Af Hans Hauge
Eksamen i dansk litteraturhistorie her før sommerferien. Grundtvig indgår ikke i pensum. En cand.mag. i Nordisk fra Aarhus Universitet kan bestå eksamen uden at have læst en eneste linje af ham. Det ville også være næsten umuligt at lave et undervisningsforløb om ham, fordi undervisningstilbud er afhængige af "markedet", dvs. de studerendes ønsker og interesser. På den måde har de studerende fået en enorm magt over forskningen, for forskning og undervisning hører sammen. Derfor dur det ikke at forske i noget, hvis der ikke er kunder.
En del af de studerende var oppe i J.P. Jacobsens Niels Lyhne . De kunne gøre rede for mange ting ved romanen, men de forbandt ikke noget med året 1864 - det år Niels dør. Historien er glemt, og dermed jo også historiens byrde. De kendte alle til det moderne gennembrud. Før det troede menneskene på Gud, men det gjorde de ikke efter 1871. Det, der dog optog mig mest ved denne eksamen, var, at ingen havde selve romanen. De ejede den ikke. Der var en del, som havde lånt den på biblioteket, mens resten havde den på computerskærmen eller som en bunke papir. I fremtidens dansklæreres hjem vil der ikke være bøger, og tankevækkende nok er Niels Lyhne netop genudgivet som "klassiker". Hvem skal eje denne bog? I hvis hjem skal den stå?
Det var først her før sommer, at jeg erfarede bogens død og så et glimt af fremtidens "digitale humaniora", dvs. det bogløse, men ikke papirløse, for tekster lægges ud som Pdf-filer. De studerende er vrede, hvis de skal købe bøger. De er allerede digitaliserede.
Nu kunne jeg pludselig forbinde noget med Grundtvigs kamp mod bogen, hans opfattelse af den som en grav, den bogløse højskole og det levende ord. Han frigjorde Ordet fra Bogen, dvs. bibelen. I grunden var Grundtvig den første blogger. Han skrev jo ikke i streng forstand bøger, sådan som fx Kierkegaard gjorde. Han lavede tidsskrifter, som Danne-Virke. Han skrev det hele selv. Hans skrifter spredtes på mange måder: i aviser, bøger, tidsskrifter som pamfletter osv. Han benyttede datidens mest moderne kommunikationsmidler: Dansk Kirketidende.
Nu er han så ved at blive digitaliseret på et statsligt Grundtvig-center ved Aarhus Universitet. Hvorfor? Argumentet er underligt: "Igennem tiden er Grundtvig dog især i politiske debatter blevet taget til indtægt for alverdens forskellige overbevisninger, og derfor er det vigtigt, at hans tekster og tanker bliver gjort tilgængelige for alle. Kun derved kan Grundtvigs forfatterskab inddrages og diskuteres på et mere kvalificeret grundlag, end tilfældet er. Der er imidlertid ingen, der i dag har adgang til alle hans tekster, da mange af teksterne kun findes i over hundrede år gamle førsteudgaver eller forældede samleværker."
Det synes, som om digitalisering kan modvirke politisk misbrug af ham. Hvem har taget ham til indtægt? Han har været brugt til "alverdens forskellige overbevisninger", og det skal åbenbart standses. Han skal diskuteres på "et mere kvalificeret grundlag" - ja, altså mere kvalificeret end Hal Kochs, Thannings, Ebbe Reichs og Søren Krarups?
Nu er Grundtvig tilgængelig for "alle", og så konstaterer vi, at i al fald fremtidens dansklærere ikke skal eller vil læse ham. Hvem mon 'alle' så er? Hvis bogen var en grav, da forekommer det mig, at et digitaliseret forfatterskab er et mausoleum - et kæmpegravmæle, der fyldes med tekster, der aldrig vender tilbage til livet.