Af Jeppe Langkjær
"I ser mig måske som en mislykket mand af sin tid. Jeg ser mig som en mand af en mislykket tid."Ordene er Dopplers i teaterstykket af samme navn - en dramatisering af Erlend Loes kultklassiker fra 2004. Replikken kunne dog uden problemer tilskrives de fleste af den norske forfatters romanfigurer. Ganske præcist udtrykker den nemlig en spænding, der genfindes i størstedelen af hans værker. Alting er aldrig, som det skal være. Spørgsmålet er bare, hvem der bærer skylden. Loes lettere latterlige hovedpersoner eller et sygt samfund?
Man kan lede længe efter svar mellem linjerne. For Loe tilbyder dem ikke. Det har Højskolebladet imidlertid forsøgt at råde bod på. I et mailinterview har vi bedt ham forholde sig til sit samfund og sin kritik af det.
Hvad er der med andre ord galt med verden i dag, og hvordan gør vi den bedre? Dine hovedpersoner har ofte fået nok. Nok af noget, vi alle i større eller mindre grad kender til. Hvad betyder denne genkendelighed for din mulighed for at udøve samfundskritik og pege på tendenser, du finder uhensigtsmæssige - ja, måske decideret skadelige?
Selv om mine romaner sjældent er 100% realistiske i forhold til alle årsagssammenhænge og normal logik, så er mine personer ikke mere specielle, end at mange vil kunne genkende sig selv i dem. Jeg giver dem ganske almindelige problemer, selv om jeg naturligvis sætter situationer på spidsen ganske ofte. Det, at genkendeligheden ligger nedenunder, er praktisk og nyttigt. På den måde kan jeg spille på det, folk allerede ved noget om, og jeg får meget forærende rent fortællermæssigt.
Er kritikken overhovedet dit primære ærinde, eller benytter du den blot som en motor, der driver dine historier frem? Som når Doppler flytter ud i skoven, eller når Jens bliver træt af at være statsminister og hellere vil bygge Kapla hos Fvonk.
Den såkaldte samfundskritik, som kan genfindes i mine bøger, er noget, som primært udspringer af mine egne holdninger. Nogle gange er det planlagt, andre gange bliver det bare sådan, fordi jeg ikke kan lade det være. Den vigtigste motor for mig er, at jeg har en idé, som giver en masse energi, og som giver mig lyst til at fortsætte. For oplagt samfundskritik bliver for kedelig, synes jeg. Men det at beskrive samtidige hændelser og mennesker uden en snert af satire eller syrlige kommentarer ville nok være vanskeligt for mig.
Dine hovedpersoner kæmper for/imod noget, men deres kamp fremstår ofte en smule latterlig. Om de så har problemer med, at alting flyder, eller at de gravide efter sigende har dannet et internationalt netværk. For det meste fordi de selv eller deres sag forekommer lettere patetisk. Skyldes det, at der ikke længere findes en sag, der for alvor er værd at kæmpe for? Har vi det så godt i det moderne socialdemokratiske velfærdssamfund, at vi reelt ender med at kritisere petitesser? Eller måske er petitesserne i virkeligheden udtryk for noget mere grundlæggende?
Der findes naturligvis en masse, som er værd at kæmpe for. Et af problemerne er, at de fleste af os ikke gør det. Eller at vi kæmper for ting, som dybest set ikke er værd at kæmpe for, som for eksempel at vores nationer ikke bør tage et ansvar på sig over for nødstedte og trængende fra mindre heldigt stillede dele af kloden. Jeg synes, det er forstemmende og pinligt at observere, hvordan rigdom, som for bare 30 år siden var noget, man skjulte, hvis man havde den, nu er blevet allemandseje, som man godt kan flashe, og hvordan empati og forståelsen af, at Norge er et lille land i en stor verden, er forsvundet hen ad vejen. Velfærdsstaten er jo en meget god idé, men jeg er bange for, at vi i for lang tid har taget den for givet, og at den også i en del tilfælde hæmmer personligt initiativ og selvstændig tænkning. Vi skjuler os bag den og tænker, at staten tager ansvar for alt muligt, så derfor behøver vi ikke at gøre det selv.
Eller er det bare dig, der har det for godt? I et interview udtaler du, at du næsten ikke tror på noget. Giver du dermed udtryk for en form for magelig nihilisme, og gør dine karakterer det samme?
Jeg har det utvivlsomt for godt på samme måde som vældig mange i vores nordiske lande. Men at sige, at jeg ikke tror på noget, bliver en overdrivelse. Jeg tror på en hel del, når det gælder meningsfuldt sammenhold mellem mennesker, men ikke på nogen større sammenhæng skabt og styret af en eller anden immateriel størrelse. Men magelig nihilisme er nok alligevel et ganske dækkende udtryk. Jeg er pessimistisk anlagt, når det gælder menneskets evne til at omstille sig, erkende fejl og tøjle sin egen grådighed. Jeg tror for eksempel ikke, at vi nogensinde kommer til at omlægge vores klimapolitik, fordi nogle politikere eller andre siger, at vi burde. Vi kommer først til at gøre det, når vi selv føler, det er livsvigtigt - på samme måde som de fleste ikke ændrer livsstil radikalt, før en eller anden sygdom tvinger dem til det.
Hvilken rolle mener du, kritikken bør spille i et moderne samfund - hvis nogen? Kan vi ikke blot lade den overordnede samfundskritik forstumme? Vi har det jo i bund og grund meget godt. Hvad kalder med andre ord på kritik i dag?
Vores refleksionsniveau i forhold til vores fælles destruktive virksomhed fordrer en aktiv kritik. De, som indimellem antyder, at vi i dag er der, hvor Romerriget befandt sig lige før, det kollapsede, har en interessant pointe i mine øjne. Dekadencen er massiv og selvrefleksionen lav. Vi morer os til døde, som Neil Postman skrev i slutningen af 1990'erne. Det er hundrede gange mere aktuelt i dag.
Din kritik tilbyder fx sjældent et alternativ. Er det blot en kritik for kritikkens skyld? Hvad er overhovedet betingelserne for kritik i dag? Er situationen, vi må finde os tilrette med, at vi i sidste ende bare er selvcentrerede brokkehoveder?
Godt pointe. Jeg er én, som observerer og finder på fiktion. Jeg er ikke en samfundsbygger, som har fuldt overblik og ved hvilke virkemidler, der vil være bedst for os alle. Problemerne stikker så dybt. Selv velfungerende og begavede samfundsborgere - en gruppe, som jeg selv kan lide at tro, at jeg hører til - kan læse oprivende bøger eller se film, som præcist sætter fingeren på et eller andet problem, og vi tænker, at det er godt og vigtigt sagt, men fem minutter senere tænker vi på noget helt andet. Alt i alt kan vi synes, at vi har brugt tiden på noget bevidsthedsudvidende og intellektuelt, men det fører meget sjældent til nogen form for direkte handling eller ændring.
Dine samfundsskildringer får mig desuden til at tænke på behovet for et fjendebillede. Er et sådant behov grundlæggende for den menneskelige eksistens? Jf. at vi har det godt, men alligevel har brug for at finde en syndebuk, der kan tage skylden for de små ting, der ikke er helt, som de skal være.
Jeg ved, at jeg har skrevet om dette i L , men jeg tror ikke, at en fjende er nødvendig for, at et samfund kan fungere. Nej, derimod tror jeg, at modstand kan fungere opdragende for både enkeltmennesker og generationer. De, som oplevede krigen i Norge, og sikkert også i Danmark, havde for altid nogle holdninger i forhold til materielle goder, noget med sparsommelighed og hjælpsomhed, som vi, der ikke oplevede krigen, ikke i samme grad har. Jeg er ikke i tvivl om, at 22. juli 2011 har påvirket unge mennesker i Norge. De har set noget og har været nødt til at tænke over noget, som for eksempel min generation aldrig så og aldrig var nødt til at tænke over, før vi blev voksne.
Nu berører du momentvis tragedien d. 22. juli 2011 i Fvonk. Uden at skulle psykologisere angående Breiviks motiver, tør du så give et bud på, hvorvidt hans ødelæggende handlinger skyldes det moderne samfunds indretning? Jeg tænker, om man kan se dem som et ekstremt resultat af manglen på en egentlig fjende og dermed som et desperat udtryk for behovet for at skabe et fjendebillede?
Jeg tror, at Breivik i lille grad er et symptom på et samfunds manglende debat eller stillingtagen til noget. Han er en plaget og helt fra barnsben krænket person, som har fået lov til at udvikle sig til ekstremist, uden at nogen i nærheden af ham eller samfundsradaren har fanget ham og samlet ham op. Sådan noget kan man ikke gardere sig imod. Jeg tror overhovedet ikke, hans handling og kun i lille grad hans holdninger kan tilskrives fejl og mangler i det norske samfund. Når noget er ødelagt, så er det ødelagt, og det tror jeg, Breivik er - eller i det mindste var.