Af Jeppe Langkjær
Kammeraten
Du får et stort kram, når du vender tilbage til skolen som gammel elev. Hvorfor? Jo, fordi han har savnet dig og tænkt på, hvordan det er gået dig, siden du med røde øjne og tårerne trillende ned af kinderne sagde farvel til skolen. Relationen til dig og dine medelever er nemlig altafgørende for ham. Og han husker jer alle. Selvom han har været på skolen i snart ti år.
Du husker tilbage på undervisningssituationerne, penslen bag hans øre, de dirigerende fagter, og mindes, at der var plads til dig. Du blev hørt - både når du fortalte om ham den søde fra ganggruppen, som fik hjertet til at banke ekstra hurtigt, men også når du forklarede, hvorfor du ønskede at fortolke din rolle på lige præcis denne måde. Eller hvorfor himlen på dit maleri skulle mere orange end lilla. For de kreative fag er hans primære område. Og selvom han selvfølgelig havde en idé om, hvad opholdet skulle bringe, og hvad du rent fagligt skulle have ud af hans fag, fik du også lov til selv at bestemme. Om du helst ville fotografere analogt eller digitalt. Om du helst ville skrive prosa eller lyrik. Om dansetrinnene skulle være klassiske eller eksperimenterende.
Din personlige udvikling, at du voksede som menneske, var det vigtigste for ham. Derfor udviklede I også et nært forhold. Et forhold, hvor du fik klart indtryk af, at I var i øjenhøjde. At I var medmennesker. Nærheden kendetegnede i det hele taget hans omgang med eleverne - dog med varierende udtryk. Nogle omgikkes han med den kærlighed, som en far omgås sine børn, mens han med andre knyttede egentlige venskaber.
Mesteren
Kursen er sat. Og den er næsten urokkelig. Men også kun næsten - hun er jo højskolelærer. Spøg til side - for hun er seriøs. Meget seriøs på vegne af din faglighed. Nok er du taget på højskole for at opleve frirum og undslippe hverdagens trummerum og resultatræs, men det er jo ikke ensbetydende med, at du ikke skal lære noget.
Hun er højtuddannet. Kompetent. Forholdsvis ung. Uimponeret. Og så vægter hun undervisningssituationen højest af alle dimensionerne af sit arbejde. Det er du ikke i tvivl om, ligesom du ikke er i tvivl om nøjagtig, hvad du skal tage med fra undervisningen - hvad enten hun underviser i cricket, croquis eller Christensen (Inger, red.). Derfor er det også vigtigt for hende, at hun er lige netop her. På jeres højskole. Her hvor frihed og høj faglighed går hånd i hånd. Hvor faglige og personlige ambitioner forenes på forunderlig vis.
Du ser op til hende. Hun er en lærer, du kan respektere og beundre - både for hendes faglige dygtighed og for hendes passion for faget. Og fordi hun altid er tjekket. Samtidig er du også helt bevidst om, at du altid kun vil betragte hende som en lærer, en faglig mentor. Selvom I selvfølgelig snakker sammen - også om andet end a-akkorder - vil du altid være elev i hendes øjne.
Grundtvig Jr.
Han burde være gået hjem, tænker du, da du ser ham igennem vinduet til biblioteket - han bor jo ikke engang på skolen. Men så igen; de bliver jo alle hængende: snakkende, syngende, kaffedrikkende og kortspillende. De er nu et særligt folkefærd, de højskolelærere.
Men som de andre, er han samtidig helt sin egen. Han minder om en nisse. Det grålige, viltre hår. Fløjlsbukserne. Du ser ham næsten aldrig uden en bog i hånden, og det skinner igennem i undervisningen, hvor han tager udgangspunkt i emner, der også optager ham uden for klasseværelset. Han udlægger Darwin, Dante og Dyrene i Hakkebakkeskoven, som havde han skrevet det hele selv. Men han gør det ikke kun for, at du skal kende detaljerne i evolutionslæren eller opskriften på peberkager. Nej, der skal udvides horisonter - alle slags. Derfor føler du også, der bliver taget hånd om dig, når du sidder der på stolen med de til tider uforståelige gloser foran dig. For det er vigtigt, at du stiller spørgsmål - også de dumme. De er nemlig ikke kun medvirkende til, at du vokser - han vokser også for hvert spørgsmål.
Han er den fødte højskolelærer, tænker du, da du runder hjørnet og ikke længere kan se ham sidde der i PH-lampens skær. I har da også snakket om det: at han ikke kan forestille sig at lave andet. Hvordan højskolen med alt, hvad den indebærer, er hans narkotikum. Ja, selv køkkenets til tider tvivlsomme anretninger har han lært at sætte pris på.