Af Andreas Harbsmeier
1961. det år blev Lars Bo Kaspersen født. Altså er han for ung til at være 68'er, men alligevel gammel nok til ikke bare at acceptere tingenes tilstand. Da han for nogle år tilbage rejste landet rundt og holdt foredrag med udgangspunkt i bogen Danmark i Verden , der er en analyse af den danske stats udvikling de seneste knap 200 år og ikke mindst en kritik af udviklingen de sidste 10, bed han mærke i, at de interesserede tilhørere alle var lidt oppe i årene. Særligt den kritiske tilgang til demokratiets tilstand i Danmark vakte genhør hos det aldrende publikum, der alle var over 55, fortæller han på sit kontor i det tidligere kommunehospital ved søerne i København, hvor navneskiltet afslører både professor- og institutslederstatus på Institut for Statskundskab. Bogreolen på professorkontoret spænder vidt og afspejler det perspektiv og den historiske bevidsthed, han efterlyser hos dem, der er under 55.
"Hvis det er faktuelt, at den historiske bevidsthed om demokratiets udvikling og tilstand bliver mindre og mindre, så bliver det også sværere og sværere at mobilisere den yngre generation, fordi de ikke har noget forhold til eller indsigt i demokratiet. Det er udfordringen for 55+-generationen: At formidle indsigten i, at der sker noget med demokratiet og medborgerskabet i disse år," fortæller Lars Bo Kaspersen. Han er selv del af "Kredsen" - en gruppe af mennesker omkring Radikale Venstres Marianne Jelved, der gennem en række møder og en lille bog forsøger at revitalisere folkeoplysningen og pege på uheldige tendenser i dagens Danmark. Også "Kredsens" hovedpersoner hører - med væsentlige undtagelser - til de ældre generationer. "Man kunne lidt drillende sige, at det kunne gå hen og blive 68-generationens reelle arv, at de er med til - her i deres efterår - at engagere yngre generationer i deres kamp for folkeoplysning og demokratisk dannelse. Det kræver, at den generation mobiliserer den næste eller endnu bedre - den næste generation igen," fortsætter han.
danmark i 150 år
Kaspersen baserer sin kritik af demokratiets tilstand i dag på indgående studier af udviklingen af den danske stat.
Hvis du ultra kort skulle beskrive udviklingen frem til i dag - hvad er så hovedtrækkene?
"Det, der har kendetegnet det danske demokrati de sidste 150 år, er dobbeltdemokratiet, hvor man har et liberalt parlamentarisk demokrati, som er et stærkt individuelt demokrati på den ene side, hvor én person stemmer på én person. Og så er der den anden side af dobbeltdemokratiet, som man kunne kalde det korporative eller organiserede Danmark. Her går vi sammen i foreninger og organisationer for at kæmpe for vores særinteresser. Det gør vi i det rum, vi kan kalde det civile samfund. De to demokratistrenge har udviklet sig og stået stærkt i Danmarkm op til 1970'erne. Her sker der lige så langsomt noget frem til slutningen af 90'erne, hvor udviklingen meget tydeligt svækker det organiserede Danmark - Foreningsdanmark. Fra centralt hold har man meget færre kontakter og mindre forhandling og rådføring med de særinteresser, som de foreninger og organisationer repræsenterer. Høringsprocesserne bliver kortere og kortere - og høringsfristerne ligger tit lige i sommerferien. Det er ingen joke. Sådan foregår det."
"For mig er det et signal, der viser at dobbeltdemokratiet knirker lidt. Men hvad gør det, hvis det liberale demokrati fungerer effektivt, kunne man spørge? Jo, efter 11. september - offentlighedsloven er det seneste eksempel - er der sket en indskrænkning af borgernes civile rettigheder. Det gør også, at det liberale, parlamentariske, demokratiske ideal, vi har ageret ud fra, ikke kan opretholdes. Dobbeltdemokratiets to fødder begynder at gå hver for sig - de går ikke længere i takt. Og de går ikke så hurtigt."
Denne udvikling skal ses i forhold til det, Kaspersen kalder globaliseringens paradoks. På den ene side globaliseres handel og mennesker, på den anden side får staterne mere magt. "Vi skal ikke underkende, at globaliseringen sker samtidigt med, at staterne tilraner sig mere og mere magt og centraliserer magten i statsstrukturen. I selve forvaltningsstrukturen har kommunerne mindre at sige, regionerne har mindre at sige, ressortministerierne har mindre at sige.
Magten bliver koncentreret i Stats- og Finansministeriet." Når man så vil lave reformer, er det ud fra et regeringssynspunkt og et styringssynspunkt - jo flere du skal høre, jo længere processerne varer, desto mere forplumrede bliver reformerne, lyder argumentet. "Derfor siger man, at eftersom vi bliver udsat for knivskarp global konkurrence, så er vi nødt til at agere, så kan vi kan klare os. Det kræver dybtgående reformer, og det skal gå stærkt," fortsætter han.
innovation?
En utilsigtet konsekvens af statscentraliseringen og den politik, der bliver ført under hensyn til den globale konkurrence, er, at man kommer til at underminere den diversitet, der er mellem lande og mellem regioner og mellem institutioner, fordi man pålægger dem at underlægge sig de samme styringsmekanismer, ligesom de bliver målt ud fra de samme kriterier, mener Lars Bo Kaspersen: "Folkeskolerne kommer til at ligne hinanden mere, danske institutioner kommer til at ligne britiske institutioner mere og mere osv. Den kvalitet, som innovation egentlig handler om, nemlig at gøre en forskel, at gøre noget nyt, forsvinder som en utilsigtet konsekvens af hele den proces. Det forstærkes af, at der er en meget kraftig tendens til, at politik bliver teknokratisk. Politikernes spillerum bliver mindre, fordi de såkaldte eksperter siger: 'Du kan dreje på den knap, og du kan dreje på den knap'. Det bliver til et politisk slagsmål om den ene eller den anden knap. Men reelt set er der ikke den store forskel, fordi den overordnede ramme er lagt af en teknokratisk elite."
Ifølge Lars Bo Kaspersen har den ramme ikke kun betydning for den måde, de politiske beslutninger bliver truffet på. Den bliver også internaliseret i borgerens personlige valg: "Vi som mennesker - som individuelle politiske dyr og borgere - bliver også trukket ind i det i den forstand, at vores individuelle karrierer bliver vigtigere end de holdninger, vi repræsenterer. Det vil sige, at der i dag ikke er nogen som helst modsætning mellem at være redaktør på Mandag Morgen og sidde i Dansk Industri året efter. Folk ser det bare som et fornuftigt karriereskifte. Der findes meget få egentlig holdningsbærende personer. Rød blok eller blå blok: What's the difference?"
Men der har jo aldrig været så mange holdninger i spil, som der er nu. Mængden af holdninger er kolossal…
"Ja, men variationen er bare meget lille. Når der endelig er nogle holdningsdannende personer, så har de det svært, fordi de bliver trukket ind i en diskussion med den teknokratiske elite, som i stedet for at gå imod med holdningsbaserede argumenter, er nøgterne og henviser til tal og fakta, til hele den ramme, teknokratiet har tegnet. Og det gør, at det er virkelig svært at få en positiv politisk polarisering, hvor holdningsbærende personer kan give hinanden modspil."
ord i stedet for tal
Hvor ser du så den folkelige modstand?
"Jeg kan kun referere til min egen personlige opfattelse af, at der bliver formuleret kritik. Men problemet er, at man ikke kan finde nogen i det politiske system, der vil artikulere den kritik. Det er sagt med al respekt - for det kan jo godt være, at eliten har set lyset, og at de reformer, der implementeres, er rigtige og nødvendige. Det er bare tankevækkende, at de ikke har den samme opbakning; der er ikke den samme konsensus, som der tidligere har været i en dansk kontekst."
Det bekymrer Lars Bo Kaspersen. Selv om han selv er en del af den veluddannede elite, mener han alligevel, at universitet trods alt stadigvæk giver rum for kritisk stillingtagen - selv om det også langsomt er ved at være slut. "Det er tankevækkende, at den mest veluddannede del af den danske befolkning er så ensartet og konsensusorienteret, fordi alle tilsyneladende har accepteret de teknokratiske løsninger. Ordet som argument skal generobre en plads i stedet for tallene. Det er et forsøg på at bringe en større del af befolkningens synspunkter på banen - en større hensyntagen til andre argumenter."
"Og her kommer hele folkeoplysningstanken i spil. Jeg ser nye autoritære tendenser. Kommer de for langt ud, glider de autoritære tendenser over i en autoritær stat. Og det er for mig at se noget af det værste. Derfor skal vi som borgere være patrioter, men ikke ukritiske. Og hvis man ikke er opdraget som demokratisk borger med egen myndighed og dømmekraft, så forsvinder muligheden for at kritisere staten. Og det er der, folkeoplysningen skal spille sin rolle."
Det lyder en anelse arkaisk, når du taler om, at folkeoplysning og medborgerskab skal øverst på dagsordenen. Hvordan skal de yngre generationer blive tiltrukket af det?
"Medborgerskab lyder virkelig old school i mine studerendes øre. Det er der ingen tvivl om. Og går man ud på universiteterne, seminarierne eller gymnasierne og siger Grundtvig eller folkeoplysning, så skal der altså virkelig tørres noget støv af. Men det behøver ikke nødvendigvis være støvet eller ubrugeligt."
En betingelse for, at det kan lade sig gøre at revitalisere folkeoplysningen, funderer Lars Bo Kaspersen, er imidlertid, at staten er med på idéen: "Man skal huske på, at hvis man skal genrejse folkeoplysningen og de dannelsesidealer, der knytter sig til den, er man afhængig af, at staten giver betingelserne for det. Det er det, der er så fabelagtigt i den danske udvikling. Fra slutningen af 1800-tallet og fremefter giver staten en hel række besynderlige rum og muligheder for at artikulere kritik og lave institutioner af en anden karakter - som oven i købet kunne være i modstrid med statens interesser. Tag bare hele friskolelovgivningen. Der findes tonsvis af foreninger og skoler, der arbejder direkte imod den officielle skolepædagogik i Danmark. Det er fantastisk. Hvis den slags rum bliver indskrænket, bliver det sværere og sværere at artikulere en legitim, lovlig kritik."
"Inden staten lukker ned og reducerer mulighederne for kritikken, er det på høje tid - mens fx højskolerne stadig er hos os - at man revitaliserer den kritik. Derfor er det vigtigt, at vi har politikere, der erkender problemets omfang og giver højskoler frirum til at eksperimentere, men også bakker det op økonomisk."
hvor optimistisk henholdsvist pessimistisk er du?
"På den korte bane er jeg optimist. Historiens gang er dialektisk - monikke der vil være en mulighed for, at der bliver mobiliseret, så de værste udviklingstræk bliver udvisket. Men man skal altid forvente det uforudsigelige," slutter Lars Bo Kaspersen, inden han skal videre i dagens tekst. 68'ernes antiautoritære kritik kan altså stadig spores i årgang 61, men idealet er ikke den berømte generations revolutionære sværmerier, men derimod en genoplivning af de demokratiske idealer og praksisser, der dannede fundamentet for Danmark i det 20. århundrede.