra Coubertin, peger Hal Koch på, at sproget udgør kongevejen til karakterdannelse. Han strammer endda skruen ved at sige, at der ikke findes andre veje. Men deri har han ikke ret. Som Pierre de Coubertin siger, skabes karakteren (også) gennem prægning af kroppen ved hjælp af sport. Alligevel har Hal Koch en vigtig pointe. For det, han indirekte siger ved at betone oplysning, er, at idrætten ikke kan alt, og at det er direkte farligt, hvis man tror, den kan.
Selv om Hal Koch havde uret i at underkende idrættens karakterdannende betydning, havde han ret i at pege på sproget, bevidstheden og refleksionen som det, der må have prioritet, når det gælder dannelsen af højere åndelige og moralske kvaliteter.