Af Sara Peuron-Berg
En kop americano og en kop afrikansk roiboos te danner denne morgen rammen om en samtale mellem en mand og en kvinde om køn og kærlighed. Manden er Christian Dorph, hvis nyeste digtsamling Endrøm om kærlighed ifølge forlagets følgebrev handler om "kærligheden både som drøm, som krav, som maskulin tilståelse og som noget helt nært, intimt og konkret." Digtsamlingen arbejder primært med to sfærer: Kvinden derude, der ofte bliver triumferende erobret ̶ dog ikke uden en pris for manden, og kvinden derhjemme, hvor kærligheden kan være så svær, at det gør ondt. Men også mere sci-fi prægede digte, hvor kønnet næsten opløses i atomer.
Christian forklarer den maskuline tilståelse som en reaktion. "Man kan som mand nogle gange føle, at kvinden domesticerer parforholdet og kærligheden." Som svar på spørgsmålet om den domesticerede mands fortsatte eksistens vedgår han, at det er en gammeldags opfattelse. "Min morfar sagde om kvinder: 'De er en anden race', og det var selvfølgelig en vittighed, men også langt ude, og det siger noget om, hvor hurtigt det er gået, og at det kun er et par generationer siden vi havde meget forskellige roller og var nærmest fremmede for hinanden."
Christian understreger, at selvom afsenderen eller protagonisten i digtene tydeligvis er en mand, er det maskuline ikke bevidst fremhævet, og det ikke er en cementering af tidligere kønsstereotyper, når han skriver om "pikke fuld af terror", men en ironisk og karikeret demaskering af kønnet. Agenterne er ikke "manden" eller "kvinden", men "jeg" eller ofte et "vi".
"Det er nærmere et forsøg på at give stemme til noget, der er større - mere voldsomt og aggressivt. Men det er jo ikke et udtryk for et kønssyn," pointerer han grinende. Digtene er ikke er et kampskrift, men en undersøgelse.
konstrueret kønskamp
Efter en slurk varm kaffe fortsætter han: "Jeg synes lige præcis i kønsdebatten - der bliver det jo enormt hurtigt sort-hvidt, og det er svært ikke at blive misforstået." Der opstår en pause. Christian har efter sin nyudgivelse været meget i medierne og vil helst ikke tale for meget om nutidens feminister, men kommer alligevel selv ind på det. Et af digtene begynder da også med ordene: "Jeg forstår ikke feministerne". Brølet fra kaffemaskinen i baren river ham tilbage fra tankerne."I forhold til køn er det et problem at blive alt for ideologisk; for hvad betyder det, at man gør nogle til ofre og andre til skurke. For alle føler sig som ofre for kønnene, ikke?" Vi nikker begge to grinende uden måske helt at mene det samme eller have de samme associationer, men alligevel med en form for fælles forståelse.
Christian opfordrer til, at vi skal gøre op med kønsnormativiteten og blive til noget andet. "Det er et spørgsmål om at rive masken af kønnet - for der er så sindssygt meget forstillelse. Sikkert både hos kvinden og manden. Alting er ligesom til forhandling. Og det dur bare ikke. Der er bare noget, som også handler om noget andet: magt og dominans. Men det er skide svært i et samfund, hvor vi er så bevidste om vores grænser. Så det er vel også et forsøg på at vise kønnene i en mere rå udgave så at sige."
flydende kønsroller
Han mener, at vi i dag glemmer attituderelativismen, og han peger på sine egne højskoleelever, der skifter kønsrolle efter behov og stemning. Som reaktion på de ofte mange kvindelige elever, kan de mandlige elever godt iføre sig en traditionel rolle og blive nogle alfahanner, som Christian kalder det. Men på andre tidspunkter kan de kaste de stive roller af sig. "Unge mennesker i dag kan spille alle mulige sjove roller for hinanden og falde ind og ud af dem, og så synes jeg ikke, man skal være så bange for, at man stivner i de roller."
Det kan godt være, at højskolelever er en privilegeret gruppe af veluddannede unge - men det er de ældre feminister også, påpeger Christian. I modsætning til feministerne er hans elever dog mindre optagede af kønskampen og mere liberale i forhold til klassiske diskussioner. "De siger tit: 'Vi vil ikke have afskaffet prostitution. Det må folk sgu selv bestemme. Men jeg gider ikke have et job, kun fordi jeg er kvinde - det kan ikke være rigtigt'." De unge i dag kan bedre se nogle flydende grænser og nogle rum imellem ideologierne, mener han. "Det er jo sket rimeligt hurtigt. Det glemmer man lidt. Der er ved at ske nogle forandringer, der er ret radikale. Det er helt vildt spændende, at man kan eksperimentere med køn på den måde."
Han læner sig smilende tilbage i den gammeldags røde plyslænestol, men sætter sig hurtigt op igen og fortsætter: "Det er pragmatisk at sige, men det er som om de unge finder ud af det." Kønskampen bliver ifølge Christian Dorph et principielt problem, som er svært at se i det daglige liv mellem kønnene. "Det handler bare om, at man har nogle forestillinger om positioner, som man skal bekæmpe og som egentlig er ret abstrakte." Han flytter lidt på sig og kører fingrene tankefuldt gennem det mørke hår for at komme med dagens udtalelse: "Det er ikke kønnet, der er en konstruktion, det er kønskampen, der er en konstruktion."
Han vil derfor hverken tale for dekonstruktion eller for en biologisk bestemmelse af kønnet. "At lave en formel for hvad køn er, er latterligt. Man må kunne undre sig endnu mere over det og sige: jeg ved sgu ikke, hvad kønnet er. Det er måske derfor, man skriver digte for at prøve at undersøge det."