Af Jeppe Langkjær
Mens sosserne sover
Af Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt
Fodboldlandsholdet gik ned, millionærskatten forsvandt, akutjobordningens resultat kunne tælles på to hænder, og betalingsringen blev alligevel ikke til noget ligesom med mænds barsel. Vi nærer naturligvis en vældig diskret social indignation over disse fadæser, der dog alligevel næppe er tilstrækkelige som afsæt for de helt store dommedagsprofetier.
I den lokale andedam er den dystreste udvikling nok Socialdemokratiets fortsatte slummer. Sosserne er ikke vågnet op, og selv meningsmålinger helt nede omkring de 15% synes ikke at fungere som vækkeur. Uanset om man er enig med partiet eller ej, er det ildevarslende, at et statsbærende parti eroderer for øjnene af én. Partiet har glemt sine antitotalitære rødder og kan ikke genkende fascismen, selv når den står lige uden for døren i islamismens skikkelse.
multikulturalismens misforståelse
Det er Hartvig Frischs parti - manden, der klart så de antiliberale farer på både højre og venstre fløj i bogen Pest over Europa. Det er det parti, der endnu i 50'erne klarere og mere konsekvent end nogen så og bekæmpede kommunismens fare og oprettede sin egen efterretningstjeneste AIC, inkarneret i billedet af den unge Kjeld Olesen iført hørebøffer, medens han sidder og aflytter DKP's centralkomitemedlem Alfred Jensen i Vestersøhus.
Den franske journalist Caroline Fourest analyserer venstrefløjens dilemma over for islamismen således: Den del af venstrefløjen, der er defineret og motiveret af antitotalitarismen, ser uden videre, hvordan islamismen er totalitarisme i nye, religiøse klæder. Den anden del af venstrefløjen, der er udsprunget af antiimperialismen, misforstår derimod islamismen som en del af opgøret mod Vesten, imperialisme og kolonialisme. Det er med andre ord blue collar socialdemokrater over for intellektuelle 68'ere. Med indtoget af 68'erne i Socialdemokratiet ser antiimperialisterne ud til at have vundet over de antitotalitære, de intellektuelle over arbejderrepræsentanterne. Derfor har sosserne aldrig kunnet formulere en konsekvent politik over for den fortsatte udfordring fra islamisterne vendt imod grundlæggende demokratiske principper.
Hver gang en ny sag kommer op, vendt imod ytringsfrihed, imod ligebehandling, for parallelsamfund, for sharia, for kvindeundertrykkelse - helt generelt for religiøst-politiske og sekteriske særrettigheder, så må sosserne opfinde og improvisere et hovsa-svar på stående fod. Hver anden gang går det galt. Det samme gør sig gældende i forhold til det langt mere omfattende problem med muslimske indvandreres traditionsbårne xenofobiske kultur vendt mod etniske danskere med deraf følgende selvsegregering og generel elendiggørelse. Også her er man forskræmt af multikulturalismens ideologi og berøringsangst på flugt fra sin egen skygge. Der er ingen linje i partiets politik på dette punkt. Helst holder man sig væk fra emnet.
Sartre definerede som bekendt en intellektuel som én, der blander sig i noget, der ikke kommer ham ved - den nye multikulturelle definition lyder, at en intellektuel er en, der kræver, at alle skal forblive tavse om ting, der ikke kommer dem ved. Det er kun indvandrerne selv, der må kritisere forhold blandt indvandrere, og selv dem, der gør det, bør holde kritikken "inden døre" for ikke at gavne Dansk Folkeparti. Den definition inspirerer sosserne.
vælgerflugt
Partiets styrtblødning fortsætter. Kun offentligt ansatte bevæbnet imod virkeligheden med sindrige, multikulturalistiske ideologier og mange bortforklaringer og fortielser om elendigheden bliver efterhånden omkring partiet - alle personer med mere virkelighedskontakt søger væk. Når nu vi i 2014 kommer til at se det første islamistiske drab begået på en sekularistisk indvandrer, på en ytringsfrihedsforsvarer eller en islamkritiker, hvad vil sosserne så sige? Det er lidt en roulette, men med stor sandsynlighed vil man sige noget i retning af: Vi tager på det skarpeste afstand fra enhver form for vold, men samtidig må vi konstatere, at den dræbte NN ved sine egne, forfærdelige udtalelser jo selv har bragt sig i drabsmandens søgelys.
