Af Søren Børsting
Artiklen "Et rent hjem" i Højskolebladet fra december 2013 refererer til et projekt, en række højskoler deltog i for at undersøge samværets betydning for højskolen. Den Rytmiske Højskole var én af disse skoler
Jeg bliver derfor provokeret af konklusionerne i denne artikel af flere grunde. For det første fordi der kommer nogle påstande om højskolens generelle forståelse af samvær, som jeg ikke er enig i, og for det andet fordi der er nogle konklusioner om lærerrollen, jeg mener, er forsimplede eller akademiserede.
Jeg er enig i, at højskolen generelt kan opleves som en midlertidig erstatning for familien, hvor eleverne "får mulighed for at være sig selv samtidig med at de indgår i anerkendende og trygge relationer med både andre elever, lærere og det øvrige personale." Det fremhæves i artiklen som et problem, fordi Niels Buur Hansen mener, at vi som højskolefolk abonnerer på idealet om en "ren relation", men at en sådan ikke findes. Jeg vil nøjes med at udtale mig på mine egne og Den Rytmiske Højskoles vegne.
Vi lægger stor vægt på at skabe et trygt, personligt, nærværende og gerne familiært miljø, der støtter op om eleverne og deres menneskelige udvikling. Vi er stolte af, at være "elevernes værdibårne hjem for en periode." Men vi har ikke noget ideal om den rene relation, for man skal ikke have været i højskoleverden ret længe for at vide, at den ikke findes. Selvfølgelig er der magtforhold, erfaringsforskelle, statusforskelle og stor forskel i det ansvar, der skal løftes. Vi har ikke en idealiseret tilgang til vores relationer mellem personale og elever - eller mennesker generelt for den sags skyld. Vi arbejder dagligt med mange unge mennesker, der har vidt forskellige baggrunde, vidt forskellige forudsætninger og vidt forskellige intentioner med at være på skolen. Selvfølgelig er det os som ansatte, der har det overordnede ansvar og dermed magten i relationerne. Alene det, at vi har formuleret regler og har retten til at sende elever hjem, viser med al tydelighed at relationerne ikke er rene og magtfri.
"vi tager hinanden alvorligt som mennesker"
Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke kan være personlige og ligeværdige med eleverne i den forstand, at vi respekterer dem som de mennesker, de er, og at vi også er villige til at vise dem hvem, vi er som mennesker.
Højskolens dannelsestradition er, som jeg ser det, en unik måde at kombinere forpligtende, nærværende relationer med faglig udvikling. Det, at vi lever sammen i et forpligtende fællesskab, hvor vi som udgangspunkt tager hinanden alvorligt som mennesker, giver en fantastisk tilgang til den faglige udvikling. De to ting støtter hinanden og er ikke en modsætning.
Jeg er ikke blind for udfordringerne ved at være højskolelærer og tilstræbe et ligeværdigt forhold og samtidig være bestemmende, når det kræves. Men det fungerer for de fleste, bl.a. fordi vi alle ved, at den lige og rene relation ikke findes. Magtforholdet er ikke desto mindre baseret på gensidig respekt.
Martin Blok Johansen skriver, at det, at "læreren inviterer eleverne ind i et intimt samtalerum," kan blive tyraniserende og "svært for eleverne at undslå sig". Det er klart, at der er grænser for hvor tæt og privat, vi skal være med eleverne. Det er en af de balancer, man skal kunne mestre for at være en god højskolelærer. Men ud fra min erfaring baseret på utallige tilbagemeldinger fra elever, er det netop en stor mangelvare mange andre steder i uddannelsessystemet, at lærere tør være personligt interesserede i eleverne, vise omsorg, nærvær og autenticitet og også vise sig selv og deres menneskelighed. Det er en af de væsentlige ting, eleverne sætter stor pris på ved deres højskoleforløb.
menneskelighed og faglighed går hånd i hånd
At det skulle være en trussel mod fagligheden tror jeg er en alvorlig misforståelse. Når jeg tænker tilbage på min egen skolegang (det er længe siden, men står stadig meget tydeligt), så er det de få lærere, der viste, at de også ville os elever uden for den formelle undervisning, og som var autentiske mennesker, der har lært mig mest - også hvad fagligheden angår.
Jeg mener ikke, man mister sin professionalisme eller behøver frygte for sin faglighed, fordi man viser eleverne empati og autenticitet.Jeg tror fuldt og fast på, at det er lærerens måde at være på som menneske kombineret med fagligheden, der er afgørende for elevernes indlæring.
Jeg oplever ind imellem at sidde i en afslappet personlig samtale med en elev, der pludselig siger: "Jeg har aldrig haft en lærer, og da slet ikke skoleleder, der har gidet snakke med mig på denne måde." Det er da tankevækkende.Min oplevelse af uddannelsessystemet generelt er, at fagligheden bliver fremhævet som en løsrevet del fra det at være menneske. Jeg mener, at de to ting hænger uløseligt sammen, og højskolen er et godt eksempel på det.
Der er heldigvis masser af pædagogiske og menneskelige udfordringer ved at lave højskole. De udfordringer eksisterer efter min mening, fordi vi har med mennesker at gøre, og fordi vi driver skolen med en menneskelig tilgang og ikke ud fra idealet om rene relationer. Vi er heller ikke bange for at miste vores faglige og professionelle kvalitet, men derimod stolte af at have høj faglighed med en menneskelig tilgang.
Læs "Et rent hjem" her