Af Jeppe Langkjær
Der er respekt om læreren,der udfører det perfekte smash på volleybanen eller kender sin Goethe til fingerspidserne. Fagligt engagement og dygtighed er afgørende for den gode undervisning - men ikke altafgørende. Det ved landets højskolelærere. I deres øjne betyder det personlige forhold til eleven mindst lige så meget. Forholdet, der udvikles over en kop varm urtete, en cigaret en frysende vintermorgen eller i svedhytten, mens vodkaflasken går på omgang. Det vidner en spørgeskemaundersøgelse besvaret af 204 højskolelærere fordelt på 49 højskoler om. Det er i spændingsfeltet mellem fagligheden og menneskeligheden, højskolelæreren finder sin niche som den antiautoritære autoritet.
Undersøgelsen fortæller, at lærerne foretrækker betegnelserne "medmenneske" og "underviser", når de skal beskrive deres rolle i relationen til eleverne. I alt blev de stillet over for seks muligheder: "underviser", "mentor", "opdrager", "faglig sparringspartner", "medmenneske" og "ven". Kun et fåtal tager den klassiske forældrerolle på sig og identificerer sig som "opdrager", mens en lille skare finder beskrivelsen "ven" meget dækkende. Over en bred kam viser svarerne, at der er langt fra det traditionelle, asymmetriske lærer-elevforhold til virkeligheden på de danske højskoler. Vægtningen inden for de enkelte kategorier afspejler netop, hvordan den professionelle og personlige relation går hånd i hånd.
et frugtbart udgangspunkt
At højskolelærerne langt hen ad vejen stiller sig på niveau med eleverne, er et godt udgangspunkt for undervisningen. Det vurderer Per Fibæk Laursen, professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet. Han forklarer, at et positivt forhold mellem lærer og elev er centralt for den gode undervisning.
Også fagligt engagement er vigtigt. At begge disse ingredienser er til stede for størstedelen af de 204 lærere, der deltog i undersøgelsen, tyder svarerne på. Således er personlig interesse i høj grad baggrund for undervisningen for 80% af lærerne, mens over halvdelen lægger stor vægt på den enkelte elevs personlige udvikling, hvad enten der undervises i Sokrates eller salsa. I det hele taget peger en overvejende del på, at relationen til eleverne er en afgørende dimension af arbejdet.
"Resultaterne understøtter mit generelle indtryk af højskolen. Højskolelærerne er engagerede - både i eleverne og i stoffet. Det er en afgørende dobbelthed, som fordrer god undervisning og læring," udtaler Fibæk Laursen. Den gode lærer ligner, ifølge professoren, den gode samtalepartner. Den gode lærer er nærværende, engageret, positiv, lyttende og har virkelig noget på hjerte. Den gode undervisning beskrives derfor også bedst som dialog. Dette budskab har landets højskolelærere umiddelbart forstået, lyder vurderingen.
gensidig respekt
Der er langt fra det oven for malede lærerbillede til - for mange danskere - inkarnationen af lærerautoriteten: lektor Blomme. Læreren for hvem eleverne er uvidende undermålere, der blot har at makke ret. På linje med Per Fibæk Laursen mener to erfarne højskolelærere dog, at en anerkendende relation mellem lærer og elev er langt at foretrække.
"Det personlige - ikke private - forhold er utrolig vigtigt," fortæller Kerstin Lehmann, som underviser i musik på Musik- og Teaterhøjskolen. Hun føler ikke, det er nødvendigt at hævde sin autoritet som lærer. Respekten opstår helt af sig selv. Præcis hvordan har hun dog svært ved at sætte ord på: "Selvfølgelig betyder min faglighed noget for elevernes umiddelbare respekt. Men kontakten uden for undervisningen er mindst lige så afgørende." Som uddannet folkeskolelærer kender Kerstin Lehmann også til den mere klassiske lærerrolle. Derfor er hun heller ikke i tvivl: Et tæt og uformelt forhold til eleverne betyder meget for undervisningens frugtbarhed. Det personlige kendskab baner vejen for faglighed og udvikling.
Som gammel maratonløber og OL-deltager har Allan Zachariasen, lærer på Oure Højskole Sport og Performance, elevernes umiddelbare respekt i undervisningen - historien rækker dog ikke alene: "Engagementet betyder alt. Brænder jeg ikke for det, jeg underviser i, mister eleverne lynhurtigt respekten," fortæller han. Uden for klasselokalet aftvinger fortidens meritter dog ikke elevernes automatiske respekt. Her skal han vinde den i det menneskelige møde. Og sker det, er jorden gødet for den gode læring. En læring som i hans øjne dog lige så godt kan foregå i den personlige samtale: "Når jeg har aftenvagt, oplever jeg tit elever, der har behov for at snakke. Og sådan en samtale kan eleven lære meget af - ligesom jeg kan."