Bagom Cataloniens ry

Publiceret 25-04-2013

Ry Højskoles journalistelever har været i Catalonien - og det er der kommet en artikelserie ud af

Af Jeppe Langkjær

Det er måske ikke til at få øje på for den almindelige turist, der er taget til Barcelona for at opleve Gaudis ufuldstændige La Sagrada Familia, beruse sig i cavaen eller nyde FC Barcelonas besnærende pasningsfodbold på hjemmebanen Camp Nou. Ikke desto mindre er den spanske delstat Catalonien i krise. Journalistholdet fra Ry Højskole har i en artikelserie i Magasinet Europa sat fokus på skyggesiderne af den catalanske hverdag.

Eleverne drog således til Cataloniens hovedstad, hvor de interviewede manden på gaden - ung som gammel, politikere, fodboldfans og sågar en politisk redaktør på den catalanske avis El Periodico for at kunne tegne et billede af Catalonien bag facaden - et billede af en region i kamp med sig selv og det omgivne Spanien.
I seks artikler behandler og belyser eleverne temaer som ønsket om løsrivelse og selvstændighed, nationalisme og anti-nationale, ungdomsarbejdsløshed og sprogpolitik. Alle artiklerne kan læses på Magasinet Europas hjemmeside www.magasineteuropa.dk.