Af Sara Peuron-Berg
"A cock makes a man's world go around" synger den dansk-filipinske kunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen iført spraglet hanekostume i sin performance Cock Fight Song . Hun har altid arbejdet med køn og identitet i sine værker, og hun var derfor utrolig glad for at møde forbilledet Yoko Ono for nylig på Louisiana. Hun er dog også inspireret af mandlige kunstnere, men, som hun påpeger, den historie er medierne ikke så interesserede i, når man er en feministisk kunstner.
Lilibeth er egentlig syg, men har alligevel indvilget i at mødes med kort varsel, inden hun skal ud at rejse. Lige nu har hun ekstra travlt med både rejser og sit næste projekt Gaia , der er et tværmedialt samarbejde med blandt andet Pete Drungle, der tidligere har arbejdet sammen med netop Yoko Ono og det klassiske ensemble Lydenskab. Gaia åbner til oktober Wundergrund-festivalen i København, og handler om kvinden som gudinde og natur.
forskelsbehandling
Solen skinner, og hun spørger, om vi skal sætte os i gården, da hun er været indenfor hele ugen. Hun glæder sig til at skulle til Mallorca på residency med sin datter Liva. Hun var også på residency i New York i 2009, men dengang var det ikke alle, der glædede sig på hendes vegne. At tage på residency en måned og efterlade sit barn hos faderen var upopulært, og hun oplevede, at blive bagtalt af sine kvindelige kollegaer, mens hun blev bakket op af de mandlige. Lilibeth synes tit, at kvinde er kvinde værst - også i kollegiale sammenhænge.
Hendes værker og kunst derimod, føler hun, er anerkendt fra alle sider, og hun har da også modtaget adskillelige prestigefyldte priser. Hun mener dog stadig, at det er sværere at slå igennem for kvindelige kunstnere end for mandlige. Og det står hun gerne ved. "Jeg synes, at kvinder arbejder dobbelt så meget for at nå det samme. Jeg har ikke noget imod at arbejde, men det kan godt være lidt surt nogle gange, at skulle arbejde ekstra på grund af sit køn," siger hun på en måde, der afslører en ærgrelse bag smilet.
På spørgsmålet om det kunne være et ideal, at kønnet ikke spillede så stor en rolle, svarer hun straks nej. "Jeg har ikke noget imod at have et køn, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle prøve at viske det væk. Jeg synes, der er nogle problemer i samfundet ved at være kvinde, som jeg gerne vil påpege. Men jeg elsker at være kvinde. Jeg kunne ikke tænke mig at være mand." Hun synes, det er så kedeligt i Danmark. Mændene er så bange for at performe deres køn, at det faktisk er lidt synd for dem. Hun griner højt, som hun gør hele tiden, og fortsætter: "Jeg synes ikke, man skal benægte kønnet, men performe det endnu mere."
ikke bange for stereotyper
Som kommentar til det udsagn kan man gennem vinduet se en Barbiedukke klædt i en kæmpe lagdelt rød og lyserød kjole. Kjolen er en model af den kjole, designer Anna Rosa Hiort Lorenzen er ved at sy til efterårets Gaia -performance. Lidt overraskende med en Barbie hos en feministisk kunstner, da Barbie ofte kritiseres for at være sexistisk og stereotypt legetøj, men Lilibeth er ikke bange for stereotyper. "Når du performer, bliver du meget bevidst om receptionen af din krop. Du kan gøre to ting: Du kan spille på det, og du kan benægte det. Men jeg tror ikke på den sidste model." Hun tilføjer, at det sidste skaber destruktiv energi.
