Højskolen ved Orange Scene

Publiceret 05-07-2013

NYHED Arbejdet med at realisere Roskilde Festival Højskole er stadig i fuld sving. Tanken er at kombinere Roskilde Festivals drive og flair for vellykkede samarbejder og events med højskoleværdier som fællesskabsfølelse og det at lære i fællesskab

Af Maj Kirkegaard

Tidligere specialkonsulent i Folkehøjskolernes Forening, Jesper Øland, er i dag solobærer af ansvaret for skolen og for at skaffe pengene til at realisere den. "Det er blevet et livsprojekt for mig. Nu føles det ikke længere som om, jeg har valgt projektet - nu er det projektet, der har valgt mig," udtaler Øland med stor entusiasme.

Og entusiasme må siges at være vigtigt at bevare, når man som Øland bliver involveret i denne slags projekter. For det tager tid. I år har det været i gang i fire år. Og det er ikke ligefrem småbeløb, der regnes i, når nye højskoler skal op at køre - og specielt ikke når skolen som denne skal bygges fra square one. På nuværende tidspunkt mangler Øland at indhente 30 millioner kroner før, første spadestik til skolen kan tages, og han pointerer at: "Fra det øjeblik vi har pengene, så tager det tre år." Skolen skal bygges på det såkaldte Musicon-område i Roskilde, og indtil videre har Øland indsamlet størstedelen af pengene, der skal realisere projektet, og sikret sig grunden på området. "Så jeg er en fjerdedel fra målet," oplyser han.

Roskilde Festivalhøjskole

Musicon-området. Højskolen bygges i og omkring Hal 10 - den kvadratiske bygning.

 

Til gengæld synes projektet at være hele ventetiden værd; en højskole, som  tager udgangspunkt i erfaringen af, hvordan man skaber en så succesfuld og spændende festival som Roskilde, må være tillokkende for de fleste kreative og kulturrelt interesserede. Rent praktisk skal festivalen fungere som en "lærings-arena", som Øland kalder det, og skolen skal bygges op omkring fem forskellige linjer så som kulturformidling, kulturledelse og en praktisk lys- og lydlinje.

Men udover at være en højskole bygget op omkring Roskilde Festival er Ølands projekt i lige så høj grad at skabe en skole, der beskæftiger sig med dannelse ud fra devisen, at dannelse sker i sociale processer: "Man skaber ikke sig selv - man skaber sig selv igennem fællesskaber og ved at skabe sammen med andre," understreger han.