Af Lone Højgaard Viemose
Luthersk Missionsforenings Højskole er en smuk gammel bygning, hvis hvidkalkede mure stråler om kap med junisolen. Lærer Ellen Esmarch Pedersen står ved hovedindgangen og byder velkommen til en samtale om konsekvensen af de opløste kønsroller, og om kristendommen som en form for modkultur.
"Der mangler tydelighed omkring maskulinitet og femininitet i Danmark i dag," forklarer hun, da vi har sat os til rette i et lille, lyst lokale på første etage. "Som menneske bliver vi forvirrede, hvis alting bare flyder, hvis intet står fast." Der er kaffe og småkager på bordet og udsigt ud over højskolens grønne have og den uendelige sommerhimmel. "Jeg var ung i bagkanten af 1968," fortæller hun. "Da jeg begyndte på universitet, var det murerskjorter, arbejdsbukser og træsko, fordi vi skulle være så ens som muligt. Det var en form for uniformering, der skulle gøre det kønsløst." Hun har et sølvkors om halsen, og ind ad det åbne vindue strømmer dæmpet salmesang fra højskolens sommerkursister.
kulturkritik og kønsroller
Ellen underviser i kurset "Køn og identitet." Kurset er obligatorisk for skolens elever, hvilket Ellen begrunder med den store betydning, kønnet spiller i forhold til identitetsdannelse, og med den generelle usikkerhed, mange unge føler i forhold til idealerne. Hun sammenligner de samfundsskabte idealer med det kristne menneskesyn og taler om illusionen om det perfekte liv på Facebook, om populærkulturens stereotype fremstillinger af manden og kvinden og om reklamer for kunstige bryster på bybusserne i København.
Christina Mogensen, 20 år, som har fulgt kurset, nævner i tråd hermed film- og reklamebranchens store fokus på ekstremt seksualiserede unge mennesker. "Samfundets og hele filmbranchens store fokus på sex skaber et billede, som er umuligt at leve op til," siger hun, men tilføjer straks, at hun ikke føler sig personligt udsat, idet hun ikke forsøger at efterleve dette ideal. For hende er sex forbeholdt ægteskabet. "Det er ikke min seksualitet, der skal frelse mig," siger hun eftertænksomt. "Jeg finder fred i noget helt, helt andet."
At eleverne på skolen er kristne og tror på Guds accept og kærlighed, betyder imidlertid ikke, at de ikke kan føle sig usikre med hensyn til køn og identitet, forklarer Ellen, men understreger, at usikkerheden er farligere for de unge, der slet ikke har et fundament at stå på. Hun mener, at det kristne menneskesyn giver de unge på højskolen en sund sikkerhed. "Det at blive mødt og set har større betydning end for eksempel at blive rost. Grundlæggende for Biblen er, at
vi har værdi, bare fordi vi er. Jeg har værdi ved at være, og jeg er elsket ved
at være," forklarer hun. Det er denne kærlighed, hun ser som fundamentet - og som forbillede for den enkeltes forhold til andre. "Hele Biblens tanke er, at vi er
relationelle. Vi er relationelle i forhold til Gud, og vi er relationelle i forhold
til vores medmennesker… Vi bliver til dem, vi er, i mødet med den anden."
som mand og kvinde blev de skabt
At blive set som den, man er, og endnu vigtigere at blive elsket for det, man er, bringer Ellen tilbage til spørgsmålet om kønnene. Det er med udgangspunkt i Biblen , hun insisterer på kønnenes forskellighed. "Det helt grundlæggende i Biblen er, at Gud siger, lad os skabe mennesket i vores billede, lad os skabe mand og kvinde," reciterer Ellen og uddyber: "Det er Guds tanke, at vi er mennesker, og det at være mennesker er noget, Han har defineret, det er ikke konstrueret, i sit udgangspunkt."
Alexander Christensen, 22 år, har fulgt kurset og henviser ligeledes til Biblen , når han bliver bedt om at uddybe sine tanker om kønnenes forskellighed. "Biblen er grundlæggende for mit syn på manden og kvinden som skabt forskellige, men for hinanden," siger han. Han nævner forskellige måder at tænke og kommunikere på som eksempler på mærkbare kønsforskelle. "Der er en grundlæggende forskel mellem kønnene," supplerer Christina. "Det er helt fra skabelsen, at forskellen ligger… Der er forskel i både tankegang og handlemønstre."
For Ellen er det vigtigt at understrege, at der ikke er tale om rigtige eller forkerte måder at være mand eller kvinde på. "Så simpelt er det ikke," smiler hun. Der er mange måder at være mand og kvinde på, mener hun, men i vores grundkerne er vi forskellige. Det er sådan, vi er blevet skabt, det er sådan skaberen har ønsket, at manden og kvinden skal være. Vi er skabt forskelligt til hinanden. I bund og grund mener Ellen, at feminismen har gjort lige så stor skade som mandschauvinismen. "Kønsforskellene skal ikke negligeres," tilføjer
hun. "Vi mister jo endnu mere, hvis vi prøver at gøre os ens."
de udefinerbare forskellige
Ét er at mene, at kønnene er forskellige, noget andet er at definere, hvori denne kønsforskel består. "Det er svært at definere," medgiver Ellen, "for i det øjeblik jeg definerer det, fastlåser jeg det." Hun er af den holdning, at viden ikke blot er det, vi umiddelbart kan sprogliggøre. Nogle ting kan vi bare mærke.
"Forskellighed er noget, man erfarer," samtykker Alexander, som netop har fået en kæreste, hvilket har gjort forskellene mellem kønnene endnu tydeligere for ham. For ham at se handler det om respekt for hinanden og om accept af forskelligheden. "Det er slet ikke så ekstremt, som nogen gør det til," siger han afslutningsvis.
Ellen, Christina og Alexander står på mange måder i kontrast til det gængse syn på kønnene som en social konstruktion. Det er oplagt at spørge, om det at vælge et kristent funderet menneske- og kønssyn ikke bare er en nem løsning i forhold til at være fuldstændig overladt til sig selv i sin søgen efter identitet. Ellen nikker alvorligt. Hun har tydeligvis hørt spørgsmålet før. Hendes svar er en insisteren på værdien af et fundament, som modsvar til populærkulturens stereotype fremstillinger af manden og kvinden, men, pointerer hun afslutningsvis, fundamentet kan også være etisk.
Efter afskeden med Ellen, på vej ud i den grønne bøgeskov, der strækker sig fra højskolen til Frederiksborg Slots berømte barokhave, dukker spørgsmålet op igen. At vi skal se, anerkende og elske hinanden er svært at være uenige i. Men hvordan gør vi det? På Luthersk Missionsforenings Højskole stiller de spørgsmålstegn ved, om vi som kultur er på rette spor. Og om ikke vi i bund og grund mangler et fundament at stå på.