Lilibeth mener, at både mænd og kvinder spiller på deres køn og på de stereotyper, som hun ser som et sprog. "Jeg tror bare, at man hiver stereotyperne frem efter behov. Og sådan har mænd det jo også," siger hun og skifter stilling på træbænken. "Jeg bruger jo stereotyper. Det er også det, jeg ofte bliver kritiseret for, men hvis jeg ikke gjorde det, ville du jo ikke fatte det, jeg prøvede at sige."
humoren afhænger af publikum
Lige nu er det videokunstneren Jesper Just, der udstiller på verdens vigtigste kunstfestival Biennalen i Venedig, men sidste gang - i 2011 - var Lilibeth en af de danske deltagere. Temaet var ytringsfrihed, og hun opførte performancen
Afghan Hound , hvor hun iført noget, der ligner Hr. Skægs skæg gange ti, transformerer sig fra en intetkøns Cousin It fra tv-serien The Adams Family helt dækket af hår til en afghansk mynde videre til religiøs stammeleder for at ende som en skægget dame med sorte vinger. Lilibeth leger bevidst med kønnenes attributter, blandt andet bliver det ene skæg ved en lille manøvre til en fin frynsenederdel. En både kraftfuld og medrivende fortælling om alvor fortalt legende. På samme måde er interviewet en blanding af latter og
alvor.
Bruger du bevidst humor i dine værker?
"Nej, det tror jeg ikke. Jeg kan huske, da jeg lavede Afghan Hound, tænkte jeg,
at det var godt nok alvorligt." Historierne er baseret på faktiske fænomener,
og under sin research syntes hun, at det var så tragisk, at hun næsten ikke kunne holde det ud. Men udefra kan publikum opleve noget andet, og det kan man som kunstner ikke styre, fortæller hun. "Så kan jeg huske, at jeg står på scenen, og så ser jeg en journalist helt foran, og han er bare flad af grin, og så tænker jeg: Gud, den er også sjov den her performance."
Lilibeth understreger, at det er beskuerens bagage og erfaring, der er afgørende for, om værkerne opfattes ironisk. "Nogle vil sige, at mine ting er ironiske, og andre, at jeg bare er gak i hovedet." Denne forskel tydeliggøres i forskellige kulturer med forskellige kønsopfattelser. Kuratorerne turde ikke vise Afghan Hound performancen i Kairo, men hun har performet andre steder, hvor der var et arabisk publikum, der syntes, det var helt ok - især kvinderne. En mandlig filmkritiker fra Syrien derimod genkendte ikke hendes karakterer og følte sig krænket.
maskulinitetsinddragelse
Afghan Hound betegnes af Lilibeth som startpunkt for legen med den maskuline karakter på en mere konkret måde - men hun synes dog altid, at der har været en styrke i hendes karakterer. "I mine figurer har det måske været nogle meget feminine træk, jeg har fremhævet i det ydre, men karaktererne har altid været mande-kvindekarakterer."
I værket The Instrumental Man fra sidste år tager hun den maskuline rolle fuldstændigt på sig ved at iklæde sig et mandekostume, der også anvendes som instrument. "Det handler om, at jeg tager parti for manden og hans rettigheder i kønsdebatten. Manderollen her i Vesten er blevet så svag og udefineret. Feminismen har defineret vores køn som kvinder, men jeg synes, at mændene halter lidt bagud eller bliver ignoreret i kønsdiskussionen i feministisk kontekst. Og det tror jeg er grunden til, at man har svært ved at definere maskulinitet i dag." Hun mener, at det måske er derfor, mændene føler sig ekskluderede, men påpeger, at de jo heller ikke selv synes, de har haft et problem før nu, men bare taget deres rettigheder for givet. "Jeg lavede The Instrumental Man , fordi man altid taler om kønsproblematikker i forhold til, at det er kvinden, der har et problem - men det er jo et fælles problem," siger hun. "Jeg vil gerne inddrage manden i de ting, jeg siger i mine værker. Og det tror jeg egentlig også, jeg gør. "Hun tilføjer grinende: "Dog med en vis skepsis…".
Kan en kvinde performe mandekønnet?