En meningsmåling vil så i 2014 vise 10,2% opbakning til partiet, og en fløjkrig vil blive udkæmpet for åbent tæppe. Én del af partiet, støttet af de radikale, argumenterer for, at sådanne drab vil kunne undgås ved en skærpelse af racismeparagraffen 266B, så alle udtalelser, der kan tænkes at provokere til vold, helt kan undgås. En anden del af partiet mener, at den eksisterende paragraf er tilstrækkelig, og at man i stedet bør skærpe angrebene på Dansk Folkeparti, hvis mangel på stuerenhed udgør det egentlige problem.
Til venstre for sosserne vokser Enhedslisten til 15,9%, på den modsatte side har Dansk Folkeparti sin første meningsmåling over 25%. DF knytter stadig fastere bånd til LO og formulerer en omfattende "fordanskningspolitik", der skal lære alle indvandrere detaljeret dansk kultur under trussel om fratagelse af offentlig støtte. Året efter, i 2015, har Socialdemokratiet sin første meningsmåling under 10%. Alligevel går man efter valget i regering med DF og Venstre og med Helle Thorning Schmidt på trafikministerposten. Nu kan man igen satse på betalingsringen...
internt opgør er håbet
Er der en minimal mulighed for at undgå, at dette scenarie bliver virkelighed? I så fald ligger den i det voksende opbrud blandt indvandrere, hvor stadig flere tager afstand fra de sønderbrudte, forkvaklede, xenofobiske og selvsegregerede dele af muslimsk indvandrerkultur, der hidtil ikke er blevet eksponeret og analyseret seriøst i mainstreammedierne. Her har multikulturalistiske Anstændige hidtil krævet monopol på at kunne administrere det øvrige samfunds medfølelse - ved simpelthen at ignorere og skjule elendigheden med trusler om racismebeskyldninger.
Det gør politikere og debattører som Yildiz Akdogan og Ahmed Akkari op med i deres konfrontationer med islamisterne. Og senest og mest fantastisk kommer opgøret frem i den 18-årige Yahya Hassans digtsamling, hvor han i en sarkastisk, ironisk poetisk leg og vrede - og med en monumental forhånelse af alle De Anstændige (De Sidste Dages Hellige), blotlægger deres hykleri. Det skulle være overflødigt at nævne, at han selvfølgelig mødes med dødstrusler af sine såkaldte "egne" og med paternalistiske krav om tavshed og advarsler fra De Anstændige. De vil selv have lov til at administrere medfølelsen for forarmede i samfundet. Det er ifølge dem ikke en sag for de revolterende indvandrere. De er antiracismens racister, der ikke vil give Yahya Hassan samme rettigheder som etniske danskere. Og hvor er sosserne i denne strid, der optager os alle sammen? De sover.
Jens-Martin-Eriksen og Frederiks Stjernfelt har sammen skrevet flere kulturkritiske bøger. Senest De anstændige, der udkom i år.
Konkurrencestaten eller kaos
Af Henrik Jensen
Vi gik ikke fallit som dengang i 1813. Faktisk afblæste vi krisen - ingen af vore grundlæggende problemer blev løst, ganske vist, men vi går en smule lettede videre. Det gik ikke helt galt. Hen til afgrunden - og tilbage igen. Men hvor lurer den moderne apokalypse? De globale migrationer er et godt bud. Integrationsproblemerne bliver mere og mere uoverskuelige, jo mere vi valent skubber dem foran os. Frygt breder sig over de resistente lommer, det skaber i vores samfund.
Teknokratiet er et andet godt bud, som jeg vil hæfte mig ved her. Vi tror stadig naivt på fremskridtet, og det er det teknologiske fremskridt, ikke det menneskelige. Mennesket er uforbederligt, teknologien perfektibel. Så der er kun én vej, en forstærket teknologisering af både samfund og menneske, skønt vi allerede er vredet helt af led af "det teknologiske fremskridt". Spørger man mig - og det gør man jo - hvad der tydeligst pegede mod afgrunden i 2013, så var det dette: At vi heller ikke i år prøvede at få styr på teknologien. Vi ser ikke problemet. Vi fortsætter med tankeløst at proppe iPads ned i halsen på forsvarsløse 4-årige i børnehaverne og "digitaliserer det offentlige", hvorved vi endegyldigt signalerer til de gamle, at de ikke er en del af samfundet, hvis de ikke hænger på. Trods alle "styringsredskaber" er situationen ustyrlig. På den ene side afgrunden, på den anden robotten. Scylla og Charybdis.
katastrofale Corydon
I vores kollektive kvide ser vi hen til Staten som forløser. Og Staten ser også hen til sig selv, og som en anden superhelt påtager den sig opgaven og springer ud i ny powerfuld gestalt: konkurrencestaten! Skal jeg pege på en enkeltstående, apokalyptisk begivenhed i 2013, må det være der, hvor den socialdemokratiske ledelse, i.e. Bjarne Corydon, i et interview i Politiken bekendte sin faste tro på konkurrencestaten. Tidligere et deskriptivt begreb karakteriserende en tendens i velfærdsstaten - nu blev konkurrencestaten ophøjet til noget normativt, en bærende ideologi, et mål.
Konkurrencestaten skal redde os! Alle skal vi spændes for. Der hersker fuld lighed i konkurrencestaten. For nogle af os er det som at se Fagre Nye Verden passere revy. Det er den moderne apokalypse. Konkurrencestaten er ikke et samfund, det er en magtstat, hvor den enkelte skal tage de muligheder, der gives. Skal. Det drejer sig ikke længere blot om lige muligheder, men om din brugbarhed i konkurrencestaten.
Danmark skal være det land, hvor alle - bredt - får maksimalt ud af det, som de er født med. Det kræver, at man passer på hinanden, når det går galt - dagpenge, kontanthjælp, folkepension. Men i endnu højere grad kræver det, at man får lært folk det, som de skal kunne. Og at man har en moderne måde at hjælpe dem på, hvis det går galt. Alle skal frem. Vel skal vi så."
i det mindste stod solen op
Men hvem ønsker for alvor det samfund, der kommer ud af denne idépolitik? En maksimalt centraliseret, bureaukratiseret massestat uden værn mellem den enkelte og staten? "Alle skal frem", hvad enten de vil eller ej. Hvis de ikke vil, haben wir andere Methoden. Alle må lære "det, som de skal kunne".
Det er omvendt klart, at kursen må lægges om i vores samfund. Der er for mange på overførselsindkomster, hospitalerne er for dyre, osv. Men det kunne jo også foregå ved, at man satte staten alvorligt på skrump og samtidig decentraliserede magten.
Det går den modsatte vej - og med syvmileskridt. I konkurrencestaten ligger magten i de administrative funktioner. Ikke længere i civilsamfundet eller hos de valgte - hos de udøvende: teknokraterne. I konkurrencestaten er deres magt ikke som i Sovjet betinget af rå undertrykkelse. Den er betinget af, at de giver os, hvad vi tror, vi gerne vil have. Som fagre nye verden.
Hvad godt der skete i 2013? Skaberen lod solen stå op hver morgen. Med lidt held vil det fortsætte i 2014.
Trusselssamfundet truer
Af Katrine Winkel Holm
To begivenheder står særligt klare for mig som små, men tankevækkende tegn på en uhyggelig udvikling.
Den første drejer sig om en ung mand ved navn Moran Jacob. I januar stillede han sig åbent frem på en høring på Københavns Rådhus og fortalte om den antisemitiske chikane, han igen og igen havde oplevet på Nørrebro. Til salens begejstring sluttede han af med disse stolte ord: "Jeg vil insistere på, at Danmark er et land, hvor vi har ret til at ytre os og stå ved vores baggrund, uanset om vi har jødiske, kristne eller muslimske forældre." Der var ingen ende på de roser, der dalede ned over den modige unge mand, der insisterede på at blive boende på Nørrebro trods islamisk chikane.
danmark falder fra hinanden
Men så kom fortsættelsen her i efteråret. Siden har Moran Jacob givet op. Hvad hjælper det, at man roses på høringer og i aviser, når man ikke kan gå i fred på gaden? For det var det, der skete: Flere gange oplevede han på gadeniveau at blive opsøgt af mellemøstligt udseende typer, der overøste ham med diverse smagløse skældsord, heriblandt "nazisvin" (!). Jacob Morans optræden på høringen havde kun gjort det værre.
Chikanen fik ham til at forlade Nørrebro. Næste stop er ifølge ham selv udlandet. Som han siger: "Det vil være en lettelse at bo i et land, hvor jeg ikke behøver at frygte for konsekvenserne, når jeg siger, at min mor er jøde fra Israel".
Værsgo: Præcis 70 år efter, at danskerne i massevis stod sammen om at redde jøderne til Sverige, må jøder igen flygte ud af landet. Moran Jacobs historie er historien om den gradvise, men dramatiske ændring, der sker med Danmark. Det lille homogene land, hvor folk frit kunne sige, hvad de ville, er ved at falde fra hinanden.
Efter Moran Jacob blev min gode ven og kollega Lars Hedegaard forsøgt myrdet af en mand, der kaldte sig Mohammed Issa, og senest er det den unge Yahya Hassan, der ikke kan være i fred for militante muslimer på grund af sin digtsamling. Det kræver mere end offentlige skåltaleerklæringer og gratis ytringsfrihedshyldest at stoppe denne trusselskultur. Den nuværende regering gør mindre end det: Den lemper udlændingeloven, så flere kan krydse grænserne og ghettoerne kan vokse. Derfor frygter jeg, at vi vil opleve flere episoder a la Jacob Morans, indtil den dag, vi ikke gør det længere, fordi de danske byer er blevet helt judenfrei.
det faderløse samfund i aktion
Næste bekymrende begivenhed har Yahya Hassan i centrum: Et længe forberedt debatmøde på Vollsmose Bibliotek blev i første omgang aflyst af Fyns politi, fordi politiet vurderede, at "trusselsvurderingen var for høj til, at de kunne garantere for den 'offentlige orden' i området." Hermed abdicerede politiet fra sin kerneopgave. De mente ikke, det var besværet værd at opretholde den lov og orden, som den muslimske pøbel i ghettoerne forsøger at smadre. Myndighederne opgav at være myndighed. Resultatet blev, at man lod jungleloven råde.
Først da offentligheden reagerede med et højst berettiget ramaskrig, kom politiet i hast på andre tanker og demonstrerede dermed nok engang, hvor følgagtige de er over for folkestemninger. Var ramaskriget udeblevet, var debatmødet højst sandsynligt forblevet aflyst.
Forløbet viste det faderløse samfund i aktion: Dialognarkomaniske betjente,der hellere vil sidde i rundkreds og hyre islamistiske konsulenter - hvis det kan gøres uden at lægge sig ud med offentligheden - end mande sig op og beskytte de svage mod de lovløse stærke.
Det bittert-ironiske er, at når den civiliserede myndige mand ikke længere tør være mandig, overlader han scenen til den uciviliserede macho, der foragter alt, hvad der er svagere end ham selv. På den måde ender det faderløse samfund som et no go-sted for alle dem, der ikke kan slå på tæven. Så gælder det for kvinder, børn og unge modige digtere om hurtigst muligt at hoppe i bådene.
Lad mig slutte lidt mindre dystert: Et af årets glædeligste begivenheder er Ahmed Akkaris omvendelse. Kan man gå fra at være en af mest frihedsbekæmpende imamer til at blive en stædig forsvarer for friheden, så er der håb forude. Mit nytårsønske er, at Akkaris indsats for at overbevise sine tidligere tilhængere om, at de skal værne om den danske frihed, krones med held.