En digter i stormvejr

Publiceret 19-12-2013

INDSPARK Debatten om en 18-årig digter illustrerer spøjse modsætninger, der forplumrer ethvert tiltag til en seriøs kulturdebat

Af Asser Amdisen

Årets litterære begivenhed har uden tvivl været den unge digter Yahya Hassans digtsamling af samme navn. Selvom digteren - når han skal angive sine væsentlige uddannelsesmæssige erfaringer - nævner, at han er blevet smidt ud af højskolen, så er debatten om hans bog ret interessant - også for dette blad.

Bogen har fået en modtagelse i aviser og andre medier, som ellers forbeholdes Harry Potter-bøger og er indiskutabelt det mest diskuterede lyrik i Danmark de sidste mange år. Lad mig med det samme sige, at jeg - som langt de fleste debattører - ikke har læst digtsamlingen. Jeg har hørt lidt uddrag i radioen og har altså valgt at kloge mig på den baggrund.

De første reaktioner var de positive. Hassans sønderflænsende kritik af dele af indvandrermiljøet i Danmark var det rene slik for de dele af højrefløjen, som blev bekræftet i deres holdninger. Derfor fik bogen hurtigt - lidt mod forfatterens egne ønsker - en voldsom stor fanskare i højrenationale kredse.

På den anden side har der også været kritiske røster. En del af disse har fokuseret på, at det kunstneriske indhold var mindre spektakulært end det politiske sprængstof. Et enkelt ret aggressivt indlæg i Politiken beskrev Yahya Hassans digte som pubertære og middelmådige.

Det er i denne sammenhæng utrolig nyttigt ikke at have læst bogen. Det betyder, at de klare positioner i debatten - stor samfundskritisk kunst versus pubertære smørerier ikke bliver forstyrret af teksterne selv, for i virkeligheden er begge positioner karakteristiske i sig selv.

På den ene side et det den sædvanlige leflen for det populære. Fordi Hassan skriver noget, som vi gerne vil høre, og som kan spændes for en politisk vogn, bliver det til kunst. På den anden side er kritikken fra kulturens sure gamle mænd, at fordi digtene er samfundsrelevante, populære og debatskabende, er de ikke værdige til indlemmelse i parnasset.

Denne konstruerede modsætning er noget firkantet, men demonstrerer et skisma imellem en nytteforståelse og en "kunst for kunstens skyld" og bliver dermed til en illustration af en noget spøjs modsætning, som siden Brian Mikkelsens håbløse kulturkamp har været med til at forplumre enhvert tiltag til seriøs kulturdebat. Modsætningen er til at få øje på, men måske sværere at gøre noget ved. En mulig håndtering kunne dog være, at flere debattører - inklusive undertegnede - faktisk fik læst den bog, som det hele handler om.