"Der sker i hvert fald noget andet. Nogle af de mænd, der har set den [ The Instrumental Man ], har været meget skeptiske, og de synes måske ikke, at det er skide sjovt, at jeg personificerer mandetyper, når jeg er en kvinde. De ved ikke, om jeg laver sjov, eller om det er alvorligt." Lilibeth påpeger dog, at værket måske netop får mere opmærksomhed, når publikum er usikker på kunstnerens holdning. "Hvis det var en mand, der havde lavet det her værk, så havde man ikke taget ham alvorligt: 'Hvad brokker du dig over? - du har alle rettigheder.'" Hun overvejer det lidt, men fortæller så, at mænds rettigheder var et af hendes forslag til Biennalen, men det synes kuratoren ikke var en god idé.
Kuratorerne spiller en vigtig rolle, både ved valg af emner, men også i forhold
til valg af kunstnere. "I mange af de sammenhænge, hvor jeg har udstillet som feminist og kvindelig kunstner - der er sjældent nogen mænd udstillet, og der er faktisk mænd, der arbejder med køn, som kunne være interessante for at få nogle andre stemmer ind. Men det er kuratorerne heller ikke helt på." Hun smiler, men alvoren er ikke til at overse.
fuck the f-word
Gården fyldes pludselig af legende børn, og Lilibeth foreslår, at vi går indenfor. Hendes studio har betongulv, og i loftet hænger en papirguirlande med flerfarvede sommerfugle. Denne blanding af noget meget råt og noget let kendetegner også flere af Lilibeths værker, der forener det kraftfulde med det yndefulde.
Lilibeths datter Liva ligger i sengen og ser Netflix - hun er også syg. Hun tager høretelefoner på, da vi kommer ind, så vi kan tale om feminismens
uvikling. Lilibeth udtaler ordene "Fuck the F-word" fra performancen The Present doesn't exist in my mind...The future is already far behind , hvor hun iført hvid tætsiddende dragt, solbriller og hvid afroparyk synger, at ingen lytter til surmulere, men at kvinder heller ikke behøver spille macho for at få succes; de skal have mod til at træde frem. "De søde gamle damer, der kæmpede kvindernes kamp dengang, gjorde faktisk et eller andet, som kommenede generationer kan bruge til noget, så lad være med at være så hårde ved dem. Men det kan godt være, at vi skal opfinde et nyt ord og genopfinde feminismen, fordi den er sådan lidt gråhåret."
Her kommer mændene igen på banen. "Man kan godt være en machomand, selvom man er feminist. Hvorfor kan man ikke det?" Lilibeth vil gerne have, at hendes værker kan spille en rolle i forhold til kønsdebatten, men hun understreger, at hun ikke arbejder direkte politisk.
Kan man være feministisk uden at være politisk i dag?
"Det ved jeg ikke… kunne man det dengang?" Hun fortsætter efter en tænkepause: "Altså jeg synger jo ikke om kønskvoter i mine sange. Så det ved jeg ikke… Jeg vil bare gerne gøre folk opmærksom på, at der er et eller andet, der ikke er helt i orden. Jeg vil gerne have, at man individuelt tager stilling." Lilibeth synes, at kønskampen i Vesten i dag er gået helt i stå. "Jeg kan se, at den generation, der er ti år yngre end mig bare tror, at alt er ok, og nu har vi opnået det, vi skal. Og så virker det som om, det igen bliver kvinden i de mere traditionelle roller," siger hun bekymret.
mod et fælleskøn
I forsøget på at forene det maskuline og det feminine, imellem latteren og alvoren, opstår der for Lilibeth noget helt nyt: et tredje køn. Ikke et intetkøn, men derimod et fælleskøn. Intetkøn er kedeligt, siger Lilibeth med bestemt mine. Afghan Hound handler om, hvordan de forskellige køn krydser hinanden i det afghanske samfund, men er samtidig en visuel repræsentation af et "cross-over køn", som hun kalder det. Hun henviser til antikkens myte kendt fra Platons Symposion om, at der oprindeligt var tre køn, hvor det tredje køn var en sammensmeltning af det mandlige og det kvindelige: det tvekønnede eller androgyne. "Jeg synes, at vi skal bevare, at vi er mænd og kvinder, men fælleskønnet er fremtiden." Hvordan, man så performer fælleskønnet, er udfordringen.