Af Johannes Henriksen
Skolelæreren. uden tvivl et af landets mest udskældte er hverv. Engang berømt og berygtet for sin strenghed og autoritet understøttetaf et svirpende spanskrør. I dag latterliggjort som uvidende, smådoven, blød og uduelig. Ingen frygter længere skolelæreren. Mindst af alt eleverne. Men nu skal det være slut. I sit udspil til en ny folkeskolereform - den tredje af slagsen på ti år - vil Regeringen genrejse den faldne lærer. Ifølge børne- og undervisningsminister Christine Antorini skal der nemlig sættes en stopper for den støj og uro i klasselokalet, som vi er noget nær verdensmestre i. I hvert fald er vi langt foran vores nordiske nabolande, som vi normalt sammenligner os med.
Støjen og uroen skal blandt andet fjernes ved igen at sætte fokus på lærerens autoritet. Eller klasserumsledelse, som det hedder i den moderne skolepolitiske terminologi.
"At læreren også har en lederopgave er blevet meget tydeligere de senere år. Og med rette. Men den nye reform ønsker vi at sætte fokus på, at læreren ikke bare skal være fagligt velfunderet, men også ekspert i at undervise i sine fag for meget forskellige børn. Og i at skabe rammerne om et stimulerende undervisningsmiljø. Deri ligger også en ledelsesopgave," siger Christine Antorini.
tilbage til autoriteterne
Vi kalder det godt nok noget andet, men meget tyder på, at autoriterne er på vej tilbage. I hvert fald behovet for dem. Selvom nutidens unge afskyr autoriteter, når de færdes på nettet eller i trafikken, så peger forskere på, at de i stigende grad efterspørger klare signaler i skolen og i hjemmet. Rita fra TV2's prisbelønnede og populære serie af samme navn er rollemodellen for den moderne lærer, som igen tør tage autoriteten på sig.
Historien om autoritetstabet i kulturen er en af det moderne samfunds mest sejlivede fortællinger. Især de unge beskyldes for at mangle den nødvendige respekt for samfundets autoriteter. Og den fraværende respekt for forældre, ordensmagten og lærerne får skyld for meget: fra folkeskolens faldende faglighed til de vestlige velfærdsstaters aktuelle krise.
Analysen er velkendt. Engang var der forpligtende fællesskaber og selvfølgelige autoriteter, som kunne udstikke retningen på dydens smalle sti. I dag hersker anarki, tøjlesløs frihed og formløshedens tyranni. Historikeren Henrik Jensen sammenfatter forfaldshistorien i sin bog Det faderløse samfund. Pligten og skylden er fortrængt af en rettighedskultur, hvor det ikke længere handler om, hvad den enkelte må og skal for det fælles bedste, men hvor alt tager afsæt i det enkelte individs ønsker og behov.
Problemet med den udbredte analyse af autoriteternes krise er, at den kun er en halv sandhed, påpeger professor ved Copenhagen Business School Sverre Raffnsøe. Og derfor i virkeligheden en hel løgn.
"Forfaldshistorien handler om, at der engang var autoritet og fællesskab, hvor der nu er formløshed og individualisme. Men det er kun den halve historie. For i virkeligheden er autoriteten bare flyttet. Hvor den tidligere kom oppefra og ned, er autoriteten i dag delt mellem den udøvende og modtageren," siger Sverre Raffnsøe.
Autoriteter i dag, mener Raffnsøe, hævder sig ikke længere med tidligere tiders selvfølgelighed. Moderne autoritet er blevet en anerkendelsesautoritet, hvor autoriteten, hvad enten det er en lærer eller en læge, skal finde anerkendelse hos eleven eller patienten for at være en autoritet.
"Den overleverede autoritet, man tidligere kunne henvise til udelukkende, fordi den var en del af traditionen eller sædvanen, er tabt. Som autoritet kan du ikke længere referere tilbage til en på forhånd givet sammenhæng," siger Sverre Raffnsøe.
Det betyder dog ikke, at vi er gået fra en verden med sammenhæng til en verden uden sammenhæng. Fra en verden uden socialitet til en asocial verden. Det er en myte, vi ifølge Raffnsøe er nødt til at gøre op med.
"Vi er nødt til som samfund at komme videre fra forfaldsmyten. Og det handler først og fremmest om at erkende, at der ikke er tale om et autoritetstab, men om et autoritetsskift," siger han.
klar, parat…
Men en ting er teori. Noget andet er praksis. I Auderød nord for København ligger et af Røde Kors' flygtningecentre. Centret i Auderød driver en skole for såkaldt uledsagede asylbørn. Det vil sige børn og unge, som er kommet her til landet uden forældre. Lederen af skoleenheden hedder Christian Høgh Hinnerskov Aziz. For ham er autoritet ikke et levn fra fortiden, men derimod en helt nødvendig del af hverdagen.
"I mit arbejde som lærer er autoritet noget meget konkret. Det handler om at statuere et eksempel, om at turde stille krav og gå forrest. Det nytter fx ikke noget hvis læreren kommer dalrende fem minutter inde i undervisningstimen. Men hvis du derimod står klar og tager imod eleverne, når de kommer ind fra frikvarteret, så kan du også bedre forvente, at de efterfølgende tager del i undervisningen," siger Christian Høgh Hinnerskov Aziz. Han mener, at danske folkeskolelærere i langt højere grad, end tilfældet er i dag, skal træde i karakter i forholdet til eleverne.
Sidste år var han i Afghanistan for at se nærmere på landets undervisningspraksis og skolesystem. En af de mest slående erkendelser var de afghanske læreres selvfølgelige autoritet. Og det var vel at mærke ikke, fordi de opførte sig tyrannisk, men fordi de havde en naturlig autoritet i relationen til eleverne, som ikke skulle forhandles.
Christian Høgh Hinnerskov Aziz gør sig ingen illusioner om, at den danske folkeskole vil tage ved lære af det afghanske skolesystem. Han ved bedre end de fleste, at der er forskel på danske folkeskoleelever og unge afghanske drenge, som er flygtet fra krigens rædsler. Men i virkeligheden kan en stor del af folkeskolens udfordringer løses med små, helt konkrete tiltag.
"Det handler om, at lærerne igen må tage magten i klassen. Helt konkret ved at stå skarpt på tiden, være i klassen, når timen begynder, fokusere på fagligheden, fx ved at genindføre de gamle faglokaler, hvor eleverne flyttes rundt fra fag til fag," siger Christian Høgh Hinnerskov Aziz.
opgør med curlingforældrene
Sidste stik i genrejsningen af lærerens autoritet handler hverken om undervisning eller forholdet mellem lærere og elever. Det handler nemlig om forældrene. I løbet af de seneste årtier er forældrene gået fra at aflevere børnene i skolen med en formaning om at sidde stille og høre efter til at engagere sig i alle detaljer i og omkring undervisningen og børnenes skolegang. For moderne forældre handler det først som sidst om, hvad skolen kan gøre for deres barn.
Det er sikkert velmenende. I hvert fald hvad egne børn angår. Men de krævende og enøjede forældre er og bliver et problem, lyder det samstemmende fra minister og leder. I Auderød peger Christian Høgh Hinnerskov Aziz på vigtigheden af, at lærerne igen tør stille krav til forældrene. På TV2 fortæller Rita, at hun blev lærer for at beskytte børnene mod deres forældre.
Også Christine Antorini understreger, at forældrene spiller en nøglerolle, hvis respekten for læreren skal genvindes, og den nødvendige ro og orden i undervisningen genetableres. I reformudspillet lægger hun derfor op til, at skolerne i stigende grad skal kunne stille krav til forældrene i form af skriftlige forældrekontrakter. Også for børne- og undervisningsministeren er en stor del af løsningen helt konkret.
"Det er og bliver forældrene, som skal sørge for, at børnene kender spillereglerne, når de kommer i skole. Fortælle børnene, at de ikke altid har førsteretten, men er en del af et klassefællesskab, hvor man rækker fingeren op og giver plads til de andre børn. At børnene er veludhvilede og har fået en ordentlig skovlfuld sund morgenmad," siger Christine Antorini.