Af Helle Terkelsen
Gennem de sidste år har vi haft en del pitstoppere på Ry Højskole. Om efteråret har de unge fået en særlig pitstoppris, og for at gøre sig fortjent til den, har de skullet skrive en motiveret ansøgning. Det har betydet, at vi på højskolen har haft en særlig mulighed for at forstå de bagvedliggende motiver til studiepausen.
I efteråret 2012 søgte og fik jeg penge fra Folk F&U midler til at undersøge, om vi som højskoler kan kvalificere opholdet for de unge, der - i stigende grad? - har brug for timeout ift. deres studier. Projektet bygger på en antagelse om, at et fælles rum for fordybelse, refleksion og samtale kan åbne nye forståelser og handlemuligheder for den enkelte. Og at den eksistentielle ensomhed, der for mange unge opleves som et vilkår, kan aflastes ved mødet med forskellige fortællinger om fælles problemstillinger. En vigtig præmis har været inddragelse af de unge selv, og. I alt var 16 personer aktive gennem hele forløbet.
hvad kom der så ud af det?
Mine egne forventninger til evalueringen var ikke så vældig store. Undervejs havde det været svært at få samlet folk - der sker simpelthen for meget på en højskole - og jeg nåede at blive usikker på, om ikke bare man skulle lade de unge være i fred. Et højskoleophold i sig selv kan have omvæltende betydning for fremtiden, og måske er det nok. Måske er det lige så meget alt det usagte, der rykker. Og måske er der nok vejledere, der med de bedste hensigter forsøger at hjælpe de, der er i tvivl. Måske skal vi i højskolen slet ikke blande os med det formelle uddannelsessystem, måske skal vi bare tilbyde det læringsrum og det fællesskab vi ved har betydning.
Men evalueringen viste noget andet. Der var naturligvis masser af forslag til forbedringer og også kritik af formen, mødetidspunkterne, omfanget af møder - for få, for mange. Men grundlæggende var responsen positiv. En af de ting, der blev fremhævet, var samtalen med andre i samme situation. At det var givende, ja ligefrem bevidsthedsudvidende, mente én, at få lov at udveksle tanker om fælles problemstillinger. At møde andre, hvis ønsker og mål for livet var både så forskellige og på nogle punkter så ens. At få lov at "tænke højt" i det rum, den strukturerede samtale tilbød. Og at mærke hvordan det kan lette presset at vide, man ikke er alene om svære beslutninger. Alt i alt blev der givet udtryk for, at samtalerne havde medvirket til en større grad af selvindsigt og mod på de beslutninger, der skulle træffes fremover.
psykologisk ilt
En af de store ideologer og tænkere inden for det pædagogiske felt i Danmark, Jan Tønnesvang, giver med sin helhedsforståelse af menneskelig udvikling og dannelse mange og relevante bud på en forståelse af de udfordringer, der ligger i tiden. Tønnesvang opererer i sin bog Skolen som vitaliseringsmiljøfra 2009 med et begrebetpsykologisk ilt . Psykologisk ilt er et billede på det, alle mennesker har brug for, for ikke bare at eksistere, men faktisk trives og gro. Det opstår i relationen mellem mennesker, når betingelser for det er til stede. Det miljø, hvori den psykologiske ilt findes og udveksles, kalder Tønnesvang forvitaliserende .
Begrebet psykologisk ilthar meget til fælles med det gamle højskolebegreb den levende vekselvirkning . Begge handler om relationer, åbenhed og plads til nærvær i et miljø, hvor tonen er præget af ligeværd og respekt for den enkelte. Men hvorden levende vekselvirkningprimært handler om forholdet mellem lærer og elev, giver begrebetpsykologisk iltmulighed for en bredere forståelse.
I pitstopprojektet var det relationen mellem eleverne, der var i fokus. Forholdet var ganske vist tilvejebragt af læreren i form af de strukturerede samtaler, men dog opdaget og praktiseret af eleverne. Inden for de givne rammer kunne de vejlede og støtte sig selv og hinanden og blev på den måde, kunne man sige, selvforsynende med psykologisk ilt. Når jeg sammenligner Tønnesvangs tanker om den psykologiske ilt med begrebet om den levende vekselvirkning, hænger det sammen med, at jeg synes projektet på den måde peger ud over sig selv mod både højskolen og det formelle uddannelsessystem. Højskolen er, vil jeg mene, i høj grad leveringsdygtig i psykologisk ilt, hvor det formelle uddannelsessystem - i hvert fald efter folkeskoleniveau - måske lider lidt af åndenød. Det kunne blandt andet de store problemer med frafald tyde på. Jeg synes, Tønnesvang forærer højskolen en nytolkning af det gamle Grundtvig-begreb, der kan være med til at synliggøre, hvad det faktisk er, vi kan bidrage med i (ud)dannelsessammenhæng. Men omvendt også gøre det synligt for højskolen, at dens pædagogiske selvforståelse måske ikke er så langt fra den tænkning og de idealer, der lever og debatteres i uddannelsesverdenen.
Den refleksion, der har været i højskolen over dens rolle ift. (uddannelses)vejledning, kan måske få relevant modspil fra Tønnesvangs tanker om vitalisering. Hvis målet ikke først og fremmest er at vejlede til uddannelse i en fart, men derimod at tilbyde psykologisk ilt - såvel i højskolehverdagen som i særlige filosofiske rum, og dermed kompetencer til at mestre eget liv og træffe de valg der skal træffes, har vi vel lige præcis de rammer, der skal til.