Af Marcus Lantz
Er nutidens demokrati en retfærdig styreform? Hvem har ret til at regere i et demokrati? Hvorfor træffer politikerne ikke kloge beslutninger? Stiller du dig selv sådanne spørgsmål, erHadet til demokratietet godt sted at blive klogere. Rancière argumenterer for, at den egentlige trussel mod demokratiet i begyndelsen af det 21. århundrede ikke er religiøse fundamentalister, men de intellektuelle og finansielle eliter, der i virkeligheden hader selve demokratiets grundsten: Folkets røst og evne til at bestemme hvilket samfund, de ønsker.
Allerede i 1946 skrev den danske jurist Alf Ross iHvorfor demokrati?, at "demokratiets fremtid er vor tids store skæbneproblem." Knap 70 år senere har vi ikke løst problemet, og hadet til demokratiet lever ifølge Rancière fortsat i bedste velgående - ikke mindst i kølvandet på de omvæltninger, de europæiske velfærdsstater har måttet takle efter mødet med en accelererende global økonomisk udvikling. Forskellen er blot den, at hadet i dag stammer fra selverklærede demokrater.
Rancières tese om grundlaget for det såkaldt nye had til demokratiet (filosoffen kan naturligvis sin Platon og illustrerer overbevisende, at dette had har fundet sted lige siden demokratiets fødsel) er følgende: "Der findes kun et godt demokrati, nemlig det, der undertrykker den demokratiske civilisations katastrofe." Nutidens intellektuelle og finansielle eliter, som Rancière kritiserer, anser ganske enkelt det demokratiske menneske for at være "en ung dum forbruger af popcorn, reality-tv, sikker sex, sygesikring, retten til at være anderledes og til antikapitalismens eller 'alterglobaliseringens' illusioner."
Analysen tager afsæt i Ranciéres forståelse af demokratiet som en skandale. Skandalen består i, at ingen har privilegeret adgang til magten, eftersom alle har ret til at styre. Demokrati er "ganske enkelt den magt, der tilfalder dem, som ikke har større adkomst til at regere end til at blive regeret."
I antikken lod man adkomsten til magten afgøre ved lodtrækning. I dag anser eliten lodtrækning for at være udemokratisk, men det repræsentative styre muliggør, at selvsamme elite, som også anser sig selv for retmæssigt at være de bedst kvalificerede, kan regere uden for megen indblanding.
At demokratiet ikke har kunnet forhindre en tiltagende forbrugerisme og ligegyldighed over for demokratiske beslutninger, skyldes ifølge eliten massedemokratiet. Og i kraft af undsigelsen af denne udgave af demokrati som undergravende for fornuftige beslutninger bliver det ikke bare i orden, men bydende nødvendigt at afpolitisere vigtige beslutninger og parkere dem hos EU-embedsmænd, finansielle organisationer og overnationale institutioner.
Nogen let læst bog er det ikke. Som Rune Lykkeberg tørt konstaterer i sit udmærkede forord, er det en enkel, klar, men svært tilgængelig bog.Hadet til demokratieter et bidrag til en fransk debat, og mange eksempler vil være ukendte for et bredt dansk publikum. Der er ikke en finger at sætte på Torsten Andreasens oversættelse, men sproget har meget til fælles med det, man finder i en decideret akademisk tekst, og det kræver, at man er vågen.
Samtidig indeholder bogen samme problem som mange filosofiske kritikker af det demokratiske forhold, at folkets røst og meninger ikke tages seriøst. Det er ikke nødvendigvis Rancières sigte, men hvor ville det være befriende, hvis et filosofisk forsvar for de reality tv-kiggende og popcornædende masser også ville blive modtaget med klapsalver af de selv samme individer. Til det vil Rancière formentlig sige, at sådan fungerer demokratiet ikke, eller han ville anfægte, at min tiltro til disse menneskers ønske om at læse filosofiske bøger ganske enkelt er for lille.
trods udfordringer med særligt franske samfundsforhold - en klar anbefaling om at læse bogen til alle, der stiller spørgsmålstegn ved den måde, vores demokrati er indrettet på.