Af Ove Korsgaard
Mine børn er flasket op med flere af Villy Sørensens noveller. Selv om jeg genfortalte dem mange gange, hang det dem tilsyneladende ikke ud af halsen. I hvert fald har både Lise og Lea genfortalt dem senere, blandt andet til morgensamlinger på Testrup Højskole.
En af mine yndlingsnoveller hedder Købmanden , som handler om, hvad der sker med en købmand og hans butik, da der åbner et supermarked i nabolaget. I novellen optræder købmanden i starten som en autoritet; han giver ikke uden videre kunderne, hvad de forlanger, han vurderer, hvad de behøver. Det har folk fundet sig i uden at knurre højlydt - men nye tider er på vej.
Købmanden får stadig sværere ved at opretholde sin autoritet i såvel sin butik som i sin familie. Det store skred sætter ind, da supermarkedet åbner, og folk selv kan tage, hvad de har lyst til. Han forfærdes: "Det er verdens undergang, menneskene vil ekspedere sig selv." Novellen slutter med, at han forvandler købmandsbutikken til et værtshus, hvor han giver folk alt, hvad de har lyst til - og selv drikker med.
Hvis man skifter ordene købmand ud med forstander og købmandsbutik ud med højskolebutik, vil novellen være en social- og mentalitetshistorisk fortælling om det skift i autoritet, der fra slutningen af 1960'erne slog igennem på højskolen og i samfundet som helhed. Den største revolution i højskolens historie skete, da eleverne fra slutningen af 1960'erne for alvor begyndte at kunne vælge deres eget skema. Nok havde der også tidligere været visse valgmuligheder, men de var få og gjaldt kun de perifere fag.
Alle skulle have de klassiske højskolefag: dansk/litteratur og historie/samfundsfag. Og alle skulle møde til de seks til otte ugentlige foredrag. Da højskolerne begyndte at give eleverne flere valgmuligheder, var det ofte sådan, at de kun kunne vælge inden for bestemte faggrupper, fx mellem "Ibsens dramaer", "Dansk litteratur efter 1960" eller "Martin A. Hansens forfatterskab" inden for litteratur. Og mellem "keramik", "vævning" og "tegning". Man kunne med andre ord ikke vælge på tværs af faggrupperne. På den måde sikrede skolen sig, at eleverne var tvungne til at vælge litteratur og andre af de klassiske dannelsesfag. Men efterhånden blev også denne barriere fjernet. Som eksempel kunne eleverne herefter vælge keramik og tegning og fravælge litteratur og historie. Og det var netop, hvad de i stor udstrækning gjorde.
Hvad Grundtvigs Højskole skrev til kommende elever i midten af 1990'erne, sammenfattede den nye situation i højskolen: "Du kan selv sammensætte dit skema, fx med vægten på: rytmisk gymnastikleder og idræt på tværs, eller litteratur og historie, eller livsanskuelser, medicinsk etik, psykologi og religion, eller drama og musik, eller kunst, tegning og medier. Du kan også bare vælge frit uden en bestemt sammenhæng". Det er svært at forestille sig tidligere forstandere som Holger Begtrup eller C.P.O. Christiansen formulere sig på den måde. De forholdt sig til deres elever som købmanden til sine kunder: med faderlig myndighed og omsorg.
At gamle autoriteter hives ned fra piedestalen eller talerstolen, betragtes - ofte med rette - som en sejr for demokratiet. Men som Rune Lykkeberg peger på i sin bog Alle har ret(2012), flytter nissen med og bliver til et dilemma i demokratiet. At demokrati er fyldt med dilemmaer, erfarer vi dagligt. På den ene side dyrkes demokrati som en afgud. På den anden side er foragten for demokratiet udbredt og udtalt. Man håner, skriver han, den bløde lærer, som spørger om lov og ikke kan holde orden i klassen. Man skammer sig over de antiautoritære ledere, der ikke tør være autoriteter, og man ryster på hovedet over forældre, som beder deres småbørn om lov til at bestemme over dem. Jeg drømmer ikke om at få den gamle købmand og den gamle højskoleforstander tilbage. Men jeg drømmer om, at vi som demokrater kunne få et mere modent og afklaret forhold til autoriteter.