Af Lone Nørgaard
I indlægget "Hjertets dannelse" går Kurt Finsten i rette med Rønshovedgruppen og dens dannelsesprojekt. Som medlem af gruppen vil jeg gerne give mit personlige svar med afsæt i min forståelse af begrebet "dannelse" - bl.a. inspireret af et foredrag holdt af Anders Thyrring Andersen på Rønshoved Højskole.
At gennemgå en dannelsesproces er at erkende, at man er underlagt en orden, som man skal bringe sig i overensstemmelse med. At blive dannet er at forstå sig selv som en del af en helhed, for den, der kun søger sig selv, får et ringere liv. Dannelse er evnen og viljen til at lytte til andre og dermed sætte sig ind i en andens oplevelses- og tankeverden. Da identitet kun kan dannes i samspil med instanser uden for én selv, er selvdannelse en meningsløshed. Dannelse handler om såvel kundskaber som takt-og-tone - herunder at kunne udfolde sig sammen med andre. For at mestre omgangsformer må der OP-dragelse til. Vi skaber selv
vores identitet, men processen sker i forhold til omverdenen. Dannelse er på én gang en proces og et resultat, og dannelsesmidlerne en kombination af (forældre)OP-dragelse, uddannelse og selverkendelse.
Dannelsen sker i mødet mellem samtalepartnere - herunder i (skøn) litteratur - og i processen skal der være en kontinuitet. Mennesket forstår sig selv i en historisk kontekst og skal selv forstås i en konkret, historisk sammenhæng. Ellers mister man evnen til at føre samtaler, der ligger uden for én selv, og dermed evnen til at indgå i fællesskaber. At se ud over egen næsetip fordrer imidlertid, at man skruer ned for egen selvrealisering og umiddelbare behovsopfyldelse. Denne proces kan ikke lykkes uden vilje til at overvinde modstand i stadig afprøvning. At overvinde kriser, skuffelser og modgang er en helt nødvendig del af dannelsesprojektet (læs: Man må tage pligt(erne) på sig).
ingen mirakelkur
Dannelse er ingen mirakelkur, men et beredskab mod den igangværende nedtur i den vesterlandske selvbevidsthed - karakteriseret ved selvhad, relativisme og autoritetstab. Ud fra denne position taler jeg, og det er ikke "at tage patent på spørgsmålet om dannelse". Ordet elite støder Finsten, men "elite" kan oversættes til voksne, myndige personer, der tør træde frem på baggrund af kundskaber og livserfaringer og påtage sig autoritetsbyrden. Har Finsten monstro børn? For har han det, må han vide, at hvis der er noget, et barn eller ungt menneske ikke har lyst til, og far eller mor fastholder, at opgaven skal udføres, så kan en vis dosis tvang ikke undgås. At udnævne et forsvar for nationalstaten til at være nationalromantik forstår jeg ganske enkelt ikke. Og intet menneske kan autonomt og frit tage verden på sig, som den er, for verden
tilegnes altid via et allerede givet sprogligt og kulturelt fællesskab (jf. ovenfor).
Hvad angår Finstens betragtninger om kunstens betydning er de i alt for høje luftlag til mig. Til gengæld har han helt ret i, "at også personer, der ikke har været igennem elitens kanoniserede pensum, kan være i besiddelse af dannelse". En afgørende pointe i den forbindelse er, at mennesker ikke kan opnå
dannelse i kraft af sig selv og derfor har brug for læremestre/mesterlære /(åndelige) autoriteter. Bl.a. for at tilegne sig en nedarvet fælleskultur både i og uden for hjemmet, for uden denne risikerer vores civilisation at gå i opløsning.
At modsige det igangværende forfald er Rønshovedgruppens projekt, og det rækker langt videre end kristentro og (postulatet om) nationalromantik.