Af Erik Lindsø og Mogens Hemmingsen
Gunner Rasmussen startede på en karriere som embedsmand, da han som cand.polit. i 1943 blev ansat i Finansministeriet. Allerede i studietiden kom han i den grundtvigske forening Studenterkredsen, og dette kombineret med hans erfaringer med mellemkrigstidens sociale og økonomiske problemer blev bestemmende for hans samfunds- og livssyn.
Derfor forlod han embedsværket for i 1945 at blive højskolelærer på Danebod Højskole på Als. Forstanderparret Anna og Frede Terkelsen repræsenterende den klassiske folkehøjskole i grænselandet, og Gunner Rasmussen mødte en højskole med vægt på det sønderjyske, men samtidig en højskole, der byggede på evnen til at skabe personlige relationer og ramme for et hjemligt højskolemiljø.
Han blev i 1946 gift med Inger, som døde i 2010. De fik på Danebod børnene Aase, Erik og Arne.
I 1953 forlod Gunner højskolen for at blive forstander for civilundervisningen i Næstved. Men højskolen var gået ham i blodet, og i 1957 vendte han tilbage til Danebod Højskole som forstander - en stilling, han bestred sammen med sin Inger til 1974.
Han valgte at træde tilbage som leder i en periode, hvor samfundet ændrede form og indhold, og højskolen blev præget af ungdomsoprøret. Han mente, at yngre kræfter skulle til, men fortsatte selv loyalt de følgende år i lærerstaben. Gunner udviste en sjælden forståelse for, at kontinuiteten kun sikres, når næste generation får frihed til at bygge videre.
et sjældent blik for det lokale
Tusindvis af elever og kursister husker hans levende foredrag om Sønderjyllands historie, eller når han samlede folk om sig i Alsingerstuen og fortalte om skolens historie på en måde, så den faglige indsigt og den personlige indlevelse blev bundet sammen til den ypperligste fortælling.
Gunner havde et sjældent blik for, at en god højskole engagerer sig i sit lokalsamfund. Han var aktiv i det lokalhistoriske arbejde i Augustenborg og var med til at drive Midtals Husflid, hvor han var en dygtig lærer i træskæring.
Gunner bevarede som få højskolefolk en unik kontakt til gamle elever, og han kunne som regel huske deres navne, når han så dem. For talrige gamle elever var Gunner indbegrebet af Danebod.
Da han gik på pension, vedblev han med at komme på skolen og fulgte meget med i dens liv, til højskolen lukkede i 2002. Han så med glæde, at Efterskolen Strand rykkede ind i de tomme bygninger, og det fyldte ham med smerte, da også efterskolen måtte lukke - få måneder før han døde.
Gunner Rasmussen så nødvendigheden i, at højskolen jævnligt må skifte former. Det konstante i hans højskolesyn lå i højskolens dobbelte opgave: at være til gavn og glæde for de elever, der valgte at gøre Danebod til deres højskole, og at være til gavn og glæde for den egn, der gennem tro på sagen, offervilje og aktivt medarbejde muliggjorde skolens arbejde.