Af Maj Kirkegaard
En semi-varm eftermiddag. Når solen titter frem, føles det præcis som sommer. Selvom det kun er tirsdag, og festivalen først åbner rigtigt på torsdag, ligner campingområdet på Roskilde Festivals østside allerede en plads, som har beværtet campinggæster i adskillelige uger. Humøret hos campisterne er højt hele raden rundt, musik pumper fra højttalere solidt koblet til bilbatterier, og midt i virvaret finder vi Ry Højskoles festivaldelegerede. Med flag og bannere så ingen er i tvivl: Her bor Rysland!
Makrelmadder og højskoleånd
Som så mange andre højskolefolk har det sidste kuld af elever fra Ry Højskole valgt at tage turen til festivalen. Hele halvtreds elever fra skolen er troppet op, og højskolens vante omgivelser er nu udskiftet med en kæmpe firkant af telte, vel sagtens en 20-30 stykker. Selvom de fleste er vante Roskildegængere, tjener festivalen i år i høj grad som en slags afslutning på højskoleåret, fortæller veninderne fra højskolen, 19-årige Regitze Karmann Nyby og 22-årige Laura Ginman: "Specielt den sidste uge, da vi skulle til at sige farvel, kunne man sige: 'Vi ses om to uger på Roskilde'. Det var lidt en trøst, fordi vi vidste: 'Jamen, vi har hinanden i den her uge.'"
Vi sidder i campingstole trukket lidt væk fra lejrens centrum, hvor nogle af lejrbeboerne allerede er i gang med dagens første lunkne øl. Andre lægger an til den klassiske Roskildefrokost, makrelmadder, og nogle sover, alt imens en ølbowlingturnering er i fuld sving. "Roskilde er vel bare en ting, man gør", funderer Regitze og fortsætter som svar på, hvorfor så mange højskolefolk tager turen til festivalen: "Folk er så åbne her. Det er så fedt at være her - jeg synes, det passer godt ind i højskoleånden." Det er netop åbenheden og fællesskabet, der synes at være fællesnævneren for højskolen og den såkaldte "orange" Roskildefornemmelse.
Laura og Regitze lægger vægt på det fælles ansvar, man har for, at det bliver en god oplevelse at være både på festivalen og på højskolen: "Der er en eller anden drivkraft, fordi man er der, fordi man bare gerne vil," siger Laura og kigger mod solen, som endelig har kæmpet sig frem igennem skyerne igen. Det er et tilvalg både at være på skolen og på festivalen, hvilket er styrken begge steder. "Det er fællesnævneren for folk, der går på højskole - det at ville lære hinanden at kende," konstaterer hun.
Drømmeverdener og virkeligheden
Og man får næsten lyst til at spørge, hvorfor man ikke skulle have lyst til at være der? Når både den ugelange festival og et højskoleophold ofte bliver betegnet som drømmeverdener. En sammenligning både Laura og Regitze kan nikke genkendende til. Og de værdier, som hersker i disse drømmeverdener, kan være svære at slippe. "Der er tryghed og nærvær i denne her lille verden. Og så kommer man ud i den anden verden... det [skolen] er jo slet ikke et rigtigt liv," siger Regitze nærmest bevæget.
Et rigtigt liv. Som også inkluderer tøjvask, mandag morgener og store valg såsom, hvad man skal blive, når man bliver rigtigt voksen. Og den kommende mandag morgen er ikke bare en hvilken som helst en af slagsen - nej, den er både slutningen på en hel uges intensivt samvær og fest og en definitiv afslutning på højskoleåret. Pigerne er dog ikke i tvivl om, at de er på et snarligt gensyn med højskolekammeraterne. Men det at se hinanden uden for de vante højskoleomgivelser er en underlig fornemmelse, er veninderne enige om, og de ser derfor også festivalen som en måde at trappe ud af højskoleboblen på.
Højskolen er altså en verden, man må forlade for derefter at forsøge at føle sig til rette i verden udenfor - rustet med det, man har lært gennem opholdet. Regitze mener især, hun har fået mere gåpåmod og en tro på, at alt kan lade sig gøre. "Og en åbenhed over for verden. Vi har lært at rumme andre mennesker," samtykker Laura.
Det orange fællesskab
Det er måske netop denne rummelighed og fællesskabsfølelse, som gør, at mange højskolefolk føler sig vel tilrette på festivalen. Det er i hvert fald de værdier, som, ifølge festivalens talskvinde Christina Bilde, gør festivalen til noget specielt. Det er i høj grad festivalens gæster, der bidrager til det velkendte fællesskab og den specielle stemning, som festivalen er så kendt for: The Orange Feeling . "Man er, når man er på Roskilde, i meget høj grad en deltager frem for bare at være en, der modtager", pointerer hun. Man føler sig altså som en del af noget, og det, man bidrager med, betyder noget for alle i Roskildefællesskabet.
Ligesom Laura og Regitze har lært rummelighed og åbenhed gennem deres ophold på højskolen, er det ifølge Christina Bilde noget af det samme, som festivalen søger at gøre - at flytte mennesker. Og ikke kun en uge under festivalen, men at flytte mennesker til et sted, som rent faktisk varer ved, også efter den sidste øl er drukket, og teltet er pakket sammen igen: "Dybest set er det en oplevelse, der flytter mennesker, eller på en eller anden måde danner mennesker", fastslår hun